UFO II: Tusinder så den
En af de største UFO-observationer i USA
Han gik på landvejen og håbede på et lift den til sit hjem i Exeter. Men ingen trafik, derfor var heldet ikke med ham. Omkring klokken to passerede han en mark oven over hvilken der pludselig dukkede en kæmpestor rund genstand op. Langs hele randen sad glimtende, røde lys. Genstanden så ud til at have en diameter på 25 meter. Den kom duvende lige ned imod ham uden nogen som helst støj. Muscarello måtte springe væk fra vejen for ikke at blive ramt. Langsomt gav den mystiske tingest sig til at bakke væk over taget på et hus tæt ved marken. Endelig var den så langt borte, at Muscarello vovede sig frem og løbe hen til huset og hamrede på døren, råbte og skreg, men ingen lukkede op. Så kom en bil forbi, og Muscarello råbte den an og den holdt stille. Det midaldrende ægtepar i vognen tog ham med og satte ham af ved politistationen.
"Jeg er udmærket klar over, at De ikke tror et ord af det," sagde han til den vagthavende, "men send for himlens skyld en eller anden med mig derud"
Muscarello virkede umiddelbar oprigtig, og betjent Toland tilkaldte en patruljevogn. Den blev kørt af betjent Eugene Bertrand, og efter at have hørt Muscarellos beretning, fortalte han, at han en times tid forinden var kommet forbi en vogn, der holdt på en omkørselsvej i nærheden af Exeter. Kvinden bag rattet, var helt ude af selv og forklarede, at et eller andet enormt, lydløst luftfartøj havde fulgt lige i hælene på hende de 15 kilometer fra Epping. Hendes beskrivelse af genstanden svarede til Muscarello. Da hun kom til omkørselsvejen, satte genstanden en fantastisk fart på og forsvandt.
Klokken var næsten 3, da Bertrand og Muscarello nåede ud til marken. Bertrand parkerede patruljevognen og meldte over radioen til Toland, at Muscarello stadig var så sikker i sin sag, at han ville ud på marken for at undersøge den nærmere. Mens de gik, lyste Bertrand frem foran dem med sin stavlygte, men de så ingenting. Bertrand prøvede at overbevise Muscarello om, at det måtte være en helikopter, han havde set. Det afviste Muscarello pure. Han var godt kendt med de forskellige flytyper og skulle nok kunne genkende en helikopter.
Cirka 100 meter fra vejen var der en fold, hvor gårdejer Carl Dining havde sine heste gående. Lige da Bertrand vendte ryggen til folden for at lyse mod nogle store træer, begyndte hestene at skrabe i jorden og vrinske, og nogle hunde gav sig til at hyle og glamme. Muscarello råbte: "Jeg kan se den! Jeg kan se den!" Bertrand snurrede rundt og dér, på den anden side af folden hævede en strålende rund genstand sig langsomt op over to fyrretræer. Fuldstændig lydløst kom den vuggende imod dem og hele marken lå badet i et skærende, rødt lys.
Bertrand vinkede Muscarello hen til patruljevognen. Over radioen kaldte han betjent Toland på politistationen. "Nu ser jeg den tingest med mine egne øjne," råbte han.Fra vognen så de to mænd, hvordan genstanden svævede videre. Den var cirka tre
Efter nogle minutter begyndte genstanden langsomt at bevæge sig østover. Dens bevægelser var helt uberegnelige og stred mod alle aerodynamikkens regler. Mens den var på vej bort, kom en anden patruljevogn ført af betjent David Hunt. Han havde opfanget radiosamtalen mellem Bertrand og Toland. "Jeg kunne se dens flakkende bevægelser," rapporterede David Hunt senere, "og jeg så de blinkende lys. Jeg hørte også, hvordan hestene teede sig. Da den var helt ude af syne, fik vi øje p& en af militærets maskiner, en B-47. Man kunne sagtens se forskel. Der var overhovedet ingen sammenligning."
Få øjeblikke efter at genstanden var forsvundet, fik Reginald Toland på politistationen en opringning fra telefonistinden på Exeter central, som oplyste: "Der er lige kommet et opkald fra en mand, der var sådan ude af sig selv, at det var næsten umuligt at få hoved eller hale på, hvad han sagde, men det var noget om en flyvende tallerken, der var kommet lige imod ham, men før han var færdig med at fortælle, blev vi afbrudt. Jeg kaldte politiet i Hampton, og de underrettede Pease luftbase."
"Jeg er udmærket klar over, at De ikke tror et ord af det," sagde han til den vagthavende, "men send for himlens skyld en eller anden med mig derud"
Muscarello virkede umiddelbar oprigtig, og betjent Toland tilkaldte en patruljevogn. Den blev kørt af betjent Eugene Bertrand, og efter at have hørt Muscarellos beretning, fortalte han, at han en times tid forinden var kommet forbi en vogn, der holdt på en omkørselsvej i nærheden af Exeter. Kvinden bag rattet, var helt ude af selv og forklarede, at et eller andet enormt, lydløst luftfartøj havde fulgt lige i hælene på hende de 15 kilometer fra Epping. Hendes beskrivelse af genstanden svarede til Muscarello. Da hun kom til omkørselsvejen, satte genstanden en fantastisk fart på og forsvandt.
Klokken var næsten 3, da Bertrand og Muscarello nåede ud til marken. Bertrand parkerede patruljevognen og meldte over radioen til Toland, at Muscarello stadig var så sikker i sin sag, at han ville ud på marken for at undersøge den nærmere. Mens de gik, lyste Bertrand frem foran dem med sin stavlygte, men de så ingenting. Bertrand prøvede at overbevise Muscarello om, at det måtte være en helikopter, han havde set. Det afviste Muscarello pure. Han var godt kendt med de forskellige flytyper og skulle nok kunne genkende en helikopter.
Cirka 100 meter fra vejen var der en fold, hvor gårdejer Carl Dining havde sine heste gående. Lige da Bertrand vendte ryggen til folden for at lyse mod nogle store træer, begyndte hestene at skrabe i jorden og vrinske, og nogle hunde gav sig til at hyle og glamme. Muscarello råbte: "Jeg kan se den! Jeg kan se den!" Bertrand snurrede rundt og dér, på den anden side af folden hævede en strålende rund genstand sig langsomt op over to fyrretræer. Fuldstændig lydløst kom den vuggende imod dem og hele marken lå badet i et skærende, rødt lys.
Bertrand vinkede Muscarello hen til patruljevognen. Over radioen kaldte han betjent Toland på politistationen. "Nu ser jeg den tingest med mine egne øjne," råbte han.Fra vognen så de to mænd, hvordan genstanden svævede videre. Den var cirka tre
Efter nogle minutter begyndte genstanden langsomt at bevæge sig østover. Dens bevægelser var helt uberegnelige og stred mod alle aerodynamikkens regler. Mens den var på vej bort, kom en anden patruljevogn ført af betjent David Hunt. Han havde opfanget radiosamtalen mellem Bertrand og Toland. "Jeg kunne se dens flakkende bevægelser," rapporterede David Hunt senere, "og jeg så de blinkende lys. Jeg hørte også, hvordan hestene teede sig. Da den var helt ude af syne, fik vi øje p& en af militærets maskiner, en B-47. Man kunne sagtens se forskel. Der var overhovedet ingen sammenligning."
Få øjeblikke efter at genstanden var forsvundet, fik Reginald Toland på politistationen en opringning fra telefonistinden på Exeter central, som oplyste: "Der er lige kommet et opkald fra en mand, der var sådan ude af sig selv, at det var næsten umuligt at få hoved eller hale på, hvad han sagde, men det var noget om en flyvende tallerken, der var kommet lige imod ham, men før han var færdig med at fortælle, blev vi afbrudt. Jeg kaldte politiet i Hampton, og de underrettede Pease luftbase."
Klokken 13 næste dag kom major Griffin og løjtnant Brandt til Exeter fra Pease. De tog ud til stedet, hvor genstanden var blevet observeret og forhørte Bertrand, Hunt og Muscarello. Sent på aftenen strømmede det ind med telefoniske henvendelser fra folk, der havde nægtet at tro deres egne øjne, indtil de nu i avisen læste politiets beretning. Kort efter begyndte dansk-amerikaneren John Larsen, civilingeniør af uddannelse, sine undersøgelser på egnen, og det skulle komme til at tage mange uger. Hans hensigt var at fremdrage hver eneste detalje om dette specielle UFO, og det lykkedes ham at komme under vejr med mere, end politiet og militæret havde på sagen.
Han interviewede således den 17-årige gymnasiast Ron Smith, som et par uger før havde kørt i bil med sin mor og sin tante klokken 11 om aftenen lige i nærheden af stedet, hvor Muscarello havde haft sin UFO-oplevelse. "Pludselig sagde min tante, at jeg skulle kikke op," fortalte Ron Smith. Jeg stoppede vognen, så i vejret og fik øje på en mærkelig genstand. Der sad et rødt lys på toppen af den, mens bunden var helt hvid. Den var ligesom glødende. Den passerede én gang henover vognen, stoppede og kom tilbage. Den lavede næsten ingen støj, bare en sagte snurren som en kat, der spinder."
John Larsen kom også i forbindelse med andre. Journalisten Virginia Hale fra Hampton, så UFO'en tydeligt i 10 til 20 minutter. "Jeg stod ved køkkenvasken og så ud ad vinduet ved 7-tiden om aftenen, da mit blik opfangede et klart lys, der bevægede sig meget langsomt. Pludselig stod det stille over et bestemt hus. Jeg satte et mærke på ruden med vand fra opvaskerbaljen for at kunne huske, hvor det var. Med et begyndte genstanden at bakke mod sydvest, og den tabte højde så hurtigt, at jeg blev helt bange for, at den skulle styrte ned. Og nu kunne jeg se, at den var kuppelformet med flad underside."
Hos mrs. Rudy Pearce midt mellem Hampton og Exeter mødtes John Larsen med nogle af hendes naboer og lyttede i over en time til deres beretninger. Et par kvinder var bange for at gå ud om aftenen. "Nogle af de der tingester hænger oppe i luften i halve timer ad gangen," sagde mrs. Deyo. "De hænger der bare."
Der begyndte efterhånden at komme så mange beretninger fra egnens folk, fra politiet og aviserne, at det blev uoverkommeligt for John Larsen at følge dem alle op. Alligevel snakkede han udførligt med omkring 60 mennesker. Som ventet kviede mange mennesker sig ved at fortælle om deres observationer, bange for at blive til grin. De fleste var dog godt kendt med de forskellige civile og militære fly på grund af den stadige trafik på og omkring den nærliggende Pease luftbase. Næsten alle kunne de berette om lysende, tallerkenformede genstande, enten hvide eller orangefarvede eller skiftende i kulør. Mange sagde, at de så glimtende lys rundt langs kanten, og alle syntes enige om, at genstanden var fuldstændig lydløs. Det var også blevet bemærket, at eventuelle dyr i nærheden var urolige, samt at der havde været forstyrrelser i radioen og tændingsbesvær med biler.
I en rapport på over 200 maskinskrevne sider var der 73 beretninger om, at UFO'er var set over højspændingsledninger. Ingen af disse oplysninger var nye for NICAP, den private organisation i Washington der på det tidspunkt havde indsamlet materiale gennem tyve år om UFO'er og krævet, at offentligheden får fuld besked om dem.
Enhver amerikansk luftbase, der modtog en UFO-rapport, sendte en officer til stedet for at foretage en undersøgelse. Oplysningerne sendtes videre til Wright-Patterson-Basen i Ohio, hvor de blev gennemgået af eksperter. Rapporten kommer til sidst til forsvarsministeriet i Washington, der kan oplyse, at kun 6,4% af de tusinder af genstande, der rapporteres om, forbliver uidentificerede. Resten af tilfældene henregnes til temperatur-fænomener, vejrballoner, almindelige flyvemaskiner, stjerner, planeter, skyer, genspejlinger ogsåvidere. De militære eksperters undersøgelsesmetoder er ofte blevet kritiseret af UFO-eksperterne, som mener, at i virkeligheden er denne lave procent manipuleret, fordi militæret, og sikkert også mange politikere, ønsker det af hensyn til offentligheden.
John Larsen betvivler ikke et øjeblik sit eget resultat. Året efter tog han tilbage til Exeter for at samle yderligere materiale om observationerne. En malende beskrivelse fik han af den l6-årige skoleelev Joseph Jalbert. Denne boede næsten lige under elmasterne, der bar ledningerne langs vejen til Exeter. En aften i slutningen af oktober lige inden mørkets frembrud, bemærkede han en rødlig, cigarformet genstand højt på himlen. Pludselig så han en mindre, orangerød skive skille sig ud fra den og langsomt dale ned mod jorden. Den kom stadig nærmere, strøg hen langs ledningerne og stoppede et halvt hundrede meter fra ham, ikke engang en halv meter over trådene. Ganske langsomt blev et sølvfarvet rør sænket ned fra skiven, til det rørte ledningen. I flere sekunder var det i forbindelse mod kablet, så blev det trukket tilbage i skiven, der i næste nu satte en fantastisk fart på og forsvandt op i den cigarlignende genstand på ny.
Fortrolige udtalelser fra militærfolk i området bekræftede de forskellige udsagn, og man måtte desuden kunne udelukke, at så mange mennesker havde været ofre for et synsbedrag eller blot moret sig med at brygge en historie sammen, bortset fra at de fleste, der har afgivet vidneudsagn ikke kendte hinanden. Men den tavshed, man til stadighed fra officiel side opretholder om UFO'erne, må siges at være nok så mystisk som det, der så mange år efter begivenheden stadig berettes om i Exeter af de, der husker den.
Har man set en UFO, er det nok noget, man aldrig glemmer.
Han interviewede således den 17-årige gymnasiast Ron Smith, som et par uger før havde kørt i bil med sin mor og sin tante klokken 11 om aftenen lige i nærheden af stedet, hvor Muscarello havde haft sin UFO-oplevelse. "Pludselig sagde min tante, at jeg skulle kikke op," fortalte Ron Smith. Jeg stoppede vognen, så i vejret og fik øje på en mærkelig genstand. Der sad et rødt lys på toppen af den, mens bunden var helt hvid. Den var ligesom glødende. Den passerede én gang henover vognen, stoppede og kom tilbage. Den lavede næsten ingen støj, bare en sagte snurren som en kat, der spinder."
John Larsen kom også i forbindelse med andre. Journalisten Virginia Hale fra Hampton, så UFO'en tydeligt i 10 til 20 minutter. "Jeg stod ved køkkenvasken og så ud ad vinduet ved 7-tiden om aftenen, da mit blik opfangede et klart lys, der bevægede sig meget langsomt. Pludselig stod det stille over et bestemt hus. Jeg satte et mærke på ruden med vand fra opvaskerbaljen for at kunne huske, hvor det var. Med et begyndte genstanden at bakke mod sydvest, og den tabte højde så hurtigt, at jeg blev helt bange for, at den skulle styrte ned. Og nu kunne jeg se, at den var kuppelformet med flad underside."
Hos mrs. Rudy Pearce midt mellem Hampton og Exeter mødtes John Larsen med nogle af hendes naboer og lyttede i over en time til deres beretninger. Et par kvinder var bange for at gå ud om aftenen. "Nogle af de der tingester hænger oppe i luften i halve timer ad gangen," sagde mrs. Deyo. "De hænger der bare."
Der begyndte efterhånden at komme så mange beretninger fra egnens folk, fra politiet og aviserne, at det blev uoverkommeligt for John Larsen at følge dem alle op. Alligevel snakkede han udførligt med omkring 60 mennesker. Som ventet kviede mange mennesker sig ved at fortælle om deres observationer, bange for at blive til grin. De fleste var dog godt kendt med de forskellige civile og militære fly på grund af den stadige trafik på og omkring den nærliggende Pease luftbase. Næsten alle kunne de berette om lysende, tallerkenformede genstande, enten hvide eller orangefarvede eller skiftende i kulør. Mange sagde, at de så glimtende lys rundt langs kanten, og alle syntes enige om, at genstanden var fuldstændig lydløs. Det var også blevet bemærket, at eventuelle dyr i nærheden var urolige, samt at der havde været forstyrrelser i radioen og tændingsbesvær med biler.
I en rapport på over 200 maskinskrevne sider var der 73 beretninger om, at UFO'er var set over højspændingsledninger. Ingen af disse oplysninger var nye for NICAP, den private organisation i Washington der på det tidspunkt havde indsamlet materiale gennem tyve år om UFO'er og krævet, at offentligheden får fuld besked om dem.
Enhver amerikansk luftbase, der modtog en UFO-rapport, sendte en officer til stedet for at foretage en undersøgelse. Oplysningerne sendtes videre til Wright-Patterson-Basen i Ohio, hvor de blev gennemgået af eksperter. Rapporten kommer til sidst til forsvarsministeriet i Washington, der kan oplyse, at kun 6,4% af de tusinder af genstande, der rapporteres om, forbliver uidentificerede. Resten af tilfældene henregnes til temperatur-fænomener, vejrballoner, almindelige flyvemaskiner, stjerner, planeter, skyer, genspejlinger ogsåvidere. De militære eksperters undersøgelsesmetoder er ofte blevet kritiseret af UFO-eksperterne, som mener, at i virkeligheden er denne lave procent manipuleret, fordi militæret, og sikkert også mange politikere, ønsker det af hensyn til offentligheden.
John Larsen betvivler ikke et øjeblik sit eget resultat. Året efter tog han tilbage til Exeter for at samle yderligere materiale om observationerne. En malende beskrivelse fik han af den l6-årige skoleelev Joseph Jalbert. Denne boede næsten lige under elmasterne, der bar ledningerne langs vejen til Exeter. En aften i slutningen af oktober lige inden mørkets frembrud, bemærkede han en rødlig, cigarformet genstand højt på himlen. Pludselig så han en mindre, orangerød skive skille sig ud fra den og langsomt dale ned mod jorden. Den kom stadig nærmere, strøg hen langs ledningerne og stoppede et halvt hundrede meter fra ham, ikke engang en halv meter over trådene. Ganske langsomt blev et sølvfarvet rør sænket ned fra skiven, til det rørte ledningen. I flere sekunder var det i forbindelse mod kablet, så blev det trukket tilbage i skiven, der i næste nu satte en fantastisk fart på og forsvandt op i den cigarlignende genstand på ny.
Fortrolige udtalelser fra militærfolk i området bekræftede de forskellige udsagn, og man måtte desuden kunne udelukke, at så mange mennesker havde været ofre for et synsbedrag eller blot moret sig med at brygge en historie sammen, bortset fra at de fleste, der har afgivet vidneudsagn ikke kendte hinanden. Men den tavshed, man til stadighed fra officiel side opretholder om UFO'erne, må siges at være nok så mystisk som det, der så mange år efter begivenheden stadig berettes om i Exeter af de, der husker den.
Har man set en UFO, er det nok noget, man aldrig glemmer.
