Uden Filter: Niels "Niarn" Roos

Vi er stolte af at præsentere et nyt koncept på Connery - Uden Filter.

I al sin enkelthed går det ud på, at vi tager ud til kunstnere i det ganske, danske land for at høre historier om, hvad der sker, når kameraet er slukket, koncerten er afsluttet og livet fortsætter eller begynder bag tæppefaldet.

Vi ser dem i medierne, vi ser dem i interviews på landsdækkende tv, og vi ser dem på de sociale medier - men hvordan er livet bag facaden, glamouren og på scenen?

Råt for usødet.

Vores første interview er med Niels Roos, som folk i mange år har kendt bedst under navnet ‘Niarn’.

Niarn? Det er i hvert fald det, der bliver råbt af mig nede i Netto!”

- lyder det fra Niels Roos, som sidder i studiet omgivet af sine musikalske instrumenter.

Men hvis du ikke skulle have opdaget det, så er Niarn faktisk død.

Sådan lød det fra kunstneren Niels Roos i dokumentaren af samme navn på TV2 tidligere på året, som kiggede nærmere på kunstnerens møde med musikbranchens op- og nedture såvel som følelsen af at mangle mere i livet, når man stirrer på bunden af endnu en tom vodkaflaske.

Nu står Niels Roos tilbage.

En person præget, formet og belært af sin fortid, klar med ny viden, ny identitet, et nyt blik på livet - og ikke mindst en ny lyd.

Den 39-årige kunstner har skiftet identitet, og lyrikken er blevet akkompagneret af akustiske toner, selvrefleksive nuancer og en masse historier fra det hårde liv på vodka og vred lyrik.

Vi har taget en snak med Niels Roos omkring tiden som Niarn for at få et indblik i, hvordan livet på farten så ud, når bølgerne gik højt, når sprutten flød som honning og øjeblikke, hvor folk havde en fest hele døgnet på godt og ondt.

“Festen starter allerede i tourbussen. Vi jokede altid med, at når vi fra København ramte motorvejen, så havde vi allerede drukket de første bajere og rullet den første joint op.”

Der var altid smæk på fra starten af, når holdet bag Niarn tog ud for at spytte de nye og gamle rapsange ud til folket.

Og det gik hånd i hånd.

Når de ankom til spillestedet, stod der altid våde varer til at smøre ganen med inden showet.

Altid en kasse øl, en kasse sodavand, en flaske Stolichnaya-vodka og en flaske Havana Club-rom.

Den var sikker hver gang.

“TE, ANGST, DOMINANS!”

- råber Niels med et smil, mens han fortæller om, at når man har Simon Jul med på guitar, så kan man ikke have et klassisk kampråb fra sportsverdenen. Så skal det altid være noget helt absurd.

Niels tænker tilbage på den vildeste koncertoplevelse nogensinde, og tankerne falder hurtigt på øjeblikket, hvor han står overfor et festivaljob, hvor han ikke længere ‘bare er med’.

Koncerten er i eget navn for første gang.

Mere præcist til Kløften Festival, hvor Niarn så sin spæde begyndelse med et gennemsnitligt tilskuertal på godt og vel 300-500 mennesker.

Pludselig kommer der 5000 mennesker til denne ene koncert.

“Det var fuldstændig vanvittigt. Vi vågnede op, helt bagstive og ødelagt af tømmermænd, da det gik op for os, hvad der skulle ske. 30 minutter senere skulle vi performe for 5000 mennesker!”

Showet blev en succes i en cocktail af rutinerede gamle drenge, tømmermændsrutiner og ikke mindst et øjeblik, hvor Niarn blev forvandlet til D-A-D.

D-A-Ds Bad Craziness-video er kendt for den enorme sofa, som efterfølgende er blevet foræret til Kløften Festival, hvor Niels under koncerten ikke kunne dy sig for at hoppe op på den.

I samme øjeblik begynder Simon Jul af spille “Laugh and a half”.

“Pludselig står vi som Niarn og skråler D-A-D-klassikeren for 5000 mennesker, som sang med. Det var en af de vildeste oplevelser nogensinde.”

Et liv i overhalingsbanen er selvfølgelig ikke altid en dans på roser, og Niels kigger på den anden ende af skalaen på koncertoplevelser.

“Det værste, jeg nogensinde har oplevet, var midt i en turné, hvor en af mine barndomsvenner fra Aalborg døde.”

Niels fik den hårde nyhed at vide på en dag, hvor han skulle spille koncert om aftenen.

Niels ryster på hovedet og ville ønske, at han var klogere og bare havde aflyst det.

“Det afspejler sig i musikken, når der sker noget i dit liv. Hvis der sidder nogle unge musikere derude, der er godt i gang med at få skub i karrieren, og som rammes af en krise. Selvom I er bange for ‘hvad nu hvis’ - fucking aflys lortet.”

Niels kigger på lyrikken fra Niarn-tiden, hvor musikken spiller meget på, hvordan livet så ud for ham og hans omgangskreds i tiden.

Mest stolt er han af sangen ‘Jimmy og Maria’, som er en historiefortælling om et ungt par fra en lavere socialklasse, der bliver forelskede. Fyren ryger i fængsel og ender med at blive dræbt bag tremmer.

Selvom det er en fiktiv fortælling, så afspejler den mange følelser og øjeblikke, som har præget Niels’ liv:

“Jeg har mødt rigtig mange Jimmy’er og Maria’er i mit liv på godt og ondt. Jeg er rigtig glad for det stykke musik, da mange folk kan relatere til følelserne i lyrikken.”

Det handler for Niels om at finde musikken fra hjertet og fra følelserne.

Pladeselskabet på hans tredje album pressede ham ud i at lave en sang om hans politiske holdninger, hvilket han ikke var helt ombord på.

Det blev til sangen “Moderne”, som desværre floppede.

“Det er det største flop, jeg nogensinde har udgivet. Jeg hader den sang. For mig vil den sang altid bare stå som den sang, der myrdede ‘Jimmy og Maria’.”

Niels fortæller om beslutningen om at lave en dokumentarfilm med Ole Juncker om livet som Niarn, set i lyset af den person, som Niels Roos er i dag. Niels har altid været aktiv med et videokamera, siden han købte sit første som 19-årig.

Det har resulteret i en masse arkivmateriale, som var et råt for usødet indblik i Niarns liv.

Alt blev dokumenteret - på godt og ondt.

Men beslutningen var svær.

"Jeg fortrød det 30 millioner milliarder gange under processen. Og min kone fortrød det 100 millioner milliarder gange.”

Synet af de gamle dage med vodka ad libitum og hårde dage på turneen vækkede blandede følelser hos Niels, men i sidste ende var både Niels og hans kone glade for, at de fuldførte projektet.

Dokumentaren har hjulpet med at sætte ord og ansigt på nogle følelser, som mange unge kunstnere såvel som unge mænd går og bakser med i hverdagen.

For første gang i Niels' liv kunne han endelig agere rollemodel ved at skildre sit liv. 

Niels’ liv kan afspejle nogle af de valg, man bør undgå og desuden vise, at der er nogle tabuer eller følelser, som vi kan have svært ved at snakke om i vores omgangskreds.

Fra asken af Niarn dukker Niels Roos op for at vise den nye side af sig selv.

Med tre simple fokuspunkter beskriver Niels sin nye identitet:

1. Selvstændighed.

Jeg vil være selvstændig. Jeg vil styre alt det her selv. Der skal ikke være andre, der kommer og har indflydelse på, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal.

2. Gør tingene med hjertet.

Jeg skal kun gøre ting, jeg føler for, ting jeg har lyst til og ikke fordi, jeg føler mig presset til det, fordi så kunne man måske lige få det job der, hvis man lige gør det. No fucking way - jeg vil kun lave ting, jeg føler for.

3. Husk dig selv i processen.

Jeg vil have mig selv med. Det er vigtigt for mig at have mig selv med, fordi jeg har lavet rigtig mange ting, hvor jeg ikke havde mig selv med -  selvom den der fucking check duftede lidt for godt. Det gider jeg ikke mere, jeg skal have mig selv med."

Niarn er blevet lagt i graven og har med sit exit forladt underholdningsbranchen, den danske rapscene og Niels' liv.

Permanent.

Den gamle rustne stemme med de karakteristiske træk af en aalborgensisk accent fortsætter dog stadigvæk i det musikalske spor.

Niels laver i dag musik ud fra den opskrift, som også dannede rammen dengang, hvor hans karriere tog sin begyndelse: Fordi, det er sjovt.

Niels Roos udfolder sig i en mere voksen udgave på nummeret med den knap så korte titel: “Der Er Ik´ Noget Der Er Så Skidt At En Druktur Ik´ Ka´ Gøre Det Endnu Værre” - end han gjorde på nummeret “Undskyld jeg var fuld” fra hans sidste album som Niarn, ‘Rød Aalborg’.

Det nye nummer bærer dog stadig præg af en tid i Niels' liv, hvor sprut fyldte mere i hans hverdag end oxygen.

Ikke desto mindre er Niels tilbage.

Genfødt.

Dæmonerne på skulderen er væk, og hvor han engang rappede om at være “Antihelt”, har han med sin dokumentar fungeret som en rollemodel.

Niels er dermed gået fra en antihelt til en helt, som har vist andre - hvor sprut og stoffer har spillet en altoverskyggende rolle - at der findes en vej ud.