USA 2005 - 29-30/7
Seattle. Og hvad så?
Da vi kun kunne få én nat på hostellet, relokerede vi os til The Moore Hotel. Det var første gang på turen, vi indlogerede os på noget, der tilnærmelsesvis kunne minde om et hotel. For på trods af at badeværelset stadig lå ude på gangen, så skulle vi ikke sove på værelse med andre end os selv og vigtigst af alt, så havde vi TV. Dette skønne apparat havde vi ikke set meget til på turen, men det blev i højeste grad genfødt og genopdaget i de to dage, vi tilbragte i Seattle.
Da euforien over TV"et havde lagt sig en smule, tog vi på den mest turistede tur, jeg nogensinde har været på. Duck Tour hed det og foregik på en DUCK, som er et levn fra 2. verdenskrig. Det er en bil, men kan køre direkte ud i vandet med og så sejle. Et meget smart koncept, der i høj grad var med til at skaffe den succes, som de allierede opnåede på D-dag.
Vores guide var ekstremt frisk og tog os vidt omkring i Seattle til lands, til vands men desværre ikke i luften. Han gjorde desværre lidt for meget ud af detaljerne omkring Sleepless in Seattle, som naturligvis var optaget der. Meget overraskende fandt vi ud af, at der er enormt mange flydende huse (imobile husbåde om man vil) i Seattle. Dels pga. af pladsmangel, men også pga. af skattemæssige årsager, så vidt vi kunne forstå.
Til sidst var vores hjerner proppede med alt for mange informationer, så vi besluttede os for at drikke noget af det væk. Et par spil snyd samt en six-pack hver blev kværnet på værelset. Behøver jeg sige, at jeg igen udbyggede mit forspring i snyd? Derefter blev det tid til at ringe til venner i Danmark og vække dem med stiv råben og skandaløs opførsel. Især Camilla, som netop den dag havde flyttet hele vores lejlighed til det nye sted, virkede enormt glad for et opkald kl. 5.45 dansk tid.
Upåvirkede af sure miner over telefonen lagde vi på og styrede ud i Seattle for at nedlægge nogle tøser. Det første sted vi ankom til, var fornuftigt i den forstand, at der var dansende cow-girls på baren, men ellers var det et broget gammel publikum. Det næste sted var dyrere og dårligere, så det var alt i alt en rimelig mislykket bytur. Pigerne var ikke særligt imponeret over os, som det første sted på turen, så vi blev enige om, at det måtte være Seattle, der var noget galt med. Helt galt.
30/7
Efter de værste tømmermænd havde fortaget sig, tog vi i Seattle for at ose rundt. Tjekkede min mail, hvor der lå en mail fra Debbie, der fortalte, at hun havde bestilt billet til San Francisco, så hun kunne komme og besøge mig. Desuden skrev hun, at hun havde indlogeret os på luksushotel i downtown. Jeg sad med et overrasket ansigt, sikker på at jeg læste forkert. En kvinde jeg var sammen med i 3 dage, tager fri fra arbejde, flyver på tværs af landet bare for at se mig? Det hele var så uvirkeligt, at jeg egentlig ikke troede på det, men hun virkede oprigtig, så det så ud som om, at jeg havde noget at glæde mig til. Jacob kunne heller ikke rigtig tro på det, så vi besluttede os for at slå det hen og gik derfor i biografen og så The Island. Efter en diskussion om kloning, dets muligheder og problemer, stoppede vi for at se den store årlige parade, Seattle Sea Fair, som tilfældigvis var den dag, vi var der. Generelt havde vi meget held med at støde ind i store årlige arrangementer på vores tur, uden at vi på nogen måde havde forberedt det.
Det var et enormt arrangement, men hvad er det lige med amerikanere og parader? Det er som om, de stiller alt muligt pis og lort op på en lille kørende vogn, og så er det ikke længere lort - næ, så er det en parade...
Til sidst var vores hjerner proppede med alt for mange informationer, så vi besluttede os for at drikke noget af det væk. Et par spil snyd samt en six-pack hver blev kværnet på værelset. Behøver jeg sige, at jeg igen udbyggede mit forspring i snyd? Derefter blev det tid til at ringe til venner i Danmark og vække dem med stiv råben og skandaløs opførsel. Især Camilla, som netop den dag havde flyttet hele vores lejlighed til det nye sted, virkede enormt glad for et opkald kl. 5.45 dansk tid.
Upåvirkede af sure miner over telefonen lagde vi på og styrede ud i Seattle for at nedlægge nogle tøser. Det første sted vi ankom til, var fornuftigt i den forstand, at der var dansende cow-girls på baren, men ellers var det et broget gammel publikum. Det næste sted var dyrere og dårligere, så det var alt i alt en rimelig mislykket bytur. Pigerne var ikke særligt imponeret over os, som det første sted på turen, så vi blev enige om, at det måtte være Seattle, der var noget galt med. Helt galt.
30/7
Efter de værste tømmermænd havde fortaget sig, tog vi i Seattle for at ose rundt. Tjekkede min mail, hvor der lå en mail fra Debbie, der fortalte, at hun havde bestilt billet til San Francisco, så hun kunne komme og besøge mig. Desuden skrev hun, at hun havde indlogeret os på luksushotel i downtown. Jeg sad med et overrasket ansigt, sikker på at jeg læste forkert. En kvinde jeg var sammen med i 3 dage, tager fri fra arbejde, flyver på tværs af landet bare for at se mig? Det hele var så uvirkeligt, at jeg egentlig ikke troede på det, men hun virkede oprigtig, så det så ud som om, at jeg havde noget at glæde mig til. Jacob kunne heller ikke rigtig tro på det, så vi besluttede os for at slå det hen og gik derfor i biografen og så The Island. Efter en diskussion om kloning, dets muligheder og problemer, stoppede vi for at se den store årlige parade, Seattle Sea Fair, som tilfældigvis var den dag, vi var der. Generelt havde vi meget held med at støde ind i store årlige arrangementer på vores tur, uden at vi på nogen måde havde forberedt det.
Det var et enormt arrangement, men hvad er det lige med amerikanere og parader? Det er som om, de stiller alt muligt pis og lort op på en lille kørende vogn, og så er det ikke længere lort - næ, så er det en parade...
Vi så mange flotte, underlige og fascinerende ting, men højdepunktet var alligevel, da Seattle Seahawks cheerleaders kom trippende. Mmm... Cheerleaders.
På trods af den behagelige overraskelse i form af cheerleaders, så var Seattle ikke et hit hos Jacob og jeg. Egentlig var det ikke Seattles skyld, men på nuværende tidspunkt var de første tegn på træthed af hinanden begyndt at melde sig. De var slet ikke kritiske, men de var der. Desuden virkede Seattle lidt som et bindeled mellem to dele af vores tur. Den første var hele eventyret østpå samt rejsen tværs over. Næste del af turen begyndte, når vi skulle cruise ned ad kysten, så for os var Seattle lidt ligesom Glostrup station. Toget stopper, men ingen gider stå af eller lægge mærke til det.
På trods af den behagelige overraskelse i form af cheerleaders, så var Seattle ikke et hit hos Jacob og jeg. Egentlig var det ikke Seattles skyld, men på nuværende tidspunkt var de første tegn på træthed af hinanden begyndt at melde sig. De var slet ikke kritiske, men de var der. Desuden virkede Seattle lidt som et bindeled mellem to dele af vores tur. Den første var hele eventyret østpå samt rejsen tværs over. Næste del af turen begyndte, når vi skulle cruise ned ad kysten, så for os var Seattle lidt ligesom Glostrup station. Toget stopper, men ingen gider stå af eller lægge mærke til det.
