Vi har set Footloose her er anmeldelsen..

Drengerøvs faktor: 55%
 
Teknisk information:
Original titel: Footloose
USA, 2011
Instruktør: Craig Brewer
Medv.: Kenny Wormald, Julianne Hough, Miles Teller, Ziah Colon, Dennis Quaid og Andie MacDowell
Genre: Komedie/Drama
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1/DTS/SDDS
Længde: 113 min
Bio premiere: 13. oktober 2011
Distributør: United International Pictures

Footloose 2011 – Trailer

http://www.youtube.com/watch?v=iSF4UmPs1tw&feature=player_embedded

Bomont er en lille forstads by, en vaske ægte red neck town, i hjertet af Georgia. Efter en tragisk bilulykke, hvor 5 af byens teenagere blev dræbt, beslutter Bomonts byråd sig for, at indføre et udgangsforbud for byens unge efter kl. 23, samt at forbyde alle former for offentlig dans.

Tre år senere bliver den rebelske Boston dreng Ren McCormack (Kenny Wormald) sendt til Bomont for at bo hos sin onkel, efter at hans mor er død af kræft. Ren har svært ved at indordne sig efter byens strenge regler og kommer hurtigt på kant med både loven, skolen og kirken.

En dag møder han den jævnaldrende Ariel Moore (Julianne Hough), der tilfældigvis er datter af byens pastor Rev. Shaw Moore (Dennis Quaid). Ariel er en vild tøs, der elsker at danse og udfordre skæbnen. Hun og Ren indleder et forhold, til stor bekymring for hendes forældre. Sammen beslutter de sig for at indsamle underskrifter for at få ophævet danse forbuddet, så byens unge atter kan udtrykke og udfolde sig i dansens sorgløse glæder.

Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt kan huske den originale Footloose. Jeg har ikke set den siden en gang i sen 80’erne og den efterlod ikke det store indtryk på mig dengang. Derfor er originalen ikke nogen hellig gral for mig og jeg satte mig i biografsædet uden nogen forud taget fordomme omkring dette remake.

Hvad jeg oplevede var en rigtig underholdende film, med en velfortalt historie og et fremragende soundtrack. Kenny Loggins udødelige titelsang sætter filmen i gang med et brag og det er svært, at holde fødderne i ro. ”Everybody cut loose footloose, kick of the sunday shoes…”

Det kan godt være at originalen har mere stemning, bedre skuespillere og måske er historien endda endnu bedre fortalt, men alt i alt fungerer remaket altså rigtig rigtig godt. Man er engageret i historien, føler for karaktererne og har lyst til at danse, når rulleteksten tilslut kører over lærredet.

Hvad mere kan man forlange af et remake?

Læs også: Anmeldelse: Strange Darling

Læs også: Anmeldelse: Conclave