USA 2005 - 5/7
Så giv mig dog en forsikring!
Efter at have besluttet os for at købe Seebring"en skulle vi have sat gang i en pengeoverførsel fra Jacobs konto til brugtbilsforhandleren, som hed Eddie. (Denne umiddelbart ligegyldige oplysning, angående navn, bliver vigtig senere). Vi havde regnet med, at det kunne klares på én dag eller to og at vi derfor kunne smutte ud af New York om fredagen. Nordea valgte dog at stoppe en kæp i hjulet ved at fortælle os, at sådan noget åbenbart tog tid og at der derfor ville gå 4 dage. Vi satte overførslen i gang og begyndte nu at lede efter en forsikring, som jo er et must i et land, hvor alle sagsøger hinanden for alt.
De forsikringsselskaber vi ringede op var meget imødekommende indtil de hørte, at vi skulle forsikres på vores internationale kørekort. Straks bakkede de ud og sagde, at det kunne de ikke. Vi vidste dog fra andre kammerater, der havde taget samme tur, at det skulle kunne lade sig gøre, så vi måtte bare undersøge videre.
Vi ringede Eddie op for at fortælle ham om vores besværligheder med forsikring og fortalte ham, at hvis ikke vi kunne få forsikring, så ville vi ikke købe bilen. Vi kunne nemlig stadig trække os ud af det, da vi endnu ikke havde skrevet under på noget.
Eddie lød lidt som om han gik i panik og begyndte at forklare, at han sagtens kunne skaffe en med amerikansk kørekort, vi så kunne sætte på policen. Vi prøvede at sige til ham, at det vist er kendt som forsikringssvindel, men han sagde bare visse vasse og fortalte, at det kunne man sagtens i USA. Vi fandt dog ikke tilbuddet attraktivt, idet vi var enige om at sådan noget som forsikring bare SKULLE være i orden i USA.
Dagen blev dog reddet, da vi mødte en herlige original i subway"en. Han var hjemløs og havde alle sine ejendele i en lille trækvogn. Han kom ind og slog sig ned ved siden af en latino pige, som langt fra var lækker, som man ellers forestiller sig latinoer. Efter 1 minut vender han sig mod hende og siger: "Jennifer Lopez... NOTHING compared to you!!!" Det var tydeligvis et kompliment, hun ikke havde hørt før, og som hun derfor overhovedet ikke troede på. Da hans yderligere scoreforsøg også prellede af, vendte han sig nu i mod en sky asiat. Han spurgte: "Where are you from? Japan?". Hun svarede nervøst: "No". Han fortsatte: "China?". Hun gentog svaret. Han gik videre: "Korea?". Stadigvæk uden held. Men han kendte åbenbart ikke andre asiatiske lande, så han fortsatte med at spørge om de samme 3 lande de næste 5 minutter. Jeg tror derimod, at asiaten havde et godt øje til mig, men det kan vel ikke komme bag på nogen. Til sidst vendte manden sig mod mig, tog en bamse fra sin vogn og sagde: "Listen, this is my best friend. I was going to give it to her (latinoen) but instead I"ll sell it to you for only 5$". Jeg svarede: "Isn"t that a bit wrong to sell your best friend for just 5$?". Han kiggede forundret på mig, kiggede på bamsen og sagde så: "3$?"
Vi stod af uden at have købt bamsen og gik på Metropolitan Museum of Art, hvilket er enormt. Ordet enormt er endda at underdrive. Det var meget imponerende, men da hverken Jacob eller jeg egentlig kan tage kunst seriøst, så valgte vi at tage et par åndssvage billeder af Adonis overkroppe med vores hoveder på. Resultatet var fremragende.
Denne dag var yderligere præget af alt for meget junk food, men generelt må det siges, at det var to slukørede danskere i New York, hvis drømme om cabriolet og fjas var i risiko for at blive ødelagt at dumme regler og procedurer.
Denne dag var yderligere præget af alt for meget junk food, men generelt må det siges, at det var to slukørede danskere i New York, hvis drømme om cabriolet og fjas var i risiko for at blive ødelagt at dumme regler og procedurer.
