Verdens Bedste Shot!
Dette shot fejer alt af banen. Absinthe, Stroh, ja selv Tequila.. Jeg giver jer: Liquid Cocaine.
Bland:
½ del Jägermeister
½ del Goldschlager
Første gang jeg smagte dette shot, var på en lille pub kaldet "Up In Arms" midt i Reading, England. Jeg var solgt. Jeg troede, jeg havde oplevet det meste. Jeg havde set meget og prøvet mere. Verden var blevet grå og indholdsløs. Intet kunne fremkalde den følelse af lykke, som Tequila, Absinthe og Fuck Juice ellers plejede. Indtil jeg smagte Liquid Cocaine.
Da jeg ser bartenderen hive en flaske frem - med små guldflager indeni, kan jeg mærke en kilden i mit skræv. Han smider 2 shot glas op på disken, og de efterfølgende 30 sekunder er ren ekstase.
Den glimtende væske forlader flaskehalsen, og fortsætter sin forudsigelige bane ned mod glassene; men intet ved dette øjeblik er forudsigeligt. Hver eneste millimeter af det smukke fluidum funkler, når lyset fra barens Osram pærer kastes imod guldet og videre op, ind i mine pupiller, til mine optiske nervers store fryd.
Indtrykket fortsætter videre ind i hjernen, hvor oplevelse forsøges rubriceret, men det er som om intet 'label' passer.
Jeg kan mærke en nærmest panisk angst ved mødet med en oplevelse, jeg ikke er i stand til at dømme og putte ind i de små kasser, mit ego har arrangeret inde i min hjerne. Egoet kortslutter, og tilbage er kun bevidsthed; Jeg er. Bevidstheden om de halvfulde shotglas foran mig. Om bartenderen, der skruer låget på flasken, der nu nærmest er badet i et æterisk lys, kun jeg kan se. Flasken sættes tilbage på sin piedestal i baren.
Bevidstheden om glassene, der nu toppes af med den velkendte mørke væske, fra en flaske med et orange banner og et billede af en hjort på forsiden. Resultatet bliver en mørk væske, der smiler til mig, hiver mig tættere, flirter med mit sansecenter, inviterer mig til at forene min kærlighed for æstetik, for alt der er godt i verden, ved at sammensmede os - mig og shot'et.
Jeg kigger dybt ned i glasset. Jeg føler jeg er tilbage I det centrale Kina, hvor jeg kigger ned i den mørke brønd midt i Shaolin-templet, ligesom tusindvis af munke før mig gjorde. Fortid, nutid og fremtid smelter sammen, da jeg løfter glasset mellem 3 rystende fingre.
Sekundet, hvor glasset rammer munden og jeg laver det inverse nik, der normalt indleder den varme følelse et shot giver, oprinder.
Jeg åbner svælget og øjnene, da smagen overvælder mine sanser. Lyset fra loftet blænder mig, mens følelsen af liv bevæger sig ned gennem mit spiserør. Mine øjne er store, mine pupiller udspilede. Lyset blænder fortsat, mens jeg sænker hagen til normal position. Jeg blinker og kan fokusere på Miko, der står ved siden af mig med et tomt shotglas i hånden. Hans øjne kommunikerer det samme som mine. Ord er overflødige. Unødvendige. '2 more, please'.
½ del Jägermeister
½ del Goldschlager
Første gang jeg smagte dette shot, var på en lille pub kaldet "Up In Arms" midt i Reading, England. Jeg var solgt. Jeg troede, jeg havde oplevet det meste. Jeg havde set meget og prøvet mere. Verden var blevet grå og indholdsløs. Intet kunne fremkalde den følelse af lykke, som Tequila, Absinthe og Fuck Juice ellers plejede. Indtil jeg smagte Liquid Cocaine.
Da jeg ser bartenderen hive en flaske frem - med små guldflager indeni, kan jeg mærke en kilden i mit skræv. Han smider 2 shot glas op på disken, og de efterfølgende 30 sekunder er ren ekstase.
Den glimtende væske forlader flaskehalsen, og fortsætter sin forudsigelige bane ned mod glassene; men intet ved dette øjeblik er forudsigeligt. Hver eneste millimeter af det smukke fluidum funkler, når lyset fra barens Osram pærer kastes imod guldet og videre op, ind i mine pupiller, til mine optiske nervers store fryd.
Indtrykket fortsætter videre ind i hjernen, hvor oplevelse forsøges rubriceret, men det er som om intet 'label' passer.
Jeg kan mærke en nærmest panisk angst ved mødet med en oplevelse, jeg ikke er i stand til at dømme og putte ind i de små kasser, mit ego har arrangeret inde i min hjerne. Egoet kortslutter, og tilbage er kun bevidsthed; Jeg er. Bevidstheden om de halvfulde shotglas foran mig. Om bartenderen, der skruer låget på flasken, der nu nærmest er badet i et æterisk lys, kun jeg kan se. Flasken sættes tilbage på sin piedestal i baren.
Bevidstheden om glassene, der nu toppes af med den velkendte mørke væske, fra en flaske med et orange banner og et billede af en hjort på forsiden. Resultatet bliver en mørk væske, der smiler til mig, hiver mig tættere, flirter med mit sansecenter, inviterer mig til at forene min kærlighed for æstetik, for alt der er godt i verden, ved at sammensmede os - mig og shot'et.
Jeg kigger dybt ned i glasset. Jeg føler jeg er tilbage I det centrale Kina, hvor jeg kigger ned i den mørke brønd midt i Shaolin-templet, ligesom tusindvis af munke før mig gjorde. Fortid, nutid og fremtid smelter sammen, da jeg løfter glasset mellem 3 rystende fingre.
Sekundet, hvor glasset rammer munden og jeg laver det inverse nik, der normalt indleder den varme følelse et shot giver, oprinder.
Jeg åbner svælget og øjnene, da smagen overvælder mine sanser. Lyset fra loftet blænder mig, mens følelsen af liv bevæger sig ned gennem mit spiserør. Mine øjne er store, mine pupiller udspilede. Lyset blænder fortsat, mens jeg sænker hagen til normal position. Jeg blinker og kan fokusere på Miko, der står ved siden af mig med et tomt shotglas i hånden. Hans øjne kommunikerer det samme som mine. Ord er overflødige. Unødvendige. '2 more, please'.
