Connery

Viaplay tilbyder ny reklamepakke til billigere pris

Omstruktureringen af streamingpriser fortsætter

"Den store streamingkrig" som nogle ynder at kalde det, er et løbende kapløb mellem de mange forskellige streamingtjenester om, hvem der rammer seernes interesse og ikke mindst budget bedst muligt. 

Det seneste træk kommer fra Viaplay, der nu følger trop med en række andre udbydere, i at lancere et delvist reklamefinansieret tilbud, som et billigere alternativ til premium-streamingpakkerne. 

"Viaplay Film og Serier med reklamer" er det mundrette navn på det nye tiltage fra Viaplay, som tilbyder streamere ubegrænset streaming af film og serier for 99 kroner - med reklamer kastet ind i mikset. 

Viaplay fortæller at indholdet vil være det samme som i de nuværende udbud, men at den nye pakke ikke tillader download - og dermed offline-kigning af film og serier. 

ANNONCE

På Viaplays abonnementsoversigt fremgår det dog at "Reklamer kan vises før, under og efter indhold. Der vises ikke reklamer før og i børneindhold". 

Mads Jørgensen, der er Communications Manager hos Viaplay uddyber i en email: "Placeringen af reklamer kan variere afhængigt af hvad indhold man ser. Men mængden vil være lavere end man er vant til på almindelige tv-kanaler. Reklamerne vil så vidt muligt ligge, så de generer mindst muligt og ikke afbryder midt i vigtige scener. Eksempelvis vil der på korte formater ofte være pre-rolls, mens der på længere formater vil være mid-rolls. Så det varierer altså af hvad man ser, men reklamerne placeres så de passer til indholdet." 


Viaplay Film & Serier (uden reklamer) koster i dag 149 kroner om måneden, men var helt frem til marts 2021 prissat til 99 kroner eller mindre. 

Viaplay er ikke den eneste streamingtjeneste i Danmark der tilbyder en pakke med reklamer - det gør man også hos bl.a. TV2 Play, Disney+ og Max.

ANNONCE
Del

Seneste nyt