Uncharted 4: A Thief’s End [Anmeldelse]

Throwbacks og nye bekendtskaber

Uden at afsløre for meget af plottet kan jeg dog fortælle, at Nathan og Sullivan selvfølgelig er vendt tilbage som den dynamiske duo, men en tredje og ganske vigtig person er dukket op for første gang. Sammen drager de afsted på en mystisk jagt på en sjælden piratskat, som selvfølgelig indebærer de legendariske prøvelser, forhindringsbaner og diverse gåder på sin vej.

Uncharted 4 formår at samle op på alle elementer fra de tidligere spil i et herligt throwback-kapitel, hvor man lige får genopfrisket de vigtigste punkter og desuden understreget, hvor awesome franchisen er. Man kan godt starte på 4’eren som det første, hvis man ikke har fået fingrene i de foregående titler i tidens løb, men det er kraftigt anbefalet af læse op på lektien for at få maksmalt ud af universet. Spillet har fundet en gylden balance mellem rolige spilsekvenser, hvor man langsomt opbygger momentum og så de endelige kulminationer, hvor pedalerne bare bliver trykket i bund.

Spillet dykker ned i en lækker potpourri af krydsklippende øjeblikke i Nathans liv, hvor man løbende får svar på, hvad han har rendt rundt og lavet siden Drake’s Deception og desuden fået bygget langt mere interessant materiale på hans turbulente liv.  Hele fjerde installation af franchisen bærer præg af en manuskript over alle forventninger, og selvom man elskede gameplayets intensitet i toeren og den heftige mængde historie i treeren, så er fireren en kulmination af det hele. Ikke blot en kulmination af franchisens vigtigste elementer, men generelt en kulmination af hele Naughty Dogs ensemble af fantastiske spil.

The Last of Us på steroider

Naughty Dog har tidligere haft enorm succes på The Last Of Us, og ligegyldigt hvor meget jeg elsker det spil, så formår Uncharted 4 lige at overhale den indenom. Der er tilføjet alle de fede elementer fra det zombielignende spil med spilpassager, undersøgelser, skatte og ikke mindst den historiske udviklingsdel. Historien bærer spillet i en uforudsigelig retning, og på trods af nogle forudselige, dog højtelskede, trin i rejsen til målet, får man nærmest en filmisk oplevelse samtidig med at selv styrer filmen. Det narrative plot er som en lækker krydsning mellem de skattejagtslignende elementer fra National Treasure eller Indiana Jones og den nervepirrende og uforudsigelige faktor fra de tidligere spil i franchisen.

Fireren har bragt de bedste spilmuligheder tilbage i gamet med køretøjer, klatreture og har desuden tilføjet et par nye reb-egenskaber og gliding-situationer. Spillet rummer desuden den fedeste Inception-situation nogensinde – jeg vil selvfølgelig ikke afsløre denne fantastiske situation, men jeg kan fortælle, at spil ikke rigtig kunne starte sit momentum på nogen bedre måde. Den er perfekt. 

Et visuelt univers til perfektion

Hvis der er noget, man lægger mærke til allerførst, så er det selvfølgelig det fænomenalt velkoreograferede univers på den visuelle front. Treeren overraskede os med en lækker opgradering fra toerens ellers udmærket Ps2-stil, men fireren blæser dig omkuld i sofaen. Oftest kan du ikke skelne filmsekvenserne fra de reelle spillesituationer, og det er for mig en kæmpe wow-faktor. Nathans udseende såvel som alle de andres er blevet opgraderet fra en meget generel, monoton helteskikkelse til en vellignende mandsperson, hvis hektiske liv tydeligt har sat sit præg. 

Der er lagt siiiiiiindssygt meget arbejde i detaljerne på dette spil, og det fremstår så krystal skarpt på skærmen. Denne opgradering i det visuelle har også smittet af på mulighederne i spillets verden – Uncharted har aldrig været open world, som sådan, men i denne fjerde installation er universet meget mere udvidet og desuden mere frit til udforskning. Man kan bruge mange spiltimer på blot at se på de flotte kreationer i spillet – hvad enten man kravler rundt i det høje græs eller har kastet sig op på den højeste tinde i et kirketårn.

Spillet indikerer en udvikling i spiluniverserne, hvor man efterhånden ikke behøver gå på kompromis med noget. I spil såsom Beyond: Two Souls og Until Dawn er spillet fænomenalt smukt, men gameplayet er langsommeligt og præget af små gradvise valg mellem spillene. Uncharted forener action-universet med udseendet af disse interaktive spil, hvilket i sidste ende bliver en kreation for guder.

Samlet set

Uncharted 4: A Thief’s End er kulminationen af flere års arbejde med en af fedeste adventurefranchises på det moderne spilmarkedet, og arbejdet har for alvor båret frugt i en symfoni af smukt gameplay, uforudsigeligt plot og en cirka 15-timers lang eufori på gamingfronten. Jeg kan ikke finde et eneste negativt at sige om Uncharted 4 og topkarakteren fortjener en obligatorisk gestus med at tage hatten af og takke pænt for en spiloplevelse ud over det sædvanlige.