Until Dawn [Anmeldelse]
Vi har kigget på det nye PS gyserspil.. Det byder blandt andet på Hayden Panettiere og en masse uhyggelige ting
Until Dawn er et Playstation 4 spil i horrorgenren...
Så hvad andet kan man gøre end at flå det ud af kassen og smide i konsollen? Når folk siger at et spil er uhyggeligt, har jeg travlt med at modbevise det, og derfor har jeg nu brugt en god omgang timer i sammen med 8 fiktive unge mennesker, i et gammelt hus, i en mørk mørk skov.
Until Dawn er et horrorspil, der tager udgangspunkt i den klassiske filmopskrift: En fragmenteret vennegruppe tager på en uges ferie, i et stort gammelt hus i skoven, for at fejre livet (sex, drugs and alcohol!) efter en tragisk episode med dødsfald som følge, året forinden.
At huset i skoven ligger i på et sneklædt og blæsende bjerg, og at den eneste transportvej til og fra er en svævebane, gør bare kliché-setuppet endnu stærkere.
Until Dawn Trailer
Spiltypen kan bedst beskrives som en interaktiv film - i samme forstand som tidligere Playstation-titler som Heavy Rain, Beyond: Two Souls og L.A. Noire.
Som spiller bliver man smidt rundt imellem forskellige karakterer, og bliver sat i situationer hvor man skal træffe deres valg.
Spilmekanikken er baseret på et system der refereres til som "The Butterfly Effect"; ethvert valg du træffer nu, påvirker de situationer du ender i senere i spillet. Nogle valg vil komme tilbage og slå dig i fjæset gang på gang, mens andre styrer dig uden om fatale situationer. Det giver spillet en høj genspilningsværdi, fordi der er over 100 forskellige måder at nå til slutningen.
Spillet er super flot, og skuespillerne (Bl.a. Hayden Panettiere!) der har lagt krop, stemme og bevægelse til spillet, har gjort et fantastisk arbejde. De dygtige skuespillere har et så solidt hollywood-niveau, at spillet virkelig føles som en film, men en film hvor man kommer tættere på!
Det eneste sted man kan sætte en finger på det grafiske, er ved kameraføringen, som af og til fører en ud i blinde vinkler, hvor man ikke har nogen anelse om hvad ens aktuelle karakter går ud i... Det er faktisk sådan at der allerede er rigeligt med ubekendte faktorer i det her spil, og en fejlende kameravinkel er ikke et plus i den ligning.
Spillets lydside er absolut også i toppen: De afsindige gyserfilms-lydeffekter holder en på tæerne konstant. Lydeffekter og hvinende gysermusik går op i en skræmmende god enhed - det er faktisk irriterende så effektiv lydsiden er.
Until Dawn er et spil der i den grad er kommet under huden på mig. Normalt er jeg pjattet med gyserfilm, men handlingen i en film er låst, og man har ikke nogen indflydelse på handlingen. Det er lige modsat i et spil som Until Dawn, og fordi effekterne er så gennemarbejdet i spillet, bliver man lynhurtigt suget ind i stemningen. Jeg havde planlagt at køre spillet igennem i en enkelt session, meen, efter at have siddet og og spillet i bare to timer, havde jeg fået så mange chok, at jeg blev enig med mig selv om at det var en oplevelse der skulle deles op i flere etaper. Fucking gåsehud altså.
"Men vi skal dybere ind i sindet"
Man kan ikke afsløre meget af handlingen, for historien er spillets stærke feature. Det værste/bedste ved spillet er følgende: Hvert "kapitel" er delt op med et par pauser, i denne pause er man i karakter som en ukendt person, der er på besøg ved en psykiater. Psykiateren formål er at kaste alle de objekter man bliver mest skræmt af, ind i spillet. Det bliver gjort ved hjælp af et par ret åbenlyse mekanikker, hvor man for eksempel skal fortælle hvilket af to "uhyggelige" ting, man synes mindst om: Klovne eller fugleskræmsler, mørke eller vand, biller eller ulve, og videre.
Jeg troede jeg kunne snyde doktoren, til at få præsenteret de ting jeg helst ville møde, men spillet lurede min taktik, og lige pludselig fik jeg kastet edderkopper, isolation og andre nederen ting efter mit gameplay. Ubehageligt men også vildt interessant!
Det er svært at afsløre meget mere, men tjek reaktionsvideoen fra den danske screening her, og overvej så om du kan holde til en intens horroroplevelse. Jeg udsætter ikke mig selv for det igen - Men spillet er godt.
Until Dawn
Platform: Playstation 4
Genre: Interaktivt eventyr, horrorgame
Udgivelse: Er ude nu
Pris: 499,- på Playstation Store, eller ved din nærmeste spilkiosk