USA 2005 - 23-25/7
Yellowstone National Park
23/7
Havde sovet ad helvedes til, da parken - i modsætning til resten af vores stop - lå i en højde, hvor det var på mode at sænke temperaturen om natten. Kolde og forfrosne begav Sabine, Jacob og jeg os ud i parken, hvor vi skulle se lidt af hvert. Vi fik set geysere i alle mulige afskygninger og farver, flotte canyons og imponerende vandfald. På grund af den vulkaniske aktivitet i området skulle man ikke køre meget mere end et par kilometer, før at landskabet kunne ændre sig fuldstændigt. Vi fik også gået en tur, et af de mindre befærdede steder, hvilket virkelig gav et dejligt og roligt afbræk i vores ellers travle "hverdag". Efter en meget aktiv dag kom vi tilbage til campingpladsen. Her badede vi igen i den 2 cm kolde sø, og efter vi fik kastet lidt bold, gik vi i seng - denne gang pakket ind fra top til tå.
24/7
Vågnede endnu engang forfrosne til trods for ordentlig indpakning og besluttede os for at køre allerede kl. 6.30. Jeg gav den smadder ud af parken, men det så parkrangerne ikke mildt på, og jeg blev derfor stoppet. Da jeg så, at det var en kvindelig betjent, vidste jeg bare at det nok skulle gå, for hvem kunne dog finde på at give mit smukke fjæs en bøde. Hun fortalte mig i et meget roligt og fattet tempo, at hun synes, det var en dum idé at køre 59 mph, hvor det kun var tilladt at køre 45. Både for billisternes, men især da også for dyrenes skyld. "LA LA LA", hørte jeg. Men med mine søvndrukne øjne gav jeg hende evindeligt ret, og jeg slap heldigvis med en advarsel. Efter vi i de foregående dage primært havde levet på tørt brød og vand, besluttede vi os for, at det var på tide med et rigtigt måltid.
Havde sovet ad helvedes til, da parken - i modsætning til resten af vores stop - lå i en højde, hvor det var på mode at sænke temperaturen om natten. Kolde og forfrosne begav Sabine, Jacob og jeg os ud i parken, hvor vi skulle se lidt af hvert. Vi fik set geysere i alle mulige afskygninger og farver, flotte canyons og imponerende vandfald. På grund af den vulkaniske aktivitet i området skulle man ikke køre meget mere end et par kilometer, før at landskabet kunne ændre sig fuldstændigt. Vi fik også gået en tur, et af de mindre befærdede steder, hvilket virkelig gav et dejligt og roligt afbræk i vores ellers travle "hverdag". Efter en meget aktiv dag kom vi tilbage til campingpladsen. Her badede vi igen i den 2 cm kolde sø, og efter vi fik kastet lidt bold, gik vi i seng - denne gang pakket ind fra top til tå.
24/7
Vågnede endnu engang forfrosne til trods for ordentlig indpakning og besluttede os for at køre allerede kl. 6.30. Jeg gav den smadder ud af parken, men det så parkrangerne ikke mildt på, og jeg blev derfor stoppet. Da jeg så, at det var en kvindelig betjent, vidste jeg bare at det nok skulle gå, for hvem kunne dog finde på at give mit smukke fjæs en bøde. Hun fortalte mig i et meget roligt og fattet tempo, at hun synes, det var en dum idé at køre 59 mph, hvor det kun var tilladt at køre 45. Både for billisternes, men især da også for dyrenes skyld. "LA LA LA", hørte jeg. Men med mine søvndrukne øjne gav jeg hende evindeligt ret, og jeg slap heldigvis med en advarsel. Efter vi i de foregående dage primært havde levet på tørt brød og vand, besluttede vi os for, at det var på tide med et rigtigt måltid.
Vi stoppede derfor på Perkins til en vaskeægte amerikansk morgenmad - med alt hvad det indebar. Derefter var det tid til at give Sabine smæk, så bortset fra et par gode burgers og en væltet lastbil, så kørte vi bare derudaf, og stoppede ikke før vi var nået lige syd for grænsen til Canada. Således fik vi kørt ca. 1500 km den dag.
25/7
Efter endnu en kold nat i Sabine tog vi det sidste nap mod Canadas grænse. Efter ca. 1 times kørsel nåede vi til grænsen, hvor nogle flinke - men bevæbnede - grænsebetjente lod os komme ind i Canada. Efter en bøsse i Visitor Centeret havde fortalt os om alt det, vi bare skulle opleve, satte vi kurs mod Vancouver.
Umiddelbart var Vancouver en rigtig fed og mere europæisk præget by. Vi tjekkede ind på et hostel, og kørte så mod en bilvask, for nu skulle Sabine shines op, som det sminkede lig hun var. Bugs, bræk og benzin blev skrubbet af Sabines ydre. Vi havde heldigvis betalt os fra det, så mendoza'erne gjorde arbejdet for os.
Derefter fik vi kørt tøsen det sidste stykke hen til, hvor den skulle afleveres, og så var tiden kommet til den tårevædede afsked. Sabine havde (med små særheder) fragtet os hele vejen tværs over USA inkl. lidt off-road i Minnesota. Og selvom hun var stor og grim, så havde vi alligevel udviklet oprigtige følelser for hende. Det var derfor med bittersød håndsrækning, at vi overdrog nøglerne. Sekundet efter gik det op for os, hvor fedt det var ikke at have bil at tænkte på lige nu, så vi spankulerede friske ud i Vancouver.
Da vi kom tilbage til hostellet, fik vi et ufatteligt tiltrængt bad og vi tog ned til havnefronten og spiste nachos, drak øl og så på damer. Så bliver en eftermiddag vist ikke meget bedre!
Tilbage ved hostellet stod der et mærkeligt forsøg på et menneske. Hverken han eller hun, men nærmere en... en... høn. Genetisk måske mand, kropssproget var påtaget kvindeligt. Ansigtet brugt som nummeret til Dominos fra Julemærkehjemmets mønttelefon. Og til vores store frygt var der en del af den slags personer i dette område.
25/7
Efter endnu en kold nat i Sabine tog vi det sidste nap mod Canadas grænse. Efter ca. 1 times kørsel nåede vi til grænsen, hvor nogle flinke - men bevæbnede - grænsebetjente lod os komme ind i Canada. Efter en bøsse i Visitor Centeret havde fortalt os om alt det, vi bare skulle opleve, satte vi kurs mod Vancouver.
Umiddelbart var Vancouver en rigtig fed og mere europæisk præget by. Vi tjekkede ind på et hostel, og kørte så mod en bilvask, for nu skulle Sabine shines op, som det sminkede lig hun var. Bugs, bræk og benzin blev skrubbet af Sabines ydre. Vi havde heldigvis betalt os fra det, så mendoza'erne gjorde arbejdet for os.
Derefter fik vi kørt tøsen det sidste stykke hen til, hvor den skulle afleveres, og så var tiden kommet til den tårevædede afsked. Sabine havde (med små særheder) fragtet os hele vejen tværs over USA inkl. lidt off-road i Minnesota. Og selvom hun var stor og grim, så havde vi alligevel udviklet oprigtige følelser for hende. Det var derfor med bittersød håndsrækning, at vi overdrog nøglerne. Sekundet efter gik det op for os, hvor fedt det var ikke at have bil at tænkte på lige nu, så vi spankulerede friske ud i Vancouver.
Da vi kom tilbage til hostellet, fik vi et ufatteligt tiltrængt bad og vi tog ned til havnefronten og spiste nachos, drak øl og så på damer. Så bliver en eftermiddag vist ikke meget bedre!
Tilbage ved hostellet stod der et mærkeligt forsøg på et menneske. Hverken han eller hun, men nærmere en... en... høn. Genetisk måske mand, kropssproget var påtaget kvindeligt. Ansigtet brugt som nummeret til Dominos fra Julemærkehjemmets mønttelefon. Og til vores store frygt var der en del af den slags personer i dette område.
