USA Reloaded 2006 #4
Christian Mygind - Målvogteren
Som yngre knægt var jeg en ganske lovende målmand. Ydermere gik jeg i skole med Kevin Stuhr Ellegaard (som i dag er målmand i den tyske bündesliga tror jeg nok), som også anerkendte mit "talent". I en semibrandert er jeg måske kommet til at overdrive dette talent, så da Michael, Jakob, Henrik (en anden kammerat) og jeg var ude og spille lidt hyggebold en dag, skulle jeg selvfølgelig stå på mål.
Græsplanen (hvis man kunne kalde den det), var tør og hård som bare fanden, og min indsats var derfor noget præget af, at jeg ikke gad smide mig alt for meget. Dette resulterede i, at der gik lidt for mange mål ind på kongen her. Siden da er jeg blevet hånt, hver gang snakken faldt på fodbold. Hele tiden har jeg naturligvis vidst, at de bare ikke havde set mit rigtige talent endnu. De mente selvfølgelig bare, at jeg var en drukkenbolt med trang til gode historier.
Tilbage til USA. Kampen gik i gang, og fuck hvor er amerikanere elendige til fodbold. Bevares, de har god fysik og kunne løbe stærkt og længe. Bortset fra et amerikansk eksemplar som indeholdt alt fra fedme til astma og kronisk bronkitis. Han var på banen i 1 min., men måtte forlade banen i et voldsomt opkast af chokoladebarer og astmamedicin. Vores hold havde derimod taktikken i orden, men var præget af alt for mange bajere de forrige dage.
Græsplanen (hvis man kunne kalde den det), var tør og hård som bare fanden, og min indsats var derfor noget præget af, at jeg ikke gad smide mig alt for meget. Dette resulterede i, at der gik lidt for mange mål ind på kongen her. Siden da er jeg blevet hånt, hver gang snakken faldt på fodbold. Hele tiden har jeg naturligvis vidst, at de bare ikke havde set mit rigtige talent endnu. De mente selvfølgelig bare, at jeg var en drukkenbolt med trang til gode historier.
Tilbage til USA. Kampen gik i gang, og fuck hvor er amerikanere elendige til fodbold. Bevares, de har god fysik og kunne løbe stærkt og længe. Bortset fra et amerikansk eksemplar som indeholdt alt fra fedme til astma og kronisk bronkitis. Han var på banen i 1 min., men måtte forlade banen i et voldsomt opkast af chokoladebarer og astmamedicin. Vores hold havde derimod taktikken i orden, men var præget af alt for mange bajere de forrige dage.
Vi havde skud på stolpen og alenesituationer med deres målmand, men bolden ville bare ikke ind. Jeg fik også savet en 'neser midt over, der stod og prøvede at drible med bolden i MIT FELT. Så ryger man ned! Med 0-0 i den ordinære spilletid måtte vi i forlænget, men heller ikke her lykkedes det nogle af os at score. Derfor måtte vi ud i straffesparkskonkurrence for at afgøre det. Pludselig forstummede de føromtalte jokes om mine evner i kassen (målet altså) og blev i stedet erstattet af en stille bøn om, at jeg ville vise mine evner hidtil skjulte evner.
Først skulle Jacob skyde, og han scorede sikkert med et fladt spark i højre hjørne. Derefter var det blevet min tur. Jeg stod over for deres bedste spiller. Prøvede at psyke ham ved at gå ud af målet og give ham dræberøjnene, men mit drengede udseende kunne ikke engang skræmme et græsstrå. Han lagde an til skud, jeg kastede mig til venstre, han skød, og med en fodparade - som aldrig har set dets lige - fik jeg blokeret hans skud. Jublen ville ingen ende tage.
Pludselig blev glæden taget fra os, da en af dommerne mente, at jeg var sprunget ud af målet før tid. Dette var naturligvis en absurd beskyldning, som intet havde på sig. Efter lang tids diskussion blev min redning dog anderkendt, og vi førte 1-0 på straffe. Derefter scorede Simon fra vores hold sikkert med præcis samme skud som Jacob.
Det var bedst ud af tre, så hvis jeg kunne redde den næste, var sejren i hus. Mine holdkammerater holdt vejret, men uden problemer nappede jeg skuddet, som jeg havde læst hele vejen. Kampen var vundet, og ekstatiske løb mine holdkammerater mig i møde. Det eneste, jeg havde at sige til Jacob og Michael, var, at nu var det slut med at mobbe mig angående målmandsevner, og de kunne ikke gøre andet end at give mig ret.
Først skulle Jacob skyde, og han scorede sikkert med et fladt spark i højre hjørne. Derefter var det blevet min tur. Jeg stod over for deres bedste spiller. Prøvede at psyke ham ved at gå ud af målet og give ham dræberøjnene, men mit drengede udseende kunne ikke engang skræmme et græsstrå. Han lagde an til skud, jeg kastede mig til venstre, han skød, og med en fodparade - som aldrig har set dets lige - fik jeg blokeret hans skud. Jublen ville ingen ende tage.
Pludselig blev glæden taget fra os, da en af dommerne mente, at jeg var sprunget ud af målet før tid. Dette var naturligvis en absurd beskyldning, som intet havde på sig. Efter lang tids diskussion blev min redning dog anderkendt, og vi førte 1-0 på straffe. Derefter scorede Simon fra vores hold sikkert med præcis samme skud som Jacob.
Det var bedst ud af tre, så hvis jeg kunne redde den næste, var sejren i hus. Mine holdkammerater holdt vejret, men uden problemer nappede jeg skuddet, som jeg havde læst hele vejen. Kampen var vundet, og ekstatiske løb mine holdkammerater mig i møde. Det eneste, jeg havde at sige til Jacob og Michael, var, at nu var det slut med at mobbe mig angående målmandsevner, og de kunne ikke gøre andet end at give mig ret.
