USA 2005 - 19-20/7
Rejsen mod Mekka
Endnu en morgen kunne jeg vågne uden egentlig at tro på det, der var foregået, men ganske rigtigt så lå der en smuk (ældre) kvinde ved siden af mig, og det udnyttede jeg til det fulde fra morgenstunden.
Derefter mødtes jeg med Jacob, som ikke virkede ligeså frisk og frejdig som jeg selv. Grunden til det kan man jo kun gisne om. Vi tog på stranden, og her valgte jeg selvfølgelig at falde i søvn - uden solcreme på! Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke kan tåle særligt meget sol. Et faktum som Jacob var bekendt med, men om det var pga. af mine heldige nateskapader eller bare pure ondskab, så vækkede han mig i hvert fald ikke. Det havde det resultat, at jeg vågnede, da det føltes som om, at nogle måtte have smidt en molotovcocktail på min ryg.
Jeg prøvede at dulme smerterne med et koldt bad, men glæden var kortvarig. Da vi stod overfor det store seje træk tværs over landet med dårlig og kedelig mad til følge, valgte vi at tage på Weber Grill Restaurant, hvor vi ville nyde et rigtigt måltid.
Vi blev placeret ved et bord og menukortet blev nøje gransket. Til jer, der ikke ved hvad Weber Grill er, så har det noget med bøffer at gøre - store bøffer! På trods af vores lyst til kød, så var der stadig budgettet at tænke på, så vi kunne ikke bestemme os. Alt stod opgivet i ounzes, hvilket ikke sagde os en pind. Vi endte med at tage de mindste bøffer (15oz) og så spise dessert, hvis ikke det var nok.
Da "koen" blev serveret, stod det klart, at vi ikke ville behøve dessert. Det var en bøf stegt til ren perfektion, og så var der meget af den. Ufatteligt meget. Og det var altså den mindste bøf på kortet. Størrelserne gik op til over det dobbelte, så det forklarer hvorfor amerikanere måske er lidt buttede fra tid til anden.
Mætte og veltilpasse tog vi ud for at se en baseballkamp mellem Chicago White Sox og Detroit Tigers. Vi købte nogle billige billetter af en bælgøjet irer, så det var med en hvis skepsis, at vi nærmede os billetkontrollen, men der var ingen problemer, og vi fik sat os. Kampen var dog røvkedelig, selvom det gav et godt indblik i fankulturen, og hvor meget der bliver gjort for at holde folk underholdt på stadion.
Debbie var også til kampen, så da den sluttede kørte jeg med hende, mens Jacob fik lov at tage toget hjem. Desværre var det sidste aften i Chicago, og alle gode ting får en ende, så vi nød hinanden en sidste gang eller fire.
20/7
Vågnede for sidste gang hos Debbie og fik sagt ordentligt farvel. Idag gik turen videre, og selvom det egentlig bare skulle være stik vest, så havde vi et meget vigtigt stop nordpå. Vi skulle til Green Bay. I sig selv en kedelig landbrugssamfund med ca. 100.000 indbyggere. MEN!
Det er også hjemstedet for Green Bay Packers, som jeg har været brændende fan af i en årrække. Til jer, der ikke interesserer jer for amerikansk fodbold, så virker det sikkert åndssvagt at køre ca. 500 km bare for at se et stadion, men I er vel også typerne, der synes onani er noget pjat!
Turen op til Green Bay var røvsyg. Staten Wisconsin, hvor Green Bay ligger, praler med at være "The Dairy State" - WOW! Lugten af ko fortog sig, men Green Bay var langt fra et imponerende syn, men da det er mit mekka, var jeg alligevel glad og overstadig. Efter vi kørte lidt rundt i cirkler, fandt vi det endelig. Der lå det - Lambeau Field. Eller som John Madden kalder det - THE FROZEN TUNDRA.
Vi tog en guidet tur rundt på stadion og selv dem, der ikke er fascineret af amerikansk fodbold, kan ikke undgå at blive lidt imponeret.
Vi blev placeret ved et bord og menukortet blev nøje gransket. Til jer, der ikke ved hvad Weber Grill er, så har det noget med bøffer at gøre - store bøffer! På trods af vores lyst til kød, så var der stadig budgettet at tænke på, så vi kunne ikke bestemme os. Alt stod opgivet i ounzes, hvilket ikke sagde os en pind. Vi endte med at tage de mindste bøffer (15oz) og så spise dessert, hvis ikke det var nok.
Da "koen" blev serveret, stod det klart, at vi ikke ville behøve dessert. Det var en bøf stegt til ren perfektion, og så var der meget af den. Ufatteligt meget. Og det var altså den mindste bøf på kortet. Størrelserne gik op til over det dobbelte, så det forklarer hvorfor amerikanere måske er lidt buttede fra tid til anden.
Mætte og veltilpasse tog vi ud for at se en baseballkamp mellem Chicago White Sox og Detroit Tigers. Vi købte nogle billige billetter af en bælgøjet irer, så det var med en hvis skepsis, at vi nærmede os billetkontrollen, men der var ingen problemer, og vi fik sat os. Kampen var dog røvkedelig, selvom det gav et godt indblik i fankulturen, og hvor meget der bliver gjort for at holde folk underholdt på stadion.
Debbie var også til kampen, så da den sluttede kørte jeg med hende, mens Jacob fik lov at tage toget hjem. Desværre var det sidste aften i Chicago, og alle gode ting får en ende, så vi nød hinanden en sidste gang eller fire.
20/7
Vågnede for sidste gang hos Debbie og fik sagt ordentligt farvel. Idag gik turen videre, og selvom det egentlig bare skulle være stik vest, så havde vi et meget vigtigt stop nordpå. Vi skulle til Green Bay. I sig selv en kedelig landbrugssamfund med ca. 100.000 indbyggere. MEN!
Det er også hjemstedet for Green Bay Packers, som jeg har været brændende fan af i en årrække. Til jer, der ikke interesserer jer for amerikansk fodbold, så virker det sikkert åndssvagt at køre ca. 500 km bare for at se et stadion, men I er vel også typerne, der synes onani er noget pjat!
Turen op til Green Bay var røvsyg. Staten Wisconsin, hvor Green Bay ligger, praler med at være "The Dairy State" - WOW! Lugten af ko fortog sig, men Green Bay var langt fra et imponerende syn, men da det er mit mekka, var jeg alligevel glad og overstadig. Efter vi kørte lidt rundt i cirkler, fandt vi det endelig. Der lå det - Lambeau Field. Eller som John Madden kalder det - THE FROZEN TUNDRA.
Vi tog en guidet tur rundt på stadion og selv dem, der ikke er fascineret af amerikansk fodbold, kan ikke undgå at blive lidt imponeret.
Stadionet er det mindste i NFL med "kun" ca. 70.000 pladser. Green Bay Packers er i øvrigt det eneste hold i NFL, der rent faktisk er ejet af byen, og netop af den grund er tilhørsforholdet enormt. Hele byen lukker praktisk talt ned om søndagen, når de spiller.
Sæsonpas (altså billetter til alle hjemmekampe i en sæson) har været udsolgt siden 1960. Ventelisten til et sæsonpas er på nuværende tidspunkt omkring 69.000 i kø. Der bliver frigivet ca. 14 sæsonpas om året, så hvis jeg skrev mig op nu, ville jeg kunne regne med at få et sæsonpas om små 5000 år. Min chance for at se en kamp skulle være at møde op på stadion på dagen, og så håbe på at nogle ikke skulle bruge deres sæsonpas den dag. Det sker sjældent, men det sker dog. Billetten til en dags kamp plejer at ligge på ca. 1.300 kr. på denne måde.
Alternativt kan jeg købe en loge med plads til ca. 20 af mine venner. Sådan en koster ca. 600.000 kr. om året, men her er ventetiden ca. 15 år, så alt i alt er det rigtigt svært at komme ind og se en kamp.
Jeg indstillede mig på ikke at få billet i den nærmeste fremtid og valgte i stedet at købe mig fattig i giftshoppen. Der blev indkøbt lidt af hvert, men ostehatten og Green Bay Packers bilen lod jeg slippe for denne gang.
Da jeg havde oplevet nok, kørte vi vestpå og påbegyndte dermed det kæmpe stræk, som er midten af USA. I næste kedelige stat, Minnesota, skete der dog noget ganske ubehageligt. Vi havde indtil videre kørt ret lange stræk uden tilstrækkeligt med pauser, og derfor var jeg ikke så frisk, som jeg burde have været.
Da CD-afspilleren pludselig faldt på gulvet, ville jeg lige samle den op, men kom til at dreje på rattet, så Sabine drejede ud i midterrabatten. Jeg ville tilbage på vejen, men kom til at overstyre, så vi fløj over vores vejbane, heldigvis uden at ramme nogen, og ud i grøften.
Sabine kørte videre, og først her gik det op for mig, at den var på cruise-control, og at jeg stadig ikke havde trykket på bremsen, så vi buldrede bare videre i grøften med ca. 130 km i timen. Endelig fik jeg bremset, og kun på grund af Sabines store frihøjde kom vi op på vejen igen, uden at den gik i stå.
Bilerne begyndte at sætte farten ned for se, om vi havde brug for hjælp, men mirakuløst kunne Sabine stadig køre. Vi stoppede ved næste rasteplads og begyndte at fjerne halm og andet møg fra undervognen. Hverken Jacob eller jeg sagde et ord. Vi var rystede og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor galt det egentlig kunne have gået. Bilen kunne have væltet, og vi kunne være kommet slemt til skade. Der var "no hard feelings", men vi blev enige om, at der skulle holdes flere pauser, så fokus altid var i top. Vi tilbragte natten på en meget uinteressant rasteplads i South Dakota.
Dette var også dagen, hvor vi fik at vide, at pengene til Fuck-you-Eddie var tilbage på Jacobs konto, så alt var i den skønneste orden på den front. Jeg tænkte en del på Debbie hele dagen. Hun havde påvirket mig med mere end bare god sex. En rigtig sød qvinde, som det ærgrede mig at jeg ikke skulle se igen...
Sæsonpas (altså billetter til alle hjemmekampe i en sæson) har været udsolgt siden 1960. Ventelisten til et sæsonpas er på nuværende tidspunkt omkring 69.000 i kø. Der bliver frigivet ca. 14 sæsonpas om året, så hvis jeg skrev mig op nu, ville jeg kunne regne med at få et sæsonpas om små 5000 år. Min chance for at se en kamp skulle være at møde op på stadion på dagen, og så håbe på at nogle ikke skulle bruge deres sæsonpas den dag. Det sker sjældent, men det sker dog. Billetten til en dags kamp plejer at ligge på ca. 1.300 kr. på denne måde.
Alternativt kan jeg købe en loge med plads til ca. 20 af mine venner. Sådan en koster ca. 600.000 kr. om året, men her er ventetiden ca. 15 år, så alt i alt er det rigtigt svært at komme ind og se en kamp.
Jeg indstillede mig på ikke at få billet i den nærmeste fremtid og valgte i stedet at købe mig fattig i giftshoppen. Der blev indkøbt lidt af hvert, men ostehatten og Green Bay Packers bilen lod jeg slippe for denne gang.
Da jeg havde oplevet nok, kørte vi vestpå og påbegyndte dermed det kæmpe stræk, som er midten af USA. I næste kedelige stat, Minnesota, skete der dog noget ganske ubehageligt. Vi havde indtil videre kørt ret lange stræk uden tilstrækkeligt med pauser, og derfor var jeg ikke så frisk, som jeg burde have været.
Da CD-afspilleren pludselig faldt på gulvet, ville jeg lige samle den op, men kom til at dreje på rattet, så Sabine drejede ud i midterrabatten. Jeg ville tilbage på vejen, men kom til at overstyre, så vi fløj over vores vejbane, heldigvis uden at ramme nogen, og ud i grøften.
Sabine kørte videre, og først her gik det op for mig, at den var på cruise-control, og at jeg stadig ikke havde trykket på bremsen, så vi buldrede bare videre i grøften med ca. 130 km i timen. Endelig fik jeg bremset, og kun på grund af Sabines store frihøjde kom vi op på vejen igen, uden at den gik i stå.
Bilerne begyndte at sætte farten ned for se, om vi havde brug for hjælp, men mirakuløst kunne Sabine stadig køre. Vi stoppede ved næste rasteplads og begyndte at fjerne halm og andet møg fra undervognen. Hverken Jacob eller jeg sagde et ord. Vi var rystede og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor galt det egentlig kunne have gået. Bilen kunne have væltet, og vi kunne være kommet slemt til skade. Der var "no hard feelings", men vi blev enige om, at der skulle holdes flere pauser, så fokus altid var i top. Vi tilbragte natten på en meget uinteressant rasteplads i South Dakota.
Dette var også dagen, hvor vi fik at vide, at pengene til Fuck-you-Eddie var tilbage på Jacobs konto, så alt var i den skønneste orden på den front. Jeg tænkte en del på Debbie hele dagen. Hun havde påvirket mig med mere end bare god sex. En rigtig sød qvinde, som det ærgrede mig at jeg ikke skulle se igen...
