Connery

USA 2005 - 14/7

Fordeling af fjas

14/7
USA 2005 - 14/7
Vi gad ikke rigtig være særligt turistede i dag, så dagen gik med at være aktive i en park. Jeg fik købt mig en amerikansk fodbold og Jacob købte en normal fodbold samt en frisbee. Nu skulle Christian "Favre" Mygind lære at kaste, så NFL virkelig kunne få øjnene op for sådan et naturtalent, som jeg nu engang er udset til at være.

Da vi ikke længere kunne orke at kaste med noget andet end verbale tilsvininger, tog vi ud mod stadion, hvor vi skulle se kampen Red Sox mod Yankees på en bar i nærheden, hvor stemningen skulle være rigtig god. Her sad vi og nød en cola, da en pige med en helt fantastisk krop kom over til os og spurgte:

Pige: "Are you waiting for any girls?"

Os: "No"

Pige: "I'm not from around here so I'm looking to meet some new people. Mind if I join you?"

Os: "No"

Vi sad nu med åbne mund og polypper og troede, at Gud drev gæk med os. Hvad i alverden ville en så flot pige med to kegler som os? Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage, og lidt efter lidt gik det op for os, hvorfor hun ikke havde siddet hos nogle andre endnu. Hun var syg. Syg i hovedet, siger jeg jer! Hun sagde de underligste ting, og da hun begyndte at flirte med nogle matroser ved det næste bord, bad vi til, at hun ville flytte sig, hvilket hun endelig gjorde. I mellemtiden havde jeg ringet et par gange til vores tjenerinde fra dagene før (Cheryl), men hun havde ikke taget den, så vi regnede med, at det havde været af venlighed hun havde sagt ja, og at hun derfor lå derhjemme med en BigMac, som tydeligvis ville være bedre selskab end os.
ANNONCE
USA 2005 - 14/7
Jacob blev dog så frustreret over den mærkelige tøs, at han besluttede sig for at ringe til Cheryl en sidste gang, og det gav pote. Hun sagde, at hun var på vej, og kort tid efter trådte hun ind ad døren med en veninde.

Vi tog på en anden bar, og det klare problem viste sig, da vi fandt ud af, at ingen af os gad veninden, men vi var begge fascineret af Cheryl. Normalt falder Jacob og jeg ikke for de samme piger, men denne gang var det anderledes. I modsætning til så mange andre amerikanere, var hun utroligt fornuftig at høre på, lod andre tale ud, havde nogle gode grundholdninger, og så hjalp det selvfølgelig også, at hun havde et sødt ansigt og et dejligt smil.

Det fede ved at være dansker i udlandet er, at man kan diskutere sådan et problem lige foran næsen på vedkommende, så mens Cheryl troede, at vi diskuterede et eller andet irrelevant på dansk, så stod vi i virkeligheden og afgjorde, hvem hun skulle have den af.

Vi snakkede begge utroligt godt med hende, og vi var enige om, at vi begge havde en reel chance. På dette tidspunkt traf jeg en beslutning om at være den bedste og mest generøse ven i verden. Aldrig har jeg gjort noget lignende og vil sikkert aldrig gøre det igen. Jeg sagde til Jacob, at siden jeg havde fået fjas i New York, så var jeg villig til at trække mig og lade ham hive hende i land.

I min naive tro håbede jeg selvfølgelig stadig på, at hun ville afvise ham, og vende sig mod mig og betro sin dybe fascination af mig, men allerede i taxaen hjem var det klart, at det ikke var hendes plan, da de begyndte at snave. For satan da, hvor kan en taxatur være lang og træls, når man bare hører slubren fra bagsædet...

Jeg sagde farvel til Cheryl og sagde til Jacob, at vi skulle mødes tilbage ved bilen. Inden vi tog i byen, havde vi aftalt at køre fra Boston kl. 2 om natten, så vi kunne undgå trafik og tage et langt stræk næste dag. Af den grund havde vi ikke drukket alkohol hele aftenen (måske var det derfor, at nogle faktisk fandt os charmerende). Klokken var 2, da vi kom tilbage, så jeg gik ud fra at Jacob ville klare sagerne og så komme tilbage, så vi kunne komme videre.

Jeg lå derfor i bilen og ventede på, at han kom tilbage, men kl. 4 var der stadig ingen Jacob...
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce