USA 2005 - 26-28/8
The journey comes full circle.
26/8
Om morgenen skulle jeg lige luske ud på badeværelset, men jeg stødte på tanten, så hun fik lov at se mig i hele min herlige nøgenhed, det heldige asen. Hun fik fremstammet undskyld, men spurgte samtidig, om jeg havde flyttet bilen i løbet af morgenen, for den stod ikke længere i indkørslen. Fuck, tænkte jeg.
I løbet af denne tur har vi parkeret mange ulovlige og underlige steder, men her havde jeg parkeret korrekt og endda med tilladelse og alt det pis. Så det skulle lige passe, at en af de sidste dage skulle være fatal.
Det viste sig, at bilen var blevet slæbt væk af et firma, fordi de mente jeg havde holdt ulovligt. Heldigvis kunne jeg få den igen - for den nette sum af 140$. Vi kørte ud til pladsen hvor den stod, og på vejen var jeg meget forundret over et kvarter vi kørte igennem, hvor der stod klynger af 10-20 mendozaer og prøvede at komme i kontakt med de forbikørende biler.
Debbie kunne fortælle, at det var illegale indvandere, som kunne hyres til at arbejde væsentligt under mindstelønnen. Så skulle man have klaret lidt havearbejde, kunne det gøres meget billigt, så længe det ikke blev opdaget selvfølgelig.
Vi ankom til pladsen, og jeg kunne se Anita stå derinde og se trist ud. Jeg prøvede at gå ind på kontoret, men her begyndte nazi-mendozainden at himle op om, at jeg skulle vente uden for hegnet, og så ville hun hente mig, når det blev min tur. So!
Inden hun kaldte mig hen, gik det op for mig, at jeg havde glemt nøglerne til Anita tilbage i huset. Pis! Tilbage og hente dem. Da vi kom tilbage til pladsen, havde jeg selvfølgelig glemt mit kørekort, som var krævet for at få bilen udleveret. Det var tydeligt, at min hjerne ikke fungerede (igen) i dag, men heldigvis havde Debbie hendes med, så vi kunne få bilen.
Efter al denne ballade blev vi enige om, at vi skulle slappe lidt af og lagde os derfor ved pølen. Om aftenen mødte jeg tantens kæreste, og det må siges at være et mærkeligt forhold, som de to lever i. Kæresten er enormt rig og meget betydningsfuld inden for erhvervslivet. Han er gift med en kvinde, men de er begge utro. Og det er de udemærket klar over. De ønsker bare ikke at blive skilt, da det vil skabe for meget postyr arbejdsmæssigt, og konen ønsker ikke at tabe ansigt og status. Så derfor den underlige løsning.
Senere på aftenen var vi i et af de klassike, gigantiske, amerikanske malls. Et storcenter, hvor der er alt fra butikker, bilforhandlere, biografer, restauranter og meget mere. Vi spiste rigtig lækker kinesisk mad og tog derefter tilbage til huset...
Om morgenen skulle jeg lige luske ud på badeværelset, men jeg stødte på tanten, så hun fik lov at se mig i hele min herlige nøgenhed, det heldige asen. Hun fik fremstammet undskyld, men spurgte samtidig, om jeg havde flyttet bilen i løbet af morgenen, for den stod ikke længere i indkørslen. Fuck, tænkte jeg.
I løbet af denne tur har vi parkeret mange ulovlige og underlige steder, men her havde jeg parkeret korrekt og endda med tilladelse og alt det pis. Så det skulle lige passe, at en af de sidste dage skulle være fatal.
Det viste sig, at bilen var blevet slæbt væk af et firma, fordi de mente jeg havde holdt ulovligt. Heldigvis kunne jeg få den igen - for den nette sum af 140$. Vi kørte ud til pladsen hvor den stod, og på vejen var jeg meget forundret over et kvarter vi kørte igennem, hvor der stod klynger af 10-20 mendozaer og prøvede at komme i kontakt med de forbikørende biler.
Debbie kunne fortælle, at det var illegale indvandere, som kunne hyres til at arbejde væsentligt under mindstelønnen. Så skulle man have klaret lidt havearbejde, kunne det gøres meget billigt, så længe det ikke blev opdaget selvfølgelig.
Vi ankom til pladsen, og jeg kunne se Anita stå derinde og se trist ud. Jeg prøvede at gå ind på kontoret, men her begyndte nazi-mendozainden at himle op om, at jeg skulle vente uden for hegnet, og så ville hun hente mig, når det blev min tur. So!
Inden hun kaldte mig hen, gik det op for mig, at jeg havde glemt nøglerne til Anita tilbage i huset. Pis! Tilbage og hente dem. Da vi kom tilbage til pladsen, havde jeg selvfølgelig glemt mit kørekort, som var krævet for at få bilen udleveret. Det var tydeligt, at min hjerne ikke fungerede (igen) i dag, men heldigvis havde Debbie hendes med, så vi kunne få bilen.
Efter al denne ballade blev vi enige om, at vi skulle slappe lidt af og lagde os derfor ved pølen. Om aftenen mødte jeg tantens kæreste, og det må siges at være et mærkeligt forhold, som de to lever i. Kæresten er enormt rig og meget betydningsfuld inden for erhvervslivet. Han er gift med en kvinde, men de er begge utro. Og det er de udemærket klar over. De ønsker bare ikke at blive skilt, da det vil skabe for meget postyr arbejdsmæssigt, og konen ønsker ikke at tabe ansigt og status. Så derfor den underlige løsning.
Senere på aftenen var vi i et af de klassike, gigantiske, amerikanske malls. Et storcenter, hvor der er alt fra butikker, bilforhandlere, biografer, restauranter og meget mere. Vi spiste rigtig lækker kinesisk mad og tog derefter tilbage til huset...
27/8
Om morgenen kørte jeg Debbie til hotellet på kysten, hvor hun skulle overvære et bryllup. Vi fik sagt farvel, og jeg kørte mod Venice Beach for at hente Jacob. Efter Anita klarede den sidste længere tur, fandt jeg Jacob i god behold, og vi kørte mod turens sidste stop - Backpackers Paradise Hostel lige i nærheden af lufthaven. De reklamerede med fuldpension, gratis transport til lufthavnen, pool og meget anden for under 20$ pr. nat.
En anelse skeptiske ankom vi, men den var god nok, så vi tjekkede ind og kørte hen for at aflevere Anita. Vi fik et gensyn med den irriterende asiatiske nikkedukke, men hun var åbenbart ligeglad med, at tanken var tom og bilen var møgbeskidt. Vi kom af med Anita og vi priste os lykkelige over, hvor relativt få og små problemer der havde været med alle de forskellige "tøser". Det har fx ikke været nødvendigt med én eneste dag til reparationer, og de har altid startet om morgenen.
Vi vandrede tilbage til hostellet igennem herligt slum, hvor nogle desperate tosser havde hængt skilte op, der proklamerede at prostitution var ulovligt på lige præcis den græsplæne. Som om!
Vi kom tilbage til hostellet op hoppede i poolen, der viste sig at være varm som tis og sikkert ligeså ren. Derefter nød vi den "fantastiske" gratis middag, som ikke var passende som sidste måltid, men sådan blev det nu engang.
Endeligt skyllede vi lidt bajere ned for at for at skåle på en helt i gennem fantastisk og vellykket tur.
28/8
Om natten gik det op for os, hvorfor hostellet var så billigt, for værelserne var 24 mands sovesale, hvor flyene, der konstant landede i lufthavnen, konstant holdt en vågen. Samtidigt var det umuligt at slukke lyset på værelset, så det blev ikke til meget søvn den sidste nat.
Vi samlede vores ting sammen, og jeg efterlod mine klamme sandaler og overbrugte håndklæde på hostellet som en lille souvenir til de efterfølgende gæster. Vi gik ombord på hostellets bus til lufthavnen. Og det kan godt være, at den var gratis, men vi var nær blevet slået ihjel i forsøget på at komme til lufthavnen. Chaufføren fik tydeligvis for lidt i løn og havde en absolut og meget stærk lyst til at dø - og trække os andre med i faldet vel at mærke! Magen til dødskørsel har jeg sjældent set, så det var med lykønskninger, glædeskram og håndsrækninger mod himlen, at vi fik vores baggage og gik ind i lufthavnen.
Vi fik tjekket ind, og før vi vidste af det, fløj vi mod Seattle, som var vores mellemlanding inden København. Her mødte vi nogle rigtige flinke danskere, som vi snakkede med. Desuden var tiden kommet, hvor mesteren i snyd skulle kåres. Og uden overraskelse var det mig. Ikke på et eneste tidspunkt var Jacob foran, og derfor var det med bitter erkendelse, at han måtte godtage nederlaget. Præmien var ½ liter cola. Jeg skyllede sejrens sødme ned, og vi steg ombord flyet til København. Her var Jacob totalt imponeret over, at hver flysæde havde sin egen skærm. Vi lænede os tilbage i sæderne, og så var vi på vej. Road trip USA 2005 var slut.
Om morgenen kørte jeg Debbie til hotellet på kysten, hvor hun skulle overvære et bryllup. Vi fik sagt farvel, og jeg kørte mod Venice Beach for at hente Jacob. Efter Anita klarede den sidste længere tur, fandt jeg Jacob i god behold, og vi kørte mod turens sidste stop - Backpackers Paradise Hostel lige i nærheden af lufthaven. De reklamerede med fuldpension, gratis transport til lufthavnen, pool og meget anden for under 20$ pr. nat.
En anelse skeptiske ankom vi, men den var god nok, så vi tjekkede ind og kørte hen for at aflevere Anita. Vi fik et gensyn med den irriterende asiatiske nikkedukke, men hun var åbenbart ligeglad med, at tanken var tom og bilen var møgbeskidt. Vi kom af med Anita og vi priste os lykkelige over, hvor relativt få og små problemer der havde været med alle de forskellige "tøser". Det har fx ikke været nødvendigt med én eneste dag til reparationer, og de har altid startet om morgenen.
Vi vandrede tilbage til hostellet igennem herligt slum, hvor nogle desperate tosser havde hængt skilte op, der proklamerede at prostitution var ulovligt på lige præcis den græsplæne. Som om!
Vi kom tilbage til hostellet op hoppede i poolen, der viste sig at være varm som tis og sikkert ligeså ren. Derefter nød vi den "fantastiske" gratis middag, som ikke var passende som sidste måltid, men sådan blev det nu engang.
Endeligt skyllede vi lidt bajere ned for at for at skåle på en helt i gennem fantastisk og vellykket tur.
28/8
Om natten gik det op for os, hvorfor hostellet var så billigt, for værelserne var 24 mands sovesale, hvor flyene, der konstant landede i lufthavnen, konstant holdt en vågen. Samtidigt var det umuligt at slukke lyset på værelset, så det blev ikke til meget søvn den sidste nat.
Vi samlede vores ting sammen, og jeg efterlod mine klamme sandaler og overbrugte håndklæde på hostellet som en lille souvenir til de efterfølgende gæster. Vi gik ombord på hostellets bus til lufthavnen. Og det kan godt være, at den var gratis, men vi var nær blevet slået ihjel i forsøget på at komme til lufthavnen. Chaufføren fik tydeligvis for lidt i løn og havde en absolut og meget stærk lyst til at dø - og trække os andre med i faldet vel at mærke! Magen til dødskørsel har jeg sjældent set, så det var med lykønskninger, glædeskram og håndsrækninger mod himlen, at vi fik vores baggage og gik ind i lufthavnen.
Vi fik tjekket ind, og før vi vidste af det, fløj vi mod Seattle, som var vores mellemlanding inden København. Her mødte vi nogle rigtige flinke danskere, som vi snakkede med. Desuden var tiden kommet, hvor mesteren i snyd skulle kåres. Og uden overraskelse var det mig. Ikke på et eneste tidspunkt var Jacob foran, og derfor var det med bitter erkendelse, at han måtte godtage nederlaget. Præmien var ½ liter cola. Jeg skyllede sejrens sødme ned, og vi steg ombord flyet til København. Her var Jacob totalt imponeret over, at hver flysæde havde sin egen skærm. Vi lænede os tilbage i sæderne, og så var vi på vej. Road trip USA 2005 var slut.
