UFO III: De ældste udsagn
Rapporter om UFO'er findes længere tilbage, end de fleste ved.
Iagttagelserne og rapporter om uidentificerede flyvende objekter og grønne ildkugler er ikke noget, der hører en nye tid til, de går tilbage til sidste halvdel af det 19. århundrede, og nogle af dem vil denne artikel beskæftige sig med.
Frank Schofield gjorde tjeneste som løjtnant på et amerikansk marineskib, da han den 28. februar 1904 kl. 6.10 om morgenen så "tre sælsomme meteorer". "Den forreste meteor, der på himlen syntes seks gange så stor som solen, og var æggeformet," berettede han. "De to følgende var mindre og tilsyneladende runde. Det så ud, som om de bevægede sig i en slags formation, og det blev de ved med, så længe de var i sigte. Det mærkeligste var, at de først gik meget nær havoverfladen og derefter steg igen."
Astronomen E. Walter Maunder beskrev i et videnskabeligt tidsskrift "den mærkelige himmelske gæst", som tusinder af englændere betragtede natten til den 17. november 1882. Maunder arbejdede den nat på observatoriet i Greenwich og var i færd med at iagttage de falmende nordlys efter en voldsom magnetisk storm. Pludselig dukkede "en stor, rund, grøntlysende skive" frem på himlen i øst-nord-øst og gled fra horisont til horisont på ca. to minutter. Når den syntes rund til at begynde med, skrev Maunder, skyldtes det sikkert en perspektivisk forkortning, for da den passerede meridianen lige over månen, havde den, nærmest form som en meget aflang ellipse. Forskellige andre iagttagere beskrev den som "cigarformet", "torpedoformet" eller "penformet". Dens højde over jorden blev anslået til 210 kilometer og dens hastighed til seksten kilometer i sekundet - "meget langsommere end bolidernes gennem- snitshastighed" (Bolider er gigantiske meteorer af sten eller nikkel og jern, og deres hastighed kan komme helt op på 80 kilometer i sekundet.)
Frank Schofield gjorde tjeneste som løjtnant på et amerikansk marineskib, da han den 28. februar 1904 kl. 6.10 om morgenen så "tre sælsomme meteorer". "Den forreste meteor, der på himlen syntes seks gange så stor som solen, og var æggeformet," berettede han. "De to følgende var mindre og tilsyneladende runde. Det så ud, som om de bevægede sig i en slags formation, og det blev de ved med, så længe de var i sigte. Det mærkeligste var, at de først gik meget nær havoverfladen og derefter steg igen."
Astronomen E. Walter Maunder beskrev i et videnskabeligt tidsskrift "den mærkelige himmelske gæst", som tusinder af englændere betragtede natten til den 17. november 1882. Maunder arbejdede den nat på observatoriet i Greenwich og var i færd med at iagttage de falmende nordlys efter en voldsom magnetisk storm. Pludselig dukkede "en stor, rund, grøntlysende skive" frem på himlen i øst-nord-øst og gled fra horisont til horisont på ca. to minutter. Når den syntes rund til at begynde med, skrev Maunder, skyldtes det sikkert en perspektivisk forkortning, for da den passerede meridianen lige over månen, havde den, nærmest form som en meget aflang ellipse. Forskellige andre iagttagere beskrev den som "cigarformet", "torpedoformet" eller "penformet". Dens højde over jorden blev anslået til 210 kilometer og dens hastighed til seksten kilometer i sekundet - "meget langsommere end bolidernes gennem- snitshastighed" (Bolider er gigantiske meteorer af sten eller nikkel og jern, og deres hastighed kan komme helt op på 80 kilometer i sekundet.)
I april 1897 havde mange amerikanske aviser en beretning på forsiden om et kæmpemæssigt, cigarformet "luftskib", der hævdedes at krydse i luften over Chicago. Sidst i marts havde rapporter fra Californien fortalt om "et cigarformet legeme, tilsyneladende uden drivkraft, ihvertfald ikke damp", der først var blevet set i nærheden af Sacramento og siden observeret over Denver i Colorado. Den 29. marts blev det ifølge New York Herald iagttaget af de fleste indbyggere i Omaha, Nebraska. "Det" var et stort lysende legeme -for stort til at være en ballon." New York Sun kunne fortælle sine læsere, at sporvognene i Kansas City standsede, og snart stod alle byens indbyggere og stirrede fra gader, altaner og hustage på fænomenet. "Det lyste lige så stærkt som tyve stjerner. Rapporterne strømmede ind til Chicago Tribune: "Flere agtede borgere i Eldorado, Iowa, hævder, at de har set det gigantiske luftskib, En mand fortalte, at det lignede en uhyre fugl af blankpudset sølv I Milwaukee blev det set af tusinder af mennesker. Objektet svævede ind over byen og standsede over rådhuset, hvor den blev et helt kvarter. Iagttagere fortalte, al lyskilden hang ned fra "et stort, mørkt, ovalt legeme."
Kort før mørkets frembrud den 22. marts 1870, da den britiske bark Lady of the Lake strøg af sted for fulde sejl i Midtatlanten, få grader nord for ækvator fik kaptajnen, Frederick Banner og hans besætning øje på en mærkværdig sky. Den var lysegrå, cirkelrund, gennemsigtig, men med tydelige omrids og tilsyneladende helt stiv. Genstanden kom skråt op mod vinden, drejede så lige op mod vinden og "blev liggende i vindøjet", til den opslugtes af mørket. Et uddrag af skibets logbog blev siden trykt i et engelsk, videnskabeligt tidsskrift, og her finder man en skitse af skyen, udført af kaptajn Banner. Den har en forbløffende lighed med de "tallerken" -tegninger, folk i moderne tid har udført på grundlag af deres iagttagelser.
Søndag aften den 9. februar 1913 blev tusinder af mennesker slået med rædsel ved at se en flammende, rødglødende genstand dukkede op på nordhimlen over Saskatchewan i Canada og fortsatte i lige linje ned, over den sydøstlige del af USA til Bermuda. Først troede folk, det var en uhyre raket, men den holdt sin kurs og styrtede ikke til jorden. Da fænomenet kom nærmere, blev det tydeligt, at enten havde det tre haler, eller også bestod det af tre forskellige himmellegemer i V-formation. Det bevægede sig i et mærkværdig tempo -meget langsommere end meteorer almindeligvis og forsvandt til sidst i det fjerne.
Derefter fulgte med mellemrum fire eller fem grupper af lignende himmellegemer. Alle dukkede op på samme sted i nord-vest, alle fulgte den samme kurs mod syd-øst. Mange iagttagere hævdede, at der "nær midten af den prægtige procession var en stor og smuk stjerne uden hale, og et lignende himmellegeme udgjorde bagtroppen" . Hastigheden blev anslået til mellem ti og femten kilometer i sekundet -- en meget ringe fart for meteorer. Encyclopædia Britannica har beregnet højden til cirka 60 kilometer på hele den observerede bane fra Canada til Bermuda. "Mange iagttagere," står der i senere skildringer, "sammenlignede fænomenet med en flåde af luftskibe, med lys både langskibs og for og agter, mens andre fandt, at det mere lignede en eskadre slagskibe ledsaget af krydsere og torpedojagere."
Kort før mørkets frembrud den 22. marts 1870, da den britiske bark Lady of the Lake strøg af sted for fulde sejl i Midtatlanten, få grader nord for ækvator fik kaptajnen, Frederick Banner og hans besætning øje på en mærkværdig sky. Den var lysegrå, cirkelrund, gennemsigtig, men med tydelige omrids og tilsyneladende helt stiv. Genstanden kom skråt op mod vinden, drejede så lige op mod vinden og "blev liggende i vindøjet", til den opslugtes af mørket. Et uddrag af skibets logbog blev siden trykt i et engelsk, videnskabeligt tidsskrift, og her finder man en skitse af skyen, udført af kaptajn Banner. Den har en forbløffende lighed med de "tallerken" -tegninger, folk i moderne tid har udført på grundlag af deres iagttagelser.
Søndag aften den 9. februar 1913 blev tusinder af mennesker slået med rædsel ved at se en flammende, rødglødende genstand dukkede op på nordhimlen over Saskatchewan i Canada og fortsatte i lige linje ned, over den sydøstlige del af USA til Bermuda. Først troede folk, det var en uhyre raket, men den holdt sin kurs og styrtede ikke til jorden. Da fænomenet kom nærmere, blev det tydeligt, at enten havde det tre haler, eller også bestod det af tre forskellige himmellegemer i V-formation. Det bevægede sig i et mærkværdig tempo -meget langsommere end meteorer almindeligvis og forsvandt til sidst i det fjerne.
Derefter fulgte med mellemrum fire eller fem grupper af lignende himmellegemer. Alle dukkede op på samme sted i nord-vest, alle fulgte den samme kurs mod syd-øst. Mange iagttagere hævdede, at der "nær midten af den prægtige procession var en stor og smuk stjerne uden hale, og et lignende himmellegeme udgjorde bagtroppen" . Hastigheden blev anslået til mellem ti og femten kilometer i sekundet -- en meget ringe fart for meteorer. Encyclopædia Britannica har beregnet højden til cirka 60 kilometer på hele den observerede bane fra Canada til Bermuda. "Mange iagttagere," står der i senere skildringer, "sammenlignede fænomenet med en flåde af luftskibe, med lys både langskibs og for og agter, mens andre fandt, at det mere lignede en eskadre slagskibe ledsaget af krydsere og torpedojagere."
En af de første, der gik ind for teorien om, at de mystiske lysfænomener måtte være gæster fra fremmede kloder, var Charles H. Fort, som døde i 1932 -femten år før man fandt på betegnelsen "flyvende tallerkner". Han havde brugt sit liv til at indsamle beretninger om sælsomme fænomener i jordens atmosfære, og han var aldeles overbevist om, at vi gennem mange århundreder er blevet holdt under opsyn af intelligentvæsener fra fjerne planetsystemer. Fra instituttet der bæres hans navn stammer ufobilledet øverst på siden.
Næste artikel medio januar. God nissefest og gløggelig nytår fra Martin.
Næste artikel medio januar. God nissefest og gløggelig nytår fra Martin.
