USA 2005 - 10/8
Viva Las Vegas, så vidt jeg husker
10/8
Vi startede dagen med at ligge lidt ved poolen. Derefter begav vi os ud på strippen for at se på hoteller.
Det første var Bellagio, som var enormt smukt og gennemført. Det er især deres udendørs såvel som indedørs springvand, der var det mest imponerende. Flotte marmorgange, eksklusive butikker osv. Men vi fik tydelig fornemmelsen af, at det var her, at de gamle og grå mennesker boede.
Ceasars Palace strak sig enormt vidt og var også ganske imponerende, men slet ikke i samme klasse som Bellagio. Det smarte er, at fortorvet går i gennem hotellerne, og derved når folk lige at komme ind og blive fristet. Ydermere er der kun de obligatoriske små "exit" skilte, som loven kræver, og de er gemt godt væk. Derudover er casinoerne godt og grundigt forvirrende bygget op alene med det formål, at folk ikke kan finde ud og dermed bliver siddende og bruger flere penge.
Det, der overraskede Jacob og jeg meget, var, hvor mange spillemaskiner, der stod i casinoerne. Men det viste sig, at spillemaskinerne rent faktisk er rygraden bag spilleindustrien i Vegas. Jacob og jeg forstod ikke det fascinerende ved disse maskiner, og det var da primært også ældre, udbrændte og afdankede mennesker, der sad ved dem.
Til sidst kan det nævnes, at det praktisk talt er umuligt at finde et ur i casinoerne. Det er så folk mister tidsfornemmelsen og bliver ved og ved med at spille. Desuden kan du få morgenmad, frokost og middagsmad på alle tider af døgnet, så det er rent faktisk muligt at fucke sin dagsrytme helt op.
Længere ned af strippen skullen vi prøve "Speed The Ride", som var en ekstremt hurtig rutchebane med loop, vertikalt fald osv. Det tog ca. 20 sekunder og kostede 10$, så da vi udregnede timeprisen, fandt vi ud af, at vi kunne have boltret os i ludere i flere timer for den pris. Men det var fedt og absolut alle pengene værd. Det var også god adspredelse, da jeg lige havde tabt 60$ i poker - uden at vinde en eneste hånd. Det tegnede til at blive en dyr dag.
Vi startede dagen med at ligge lidt ved poolen. Derefter begav vi os ud på strippen for at se på hoteller.
Det første var Bellagio, som var enormt smukt og gennemført. Det er især deres udendørs såvel som indedørs springvand, der var det mest imponerende. Flotte marmorgange, eksklusive butikker osv. Men vi fik tydelig fornemmelsen af, at det var her, at de gamle og grå mennesker boede.
Ceasars Palace strak sig enormt vidt og var også ganske imponerende, men slet ikke i samme klasse som Bellagio. Det smarte er, at fortorvet går i gennem hotellerne, og derved når folk lige at komme ind og blive fristet. Ydermere er der kun de obligatoriske små "exit" skilte, som loven kræver, og de er gemt godt væk. Derudover er casinoerne godt og grundigt forvirrende bygget op alene med det formål, at folk ikke kan finde ud og dermed bliver siddende og bruger flere penge.
Det, der overraskede Jacob og jeg meget, var, hvor mange spillemaskiner, der stod i casinoerne. Men det viste sig, at spillemaskinerne rent faktisk er rygraden bag spilleindustrien i Vegas. Jacob og jeg forstod ikke det fascinerende ved disse maskiner, og det var da primært også ældre, udbrændte og afdankede mennesker, der sad ved dem.
Til sidst kan det nævnes, at det praktisk talt er umuligt at finde et ur i casinoerne. Det er så folk mister tidsfornemmelsen og bliver ved og ved med at spille. Desuden kan du få morgenmad, frokost og middagsmad på alle tider af døgnet, så det er rent faktisk muligt at fucke sin dagsrytme helt op.
Længere ned af strippen skullen vi prøve "Speed The Ride", som var en ekstremt hurtig rutchebane med loop, vertikalt fald osv. Det tog ca. 20 sekunder og kostede 10$, så da vi udregnede timeprisen, fandt vi ud af, at vi kunne have boltret os i ludere i flere timer for den pris. Men det var fedt og absolut alle pengene værd. Det var også god adspredelse, da jeg lige havde tabt 60$ i poker - uden at vinde en eneste hånd. Det tegnede til at blive en dyr dag.
Det blev forstærket, da vi betalte for at komme op i Stratosphere, som er et tårn, der er næsten 10 gange så højt som Rundetårn, hvilket i sig selv er ret sindssygt. Men for lige at gøre det lidt vildere, så har de valgt at lægge en forlystelsespark på toppen!
Efter lang tid i kø kom vi op og prøvede det, der svarer til det modsatte gyldne tårn i Tivoli, til stor jubel for Jacob og jeg. Det gav et helt vildt sug i maven, og følelsen af at være vægtløs ca. 350 meter over Las Vegas var uvurderlig. Fedt!
Den næste forlystelse var meget grænseoverskridende, da man blev vippet ud over siden af tårnet, hvilket selv gav os hårdkogte fyre en noget stram grimasse. Det var dog ikke ligeså slemt, som en pige vi så. Hun kom med dødsskrig og endte med at vise os langemand, da vi stod og grinede af hende.
Vel nede fra tårnet begav vi os hjem for at gøre os klar til aftens drukeskapade. Inden da så vi det vildeste show foran hotellet Treasure Island. Det hed Sirens of TI og var kort fortalt et liveshow på ca. 30 min., hvor lækre tøser dansede rundt, og et kæmpe søslag fandt sted lige foran os med dertilhørende synkende skude og fyrværkeri. Og det her foregår altså 3 gange hver aften lige foran hotellet!
Tilbage på Jockey Club fik vi skiftet og opfandt ved samme lejlighed udtrykket PP (Power Pils). Da vi var i tidsnød, skulle de hurtigt ned, hvilket resulterede i 6 kværnede øl pr. mand på ca. 20 min. Egentlig var vi ikke fulde, da vi tog de åndssvage billeder i galleriet - så dum er jeg faktisk uden alkohol!
Vi tog tilbage til Treasure Islands diskotek, Tangerine Club, som eftersigende skulle være stedet den onsdag. Her mødte vi en tøs i køen, som venligt gav os en forlomme. Til gengæld kunne vi give hende gratis indgang med nogle nyerhvervede VIP-billeter, Jacob havde scoret ved at sælge sin sjæl til Djævlen. Igen.
Efter lang tid i kø kom vi op og prøvede det, der svarer til det modsatte gyldne tårn i Tivoli, til stor jubel for Jacob og jeg. Det gav et helt vildt sug i maven, og følelsen af at være vægtløs ca. 350 meter over Las Vegas var uvurderlig. Fedt!
Den næste forlystelse var meget grænseoverskridende, da man blev vippet ud over siden af tårnet, hvilket selv gav os hårdkogte fyre en noget stram grimasse. Det var dog ikke ligeså slemt, som en pige vi så. Hun kom med dødsskrig og endte med at vise os langemand, da vi stod og grinede af hende.
Vel nede fra tårnet begav vi os hjem for at gøre os klar til aftens drukeskapade. Inden da så vi det vildeste show foran hotellet Treasure Island. Det hed Sirens of TI og var kort fortalt et liveshow på ca. 30 min., hvor lækre tøser dansede rundt, og et kæmpe søslag fandt sted lige foran os med dertilhørende synkende skude og fyrværkeri. Og det her foregår altså 3 gange hver aften lige foran hotellet!
Tilbage på Jockey Club fik vi skiftet og opfandt ved samme lejlighed udtrykket PP (Power Pils). Da vi var i tidsnød, skulle de hurtigt ned, hvilket resulterede i 6 kværnede øl pr. mand på ca. 20 min. Egentlig var vi ikke fulde, da vi tog de åndssvage billeder i galleriet - så dum er jeg faktisk uden alkohol!
Vi tog tilbage til Treasure Islands diskotek, Tangerine Club, som eftersigende skulle være stedet den onsdag. Her mødte vi en tøs i køen, som venligt gav os en forlomme. Til gengæld kunne vi give hende gratis indgang med nogle nyerhvervede VIP-billeter, Jacob havde scoret ved at sælge sin sjæl til Djævlen. Igen.
Da vi kom ind, gik der ca. 37 sekunder inden Jacob havde fundet en pige, så jeg hang på pigen fra køen, som hverken var lækker eller specielt interessant. Så da hun tilbød en drink i baren, kunne jeg kun sige ja, så jeg forhåbentlig bedre kunne holde hele situationen ud. Her bestilte hun noget, der må have været Satans bryg, for det smagte bare af ren sprut. Samtidigt fortalte hun mig, at hun altså ikke havde tænkt sig at betale, så den hang jeg på. I bitterhed betalte jeg og stillede mig over i et hjørne med min hospitalssprit og surmulede lidt. Og det er heromkring min hukommelse begynder at svigte. Selvom drinken smagte af helvedes til, så ville jeg i protest drikke den, når nu jeg havde betalt for den.
Det næste klip, min hjerne husker, er, at jeg rendte rundt i det forkerte tårn på hotellet og febrilsk ledte efter mit forsvunde hotelværelse. Flere værelseslåse smagte mit keycard, men uden held. Jeg kørte op og ned på forskellige etager og prøvede at finde en dør, der kunne åbne, men først efter umindeligt lange tider fandt min hjerne ud af at, den befandt sig i det forkerte tårn.
Jeg stavrede op i det rigtige tårn og kom endelig i seng, og jeg har åbenbart sovet tungt, for Jacob var tilsyneladende kommet hjem med pigen og havde lagt sig med hende inde på sovesofaen. Her havde han ligget og givet hende finger i umindelige tider med højlydt stønnen til følge, men det var jeg åbenbart upåvirket af. Heldigvis havde han ikke fået lov til at dyppe snablen, så jeg førte stadig 2-0, som var det Sverige en sommerdag i 1992...
Det næste klip, min hjerne husker, er, at jeg rendte rundt i det forkerte tårn på hotellet og febrilsk ledte efter mit forsvunde hotelværelse. Flere værelseslåse smagte mit keycard, men uden held. Jeg kørte op og ned på forskellige etager og prøvede at finde en dør, der kunne åbne, men først efter umindeligt lange tider fandt min hjerne ud af at, den befandt sig i det forkerte tårn.
Jeg stavrede op i det rigtige tårn og kom endelig i seng, og jeg har åbenbart sovet tungt, for Jacob var tilsyneladende kommet hjem med pigen og havde lagt sig med hende inde på sovesofaen. Her havde han ligget og givet hende finger i umindelige tider med højlydt stønnen til følge, men det var jeg åbenbart upåvirket af. Heldigvis havde han ikke fået lov til at dyppe snablen, så jeg førte stadig 2-0, som var det Sverige en sommerdag i 1992...
