USA 2005 - 21-22/7
Dødsdruk i Wyoming
Vi kørte mod Mount Rushmore, som de turister vi nu engang var. Inden da valgte vi idiotisk nok at tage forbi "Beautiful Mount Rushmore Cave". Den var sgu ikke særlig "beautiful", men den guidede tur blev lidt reddet af en ung men meget vidende guide med påtagede sjove kommentarer. Jacob havde ikke rigtig færdigheder til at fange de få spændende steder, men fik i stedet kun taget et billede af mit hår.
Mount Rushmore var helt fantastisk og meget imponerende. Det er meget større, end man egentlig regner med. De færreste ved, at ideen og designet af værket faktisk blev udført af en mand, hvis forældre var immigranter fra Danmark. Problemet med Mount Rushmore var, at lig med Niagara Falls, så er det meget imponerende at se, men derefter er der ikke så meget andet at lave, så vi kørte relativt hurtigt videre mod Yellowstone National Park.
South Dakota og Wyoming er røvssyge stater at køre i gennem, men sidstnævnte blev lidt sjovere, da jeg tog imod Jacobs udfordring:
The plan:
- Indkøb én flaske sprut pr. mand efter eget valg
- Indkøb 2 liter valgfri sodavand pr. mand
- Drik indtil man brækker sig
Sjældent har jeg sagt ja til noget så plat, men da Wyoming var dødkedeligt, var lidt adspredelse nødvendig. Vi købte begge gin. Jeg valgte en god gin, hvilket egentlig var at kaste perler for svin, da det alligevel skulle op igen. Jeg valgte noget, jeg troede, der var lemon sodavand, da gin og lemon er en af mine favoritdrinks. Jeg havde dog ikke læst ordentligt på etiketten, for det jeg havde købt, var lemonade uden brus. Og det skulle vise sig at være fatalt.
Vi holdt ind på en rasteplads ved aftentide og begyndte så at køre drinks ned (eller hvad man nu kunne kalde dem). Drinksene blev akkompagneret af en del spil snyd, hvor jeg igen øgede forspringet til Jacob, der i frustration pakkede terningerne væk og sagde, at nu skulle der drikkes. Til sidst lykkedes det. Vi blev stive. Mega stive. Vi væltede ud af Sabine og begyndte at brække os til højre og venstre, og en mand, der havde lagt sig til at sove i sin bil ved siden af Sabine, blev vækket og valgte til sidst at køre sin vej, da vi larmede, brækkede os osv.
Efterfølgende lagde vi os til at sove, men der gik ikke lang tid, før vi begge sagde, at vi ikke havde det så godt, så vi åbnede bagenden af Sabine og lå og brækkede os ud af bilen - synkront.
Efter jeg fik det bedre besluttede min mave sig for, at jeg også skulle skide, så jeg måtte vælte ud og hen mod toilettet. Her mødte jeg en mand med et meget forfærdet udtryk i ansigtet. Jeg prøvede at mumle godaften, og væltede så ud på toilettet. Her var det pludselig klart, hvorfor han havde virket skræmt. Jeg havde blod i hele skærmen og på begge hænder. I min brækfrenzy havde jeg åbenbart anstrengt mig så meget, at jeg samtidig havde fået næseblod. For fuld til at kunne gøre noget ved det, sked jeg, vaskede det værste af ansigtet og skred så tilbage i Sabine.
Set i bakspejlet var det egentlig enormt heldigt, at vi ikke kom i uføre, da det var ulovligt at drikke på rastepladsen, og manden vi skræmte væk kunne sagtens have ringet til politiet, for at sørge for at vi ikke kørte nogle stedet i vores tilstand.
22/7
AV MIT HOVED! Sjældent har jeg følt mig så hårdt ramt, som efter nattens stradbadser. Jeg har inkluderet det billede, Jacob tog af mig, lige da jeg stod op. Det ligger i galleriet, men det er helt på eget ansvar - jeg ligner en der har været død i et par timer! Alt gjorde ondt, lyset var for skarpt og brækfornemmelserne var konstante.
Jeg beklager virkelig at have proppet billederne af os i galleriet, men jeg synes I fortjener at se, at også jeg kan være morgengrim. De fleste betragter mig jo som en form for semi-gud med perfekt udseende og væremåde, så undskyld hvis jeg brister illusionen.
De første 4 timer gik med bare at ligge skiftevis i Sabine og så udenfor. Vi var usle og kunne ingenting. Brækklatterne på og omkring bilen vidnede om en hård nat og fik mange beundrende blikke. Efter vi vurderede, at det var lovligt at køre, tog vi videre mod Yellowstone kun afbrudt af et stop på Mac"en til den obligatoriske dagen-derpå burger samt skidetur.
Turen til Yellowstone var præget af irriterende meget vejarbejde. Især et sted kørte vi i én bane og pludselig hørte vi udrykning bag os, men da der kun var én bane, havde vi svært ved at trække ind. Sabine gjorde oprør, og da politimanden endelig kunne komme forbi, trak han op på siden af os og råbte nogle meget vrede gloser, inden han racede videre. Heldigivis havde han ikke tid til at stoppe os, hvilket var meget heldigt, da vi var to ucharmerende knægte med bræk, ketchup, blod og alkohol over det hele. Endelig nåede vi frem, og første indtryk var, at dette var natur ud over det sædvanlige. Yellowstone er faktisk den første nationalpark i verden, og pga. af de vulkaniske aktiviter, er området meget anderledes på et relativt lille område.
Vi fik tjekket ind på campingpladsen og hoppede i en meget kold sø, hvor vi fik skyllet forrige nats stradbadser af.
Turen til Yellowstone var præget af irriterende meget vejarbejde. Især et sted kørte vi i én bane og pludselig hørte vi udrykning bag os, men da der kun var én bane, havde vi svært ved at trække ind. Sabine gjorde oprør, og da politimanden endelig kunne komme forbi, trak han op på siden af os og råbte nogle meget vrede gloser, inden han racede videre. Heldigivis havde han ikke tid til at stoppe os, hvilket var meget heldigt, da vi var to ucharmerende knægte med bræk, ketchup, blod og alkohol over det hele. Endelig nåede vi frem, og første indtryk var, at dette var natur ud over det sædvanlige. Yellowstone er faktisk den første nationalpark i verden, og pga. af de vulkaniske aktiviter, er området meget anderledes på et relativt lille område.
Vi fik tjekket ind på campingpladsen og hoppede i en meget kold sø, hvor vi fik skyllet forrige nats stradbadser af.
