Var livet egentlig bedre før smartphones? Ny Legally Blonde-serie rammer en overraskende nerve

Da Prime Video sender Elle den 1. juli, er det på papiret “bare” en prequel til Legally Blonde. Men under alt det lyserøde gemmer der sig et tema, som mange voksne seere sandsynligvis vil kunne relatere mere til end selve Elle Woods: en verden før smartphones, sociale medier og konstant online-tilstedeværelse.

Serien foregår i Seattle i 1995, hvor konflikter ikke kan løses med en hurtig sms, hvor romantik kræver mod, og hvor man faktisk er nødt til at møde folk ansigt til ansigt.

Det er ikke tilfældigt.

Showrunner Caroline Dries peger på, at netop den analoge ungdom gjorde historierne mere interessante:

“To revisit and remember stories from high schools before we had cell phones, the idea of asking somebody to a dance to their face and how nerve-racking that was, or staying out late for a party and sneaking back into your house.”

Hun beskriver arbejdet med serien som en rejse tilbage til en tid, hvor relationer fungerede anderledes:

“All these stories we had as kids that we get to relive vicariously through Elle.”

Den sidste generation uden konstant kontakt

For June Diane Raphael, der spiller Elle Woods’ mor Eva, er det netop fraværet af mobiltelefoner, der gør 90’erne fascinerende.

“One of the things that was so great about traveling back to the ‘90s is not having a cell phone.”

Hun mener samtidig, at det skaber bedre historier:

“Characters are not able to simply contact each other which creates a much more interesting story.”

Og måske endnu vigtigere:

“We didn’t have cell phones, and we barely had the internet. There’s something really nice about being in that space where people were just with each other.”

Det er svært ikke at læse den kommentar som en indirekte kritik af en nutid, hvor vi konstant er tilgængelige.

Blockbuster, Walkmans og kæmpe mobiltelefoner

For seriens yngre stjerner blev optagelserne også en slags tidsrejse.

Lexi Minetree, der spiller den unge Elle Woods, nævner især musikken og Blockbuster som noget af det mest fascinerende ved perioden:

“Blockbuster. We recreated one, and it threw me back.”

Hun fortæller også begejstret om seriens bunker af Sheryl Crow-, Madonna- og Alanis Morissette-CD’er.

Tom Everett Scott, der spiller Elle Woods’ far Wyatt, fremhæver de enorme mobiltelefoner og Rolodex-kortsystemerne:

“The big phones with the big antennas are hilarious and so comical.”

Mens Gabrielle Policano, der spiller Liz, har udviklet et næsten følelsesmæssigt forhold til sin karakteres Walkman:

“I love that Liz is never seen without her cassette Walkman with the orange headphones.”

Er unge gået glip af noget?

Det er selvfølgelig let at romantisere fortiden.

Ingen savner faxmaskiner, langsomt internet eller at fare vild uden GPS.

Men når skuespillerne og serieskaberne taler om 1995, vender de hele tiden tilbage til det samme tema: nærvær.

At man måtte ringe på fastnettelefonen.

At man måtte møde op.

At man ikke kunne gemme sig bag en skærm.

Måske er det derfor, at 90’erne stadig fylder så meget i populærkulturen. Ikke kun på grund af musikken, tøjet eller nostalgien – men fordi det var den sidste ungdomsgeneration, der voksede op uden at være online hele tiden.

Og måske er det netop derfor, Elle føles mere aktuel, end en Legally Blonde-prequel egentlig har nogen ret til.