Uncharted: The Lost Legacy (Anmeldelse)

Sidste år fik vi en fænomenal finale på den primære franchise I Uncharted-universet, hvor Drake og co. afsluttede deres episke eventyr i Uncharted 4 med bravur på både gameplay, historie og den visuelle æstetik.

Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at der hurtigt efter kom nyheden om en spin-off. En spin-off, der tog afsæt i en fanfavorit – Chloe Frazer. Nu er spillet på vej til markedet d. 22. August, men vi har fået mulighed for en tidlig hands-on af det fulde spils. Læs vores vurdering her. 

If it’s not broken, why fix it?

The Lost Legacy kører den samme stil som de to sidste spil i franchisen, og bygger videre på den eventyrlige skattejagt, hvor man med en solid kombination af snigeteknik, ildkampe og tekniske puslespil kæmper sig i gennem den ene udfordring efter den anden. Handlingen fokuserer på Chloe Frazer og hendes kumpan Nadine Ross, hvor sidstnævnte tidligere har været Drake og Sams svorne fjende fra Shoreline-gruppen. Sammen forsøger de at komme først til gemmestedet for den hellige stødtand af Ganesh før krigsherren Asav, som byder på en voldsom hektisk rejse ind i hjertet af Indiens eksotiske landskab.

Den kører nærmest præcis samme stil som sin forgænger ned til de mindste detaljer i forhold til chokmomenter, klatreture og bevægelser i gennem landskabet – den har dog fyldt nogle ret interessante gåder på plottet, som sørger for, at man af og til lige skal bruge sin hjerne lidt mere, end man selv vil indrømme. Hvorfor skulle man også ændre på noget, der fungerer? Spillet tager nogle af de vigtigste spilegenskaber fra 4’eren og pakker dem ind i et nyt, hektisk univers med andre karakterer og en ny skat. Man får Uncharted-oplevelsen på gameplayet, som man ønsker den, men der hvor filmen måske knækker lidt for mig, er selve historien.

Udvidelse forklædt som standalone

Det forekommer mig, at handlingen allerede fra starten af virker lidt tynd. Vi får ikke rigtig præsenteret nøglekaraktererne på begge sider mere en blot nogle få ord, en genopfriskning og et hurtigt møde, mens historien derefter udelukkende fokuserer på jagten på stødtanden – that’s it. Småkrydret med nogle små bihistorier om Chloes fortid og rolle i hele spillet, men det er ganske sparsommeligt med interessante historier, anekdoter og generelt den ellers så dybdegående og nervepirrende historiegrundlag, man forbinder Uncharted med.

Spillet er skabt som en stand-alone i franchisen, men virker på mange punkter som en lille ekstra udvidelse til de etablerede spil frem for en selvstændig størrelse. Referencerne er til stede og nødvendige, men af og til glemmer spillet at bygge sin eget selvstændighed op. Det er generelt en meget isoleret gameplay-historie – Der bliver fokuseret på én sag og én mission, og stikker ikke så dybt og vidtrækkende som tidligere Uncharted-kreationer. Missionen er så til gengæld meget interessant, nervepirrende og ret ambitiøs.

Den største overraskelse i spillet er nok, at det hele er slut ganske hurtigt – hvor man ved Uncharted 4: A Thiefs End spillede i gennemsnit 20-24 timer i forhold til at gennemføre historiedelen, så er The Lost Legacy snildt klaret på 7 timer. 

Visuelt imponerende og nye tiltag for at understrege det

Detaljeringen og opfindsomheden i omgivelserne er noget af det bedste, man hidtil har set – den bliver kun lige overgået af Uncharted 4 på grund af spillets benhårde originalitet, mens dette spil formår at skabe en ny og spændende verden med skjulte skatte og glemte civilisationer. Der er virkelig lagt et benhårdt arbejde i det æstetiske og den eventyrlige del af skattejagten, og det trækker pluspoint på kontoen, da man oplever stor tilfredshed med spillet blot ved at bevæge sig rundt i universet.

Selvom Uncharted ofte har en mindre grad af konceptet 'Open World', så går man ofte lidt for hurtigt i gennem plottet, da det er handlingen der driver underholdningen – med mindre man er ret krakilsk med at finde de skjulte skatte. Det råder The Lost Legacy bod på ved at integrere nogle små subdestinationer i det overordnede plot, hvor man får spredt sin bevægelse udover hele stedet og derved får lidt mere af oplevelsen – vel og mærke valgfrit i forhold til at skubbe den primære handling videre, og minder derfor lidt om det eksplorative element, man tidligere har set i Farcry 3, Farcry 4 og Farcry: Primal.

Der må være grænser for, hvad en off-road-truck kan klare i junglen, men hey, hvis man kan køre opad vandfald og fuldstændigt tilmudrede veje, så er jeg tilfreds, da det sparer tid i forhold til de gamle gåben! Dog har den paniske skattejagt fået en hjælper i form af et redskab, der kan spore skattene lidt nemmere, hvis man har tålmodighed til at samle den.

En gammel kending vender tilbage, men hvem det er, afslører vi ikke – vi kan blot sige, at man får en lille overraskelse på et tidspunkt, hvor en tidligere person bliver en vigtig brik i plottet. Chloe og Nadine er et overraskende positivt makkerpar, som virkelig formår at kæmpe sig i gennem udfordringerne og desuden bevarer det gode humør med små, sjove dialoger undervejs. Trods små, feministiske kommentarer om, at mændene ikke er til at arbejde med i branchen, så sørger spillet alligevel for at skabe den nødvendige realisme – vi har ikke fingrene i en kvindelig helt, som bare kan gennemtæske hver eneste bandit uden tøven. Møder man en overmand, så er man på dybt vand.

Den endelige dom

Uncharted: The Lost Legacy er som enkeltstående spil en stor oplevelse i forhold til gameplay, visuel æstetik og kreativt design på den fantastiske skattejagt. Sammenlignet med resten af franchisen, blegner den lidt i forhold til sit plotmæssige niveau, og desuden tager det kun en tredjedel af tiden at gennemføre i forhold til Uncharted 4.

The Lost Legacy er en oplevelsesrig spiloplevelse i den korte tid, det nu en gang tager, og sørger for at bære faklen videre med gameplay og oplevelse – men såfremt spillet varsler en ny spilserie eller fremtidige spin-offs, så skal historien pudses gevaldigt af, så spiloplevelsen forlænges.