USA 2005 - 17-18/7
Chicago-eventyret
Vågnede med et smil på læben, kiggede rundt i den herlige lejlighed og kiggede endelig ned på Debbie. Den var god nok; det havde ikke bare været en drøm. Men pludselig viste der sig et mareridt. Hvad fanden hed hun? I løbet af aftenen havde der været meget støj, meget alkohol og megen glemsomhed, så jeg havde fuldstændig svedt ud, hvad kvinden i sengen rent faktisk hed...
Jeg gik i panik og tænkte på, om man skulle lede i lejligheden efter en form for ID, men tanken om hende, der fanger mig i at rode hendes pung i gennem virkede ikke attraktiv, så jeg håbede på at en løsning ville præsentere sig selv.
Efter en morgenskrald var det blevet tid til at mødes med Jacob. Jeg fortalte Debbie, at jeg var i byen et par dage til, så hvis hun havde lyst til at mødes, så var jeg frisk på det. Heldigvis var hun også klar på det, så jeg fik hendes visitkort, så jeg kunne ringe til hende. Dette blev min redning, da jeg nu kunne hendes navn. Samtidig fik jeg også en forklaring på, hvorfor hun havde råd til lækker lejlighed mv. På kortet stod der Assistent Vice President, og det viste sig at være for et af de største ejendomsfirmaer i Chicago.
Jeg forlod lejligheden og min sugar-momma med følelsen af at være et boy-toy, der ikke vidste, hvad der havde ramt ham. Og det havde jeg det godt med.
Jeg mødte Jacob, som kunne fortælle, at han havde fået kysset med den smukke pige fra baren, og det viste sig, at hun var Playboy model, så der må man tage hatten for ham. Han indrømmede dog, at hans historie blegnede lidt, da jeg fortalte, hvordan min nat var forløbet. Alt i alt blev vi enige om at Chicago var en helt fantastisk by!
Vi tog op i Sears Tower, som er højere end Rundetårn, og bagefter videre til Akvariet, hvor vi så et imponerende delfinshow samt andre vandtosser.
I et øjebliks sindssyge besluttede vi os for at tage en løbetur for at arbejde nogle af alle de BigMacs af. Tænk at man efter 2 uger kan komme i dårlig form (eller bare forværre den). Vi kølede af ved at hoppe i vandet og gik tilbage mod hostellet. Her blev vi stoppet af nogle mennesker, der sad på en café. De spurgte, om ikke vi kunne tænke os et job som managere i en tøjbutik for unge, da de mente, vi havde det rigtige look. Vi måtte fortælle dem, at hvis vi skulle tage et job, hver gang nogen havde sagt det til os, så ville vi ikke have tid til andet. Eller også fortalte vi dem bare, at vi var fra udlandet og blot var på gennemrejse.
Tilbage på hostellet tævede jeg atter Jacob i snyd, og det begyndte at gå ham voldsomt på, at han på intet tidspunkt havde været foran. Vi tog desuden de herlige billeder, I kan se i galleriet. Gravity shots: Ryst ansigtet mens din kammerat tager et billede. Det er sjovt!
Idag tog vi på Museum of Industry & Science, som var utroligt spændende. Det havde bl.a. en meget omdiskuteret udstilling om kroppe, hvor rigtige muskler fra mennesker er strukket, så man kan se struktur osv. Det var ikke tilladt at tage billeder, men vi sneg et par stykker ind alligevel.
Museet havde også et Imax teater, hvor vi så en enormt spændende film om kroppen og alle dens fantastiske funktioner. Det lyder måske lige lovlig folkeskolelærer-agtigt, men det var sgu virkelig et fedt museum, hvor man blev imponeret over mangt og meget.
Men det blev nok med det kulturrelle, og vi gik videre til shopping. Da jeg havde åbnet min kuffert, havde jeg glemt, at jeg tilbage i New York havde pakket mine våde sko ned i en plasticpose med henblik på at pakke det ud, når vi nåede et hostel. Det havde jeg dog glemt i Boston, så da jeg åbnede posen, var det ikke længere et par sko, men derimod et rent inferno af mug. Derfor skulle der altså indkøbes nye sko, og hvor er det dog herligt at bruge penge. Det kan altid gøre mig glad. Lyder det tøset? Det kan godt være, men fedt er det sgu!
Jeg havde ringet til Debbie om morgenen, og hun havde indvilliget i at mødes om aftenen, så noget tydede på, at jeg havde gjort et eller andet rigtigt. Vi havde aftalt, at hun ville komme og hente mig ved hostellet kl. 20. Jacob havde derimod ikke kunne få fat på Playboymodellen, som han ellers havde lokket nummeret ud af. Han havde ikke haft noget at skrive med, så han havde husket på nummeret hele vejen hjem fra diskoteket. Men telefonen blev aldrig taget, så han holdt mig med selskab, mens jeg så uret snige sig forbi kl. 20. Jeg begyndte at frygte at blive brændt af, og Jacob og jeg fik diskuteret det at blive brændt af, samt hvornår man kan ringe til én, man har været sammen med. Det er jo et faktum, at man ikke kan ringe før 3 dage senere, når man er fyr, idet pigen ikke skal tro, at man er desperat. Pigen diskuterer derimod fortvivlet med sine veninder, hvorfor ikke han ringer, men det hele plejer altså at gå op på dag 3. Medmindre hun er grim, for så er der ikke nogen, der gider ringe.
Da klokken blev 20.15, kunne jeg heldigvis ånde lettet op, da min sugar momma kom trillende i sin øse.
Jacob fik lov at sejle sin egen sø, og Debbie og jeg tog et par drinks, før vi tog hjem til hende, og resten kan I gætte jer til...
Da klokken blev 20.15, kunne jeg heldigvis ånde lettet op, da min sugar momma kom trillende i sin øse.
Jacob fik lov at sejle sin egen sø, og Debbie og jeg tog et par drinks, før vi tog hjem til hende, og resten kan I gætte jer til...
