Verdens sørgeligste sang
Sigur Rós - Untitled Track
Hvis der er en sang, der kan få mig til næsten at hyle uden grund, er det Sigur Rós - "Untitled Track".
Nogle gange hvis man bare er rigtig nede, og det hele er dumt, har man brug for at høre en rigtig tude-sang. Så kan man sidde og tænke over livet, mens sangen kører på repeat...
Det er utroligt, hvordan nogle sange bare rammer lige den sindsstemning, man er i. Musik spiller sådan en kæmpe rolle i livet, og der kan komme så meget ud af et simpelt instrument eller en stemme.
Hver gang jeg sætter Sigur Rós (billedet) - "Untitled" på, bliver jeg ramt af et eller andet. Jeg ved ikke helt, hvad det er, bare at det er en slags sorg. Men på en god måde, hvis der findes sådan en.
Sigur Rós er et islandsk band, som blander art-rock, klassisk musik og folkemusik. Resultatet bliver noget underligt musik med mange udtryk og følelser.
Gruppen blev dannet tilbage i 1994 og består nu af Jón Pór "Jónsi" Birgisson (forsanger, guitar), Georg "Goggi" Hólm (bass), Kjartan "Kjarri" Sveinsson (keyboard) og Orri Páll Dýrason (trommer). De har udgivet fire albums, og deres seneste hedder Takk.
Det specielle ved bandet er, at de synger deres sange på "håblandsk", et improviseret volapyk-sprog, der minder om islandsk. Mange sangere synger deres sange på "håblandsk", mens de skriver sange for at finde en melodi, der passer til de rytmer og lyde, de vil have frem, for derefter at skrive en rigtig tekst.
Sigur Rós har valgt at lade sangene blive på volapyk-sproget. Og utroligt nok giver dette en mega fed effekt.
Andre sange, der får den triste følelse frem i mig er: The Sundays - Wild Horses, Samuel Barbers Adagio for Strings og Beethovens Moonlight Sonata. Man er vel en sucker for lidt klassisk musik.
Hvilke sange får dig ned med nakken?
Nogle gange hvis man bare er rigtig nede, og det hele er dumt, har man brug for at høre en rigtig tude-sang. Så kan man sidde og tænke over livet, mens sangen kører på repeat...
Det er utroligt, hvordan nogle sange bare rammer lige den sindsstemning, man er i. Musik spiller sådan en kæmpe rolle i livet, og der kan komme så meget ud af et simpelt instrument eller en stemme.
Hver gang jeg sætter Sigur Rós (billedet) - "Untitled" på, bliver jeg ramt af et eller andet. Jeg ved ikke helt, hvad det er, bare at det er en slags sorg. Men på en god måde, hvis der findes sådan en.
Sigur Rós er et islandsk band, som blander art-rock, klassisk musik og folkemusik. Resultatet bliver noget underligt musik med mange udtryk og følelser.
Gruppen blev dannet tilbage i 1994 og består nu af Jón Pór "Jónsi" Birgisson (forsanger, guitar), Georg "Goggi" Hólm (bass), Kjartan "Kjarri" Sveinsson (keyboard) og Orri Páll Dýrason (trommer). De har udgivet fire albums, og deres seneste hedder Takk.
Det specielle ved bandet er, at de synger deres sange på "håblandsk", et improviseret volapyk-sprog, der minder om islandsk. Mange sangere synger deres sange på "håblandsk", mens de skriver sange for at finde en melodi, der passer til de rytmer og lyde, de vil have frem, for derefter at skrive en rigtig tekst.
Sigur Rós har valgt at lade sangene blive på volapyk-sproget. Og utroligt nok giver dette en mega fed effekt.
Andre sange, der får den triste følelse frem i mig er: The Sundays - Wild Horses, Samuel Barbers Adagio for Strings og Beethovens Moonlight Sonata. Man er vel en sucker for lidt klassisk musik.
Hvilke sange får dig ned med nakken?
