Gaming
Uncharted: The Nathan Drake Collection [Anmeldelse]
PS3-trilogi med forbedrede kræfter!
Du kender uden tvivl situationen, hvor du sidder med et nyt spil i hånden, og æsken hvisker søde ord til dig, så du på ingen måde kan komme videre med dit virkelige liv, før du har gennemført denne satan – enten vælger du crimerider-vejen og pjækker fra skole eller arbejde, eller også sætter du tid af til at få denne sag ud af verdenen.
Uanset hvad ender du med at sidde i sofaen i dine underbukser med ubarberet ansigt og blodsprængte øjne.
Disse spil er guld værd. Heldigvis bugner markedet af fænomenale spiloplevelser for tiden, men det skader heller ikke at kigge tilbage på de gamle klassikere. Specielt når Playstation 4 er ved at have fæstnet sin overmagt over sin forgænger. Med denne udfasning er det også rart med en lille ’blød’ overgang, og det har skaberne bag Uncharted-samlingen lavet et godt eksempel på. Når man siger farvel til sin PS3, forestiller jeg mig det lidt som at sende sit ældste afkom ud i den store verden – derfor har man brug for lidt ekstra overtalelse til at gå skridtet videre.
Uncharted har hidtil ikke været udgivet på PS4, men nu er alle spillene sat sammen på en ny og forbedret skive. Så får man en gammel PS3-oplevelse – bare bedre!
Uncharted: The Nathan Drake Collection er en overraskende simpel men lækker lille sag, som sørger for, at man på en alternativ måde kan spille de skiver, som nu ikke længere er kompatible med den nye maskine – det afspejles også i det faktum, at alle tre spil er samlet på blot én skive.
Skiven indeholder alle tre spil fra henholdsvis 2007, 2009 og 2011, og alle elementer er blevet finpudset og optimeret til en mere skarp PS4-kvalitet. Det giver en meget dynamisk oplevelse med boksen, da man på blot 4 år efter den sidste udgivelse er nået fænomenalt langt på skarpheden, realismen og den spillemæssige virkelighed. De tre spil afspejler en lidt ældre teknologi, som gør det til et mindre ’nostalgisk’ tilbageblik – helt fra den meget Crash Bandicoot-orienterede etter med børnevenlige historier og lidt ensformige bevægelser til de fænomenale efterfølgere med dybere historier, skarpere figurer og ikke mindst et vanvittigt intenst gameplay.
God balance
Spillet er bygget op som et third-person-shooter-koncept, hvor man enten skal likvidere alle de forskellige fjender på sin vej, eller løse en række gåder med henblik på at komme tættere på en sagnomspunden skat – heraf navnet. Konceptet er efter min mening en perfekt balance mellem snige-elementer og fuld skrald på adrenalinen, da man får begge sider på forskellige tidspunkter, hvor man skal vurdere, hvilken tilgang har den største overlevelsesrate. Selve spilkonceptet er nok en form for puslespil-adventure – her ser man de tidlige inspirationskilder til spilformen i produktioner såsom Heavy Rain, Beyond Two Souls og Until Dawn. Dog har spilkonceptet bevaret det intense gameplay i størstedelen af historien, og det Uncharted til en solid oplevelse. Historien er også bygget op på en drilsk måde, hvor man reelt set har opdelt spillet i kapitler, men alligevel har indlagt så vanvittige cliffhangere i spændingen eller historien, at man liiiiige er nødt til at kværne et kapitel mere.
Den forbedrede kvalitet gør så også, at det første spil bl.a. ser en smule mekanisk og gammeldags ud, da man kan pudse på konceptet, men ikke ændre på de fundamentale opbygninger i figurernes strukturer. Heldigvis er gameplayet ganske underholdende, og så er man også bedre anlagt for at kunne få den enorme overraskelse over, hvor god toeren er i forhold til etteren. Med alle spillene samlet på den ene skive er man også bedre anlagt til at køre hele svineriet i gennem over én periode, og derfor får man også en oplevelse på den kvalitetsmæssige udvikling i spillets eget konceptet, men også på selve det generelle spilmarked.
Selve konceptet Uncharted er en finurlig størrelse – på den ene side er det den seriøse historie om skattejagt, mytologi og det gode mod det onde, mens det på den anden side er en skæv fortælling om en lettere ustyrlig fiskarl med skarpe vendinger og en upassende ældre mentor. Det giver en solid dybde på franchisen, hvor spillet ikke tager sig selv for højtideligt, men husker den vigtige historie.
Jeg havde personligt ikke spillet mere end et par timer på et af de tre spil, men da jeg først smed skiven i maskineriet, blev hvert ledigt øjeblik til Drake-time! Boksen er en lækker sag med de indtil videre samlede værker af Uncharted-universet og nu venter jeg blot i sagte stilhed på at 4’eren rammer markedet i det nye år!