Jeg har set hende danse helt derud, hvor hun kunne ikke selv finde tilbage til sig selv. Jeg har set hende forlade sin krop og forsvinde ind i en anden dimension. Jeg har set hende danse væk herfra. Sammen med mig og alene. I natten, i rusen, i giften, i lyset, i lyden. Væk fra hverdagens skarpe lys. På gulvene i byen.
Pigen danser, tiden og rummet står stille omkring hende
– hun bevæger mig, når hun bevæger sig. Hendes fødder, ben, lår, hofter, mave, arme, hoved flyder ud i laserstrålerne, der omkranser hendes silhuet og slikker hendes hud. Hendes hår er ukontrollerbart. Stop motion, slowmotion, i hak. Stroboskopets hvide lys. Blitzene. Blinkene. Hendes bevægelser rører mig i dem.
Beatet, bassen, bolden er igen kastet op i luftet, og nu er det kun lige nu, der gælder. For hende, for mig, for os. Hun bliver væk på natten, hun, bevæger sig længere og længere væk fra sig selv og længere og længere ind til det, i nat, som hverken hun eller jeg kender endnu. Jeg kan kun se hende, og kun tro, hvad hun tænker; hvad mon hun tænker?
Jeg kigger ind i hendes øjne.
Pupillerne er udvidede, jeg er påvirket, hun er påvirket. Hvad skal vi, hvad laver vi nu her igen, åh nej!, hvad har vi gjort ved os selv, igen? Jeg kan se hende, og hun kan se mig – vores blikke mødes – men kan vi overhovedet se hinanden, spørger jeg mig selv.
Refleksøjne. Det er falsk, siger jeg til mig selv. Men vi gør det igen, og igen, og igen, og igen. Weekend efter weekend. Hun trækker i det der tøj, som sidder lidt strammere. Hun maler sit ansigt som skulle hun i krig. Jeg tager det der tøj på, som er lidt mere cool. Jeg gør lidt mere ud af mig selv, end jeg ellers ville gøre. Og så mødes vi derude igen. Hvor intet er forbudt. Hvor alt er ligegyldigt og allervigtigst. Alt er nu. Alt er nyt. Alt kommer tilbage. Igen i nat.
Hvor har du mon været før; hvor kommer du fra? Hvilke byer har du besøgt, har du en familie, der savner dig nu, hvem er du, har jeg mon set dig før… uden at være i stand til at kende dig? Jeg spekulerer på, hvad vi laver herude, herinde. På diskoteket. Igen i nat.
Hun danser derude i lysene, i vibrationerne, i mængden. Lyset lyser på hende. Kun hende. Jeg har følt det før, og det vil helt sikkert komme igen, og vi vil gøre det igen. Begge to. For vi er afhængige. Af natten, af rusen, af giften, af lyset, af lyden.
Jeg spekulerer på, hvorfor vores sansers bedøvelse/forstærkelse er et kriterium for, at vi kan føle os sådan rigtigt levende:
Måske endda frie. Pulveret, væsken, pillen, røgen og så videre er vores følgesvende i universet bag murene på nattens diskoteksfacader. Hvorfor blæser vi vores hjerne ud gang på gang på gang? Flygter vi? Er vi bange for livets monotone lyd? Er dansegulvet og barskranken en nødvendighed for rigtigt at føle, at vores hjerte pulserer og vores lunger trækker sig sammen og udvider sig? Er vi kun os selv, når vi ikke helt kan se hinanden for tågerne?
—>
ser billedet, af os to, vi genspejles, i hinandens refleksøjne. Jeg spejler mig igen i dine udmattede øjnes udvidede pupiller. Flakkende blikke. Jeg ser dybt ind i din sjæl, men selvom du slet ikke er her hos mig, fortæller du mig: alt.
Du er et fatamorgana af din egen sjæl, som du florerer i nattelivet, i vores alles nærvær, i din egen person spejler du dig i omverdenen. Du euforiserer dig selv med påvirkninger fra kemi og natur, det går ind i din krop – lokaliserer din kanal til din hjerne og blæser ind i dine sanser, dine sanser danser, langt ude, helt derud hvor små skrig dør hen, din bevidsthed er sort som nattemørket.
Når jeg ser dig derude i den anden verden, ser jeg en karikatur af dit liv, en afspejling i din tilstands spejlbillede, jeg ser et sollysskræmt in
De kegleformede lysstråler fra dine øjne fortæller mig om dig, du råber på hjælp fra nogen, men du udvælger et stof, som du ikke selv er lavet af, som din krop ikke selv indeholder eller producerer, og flygter fra hverdagen med det.
Jeg kan næsten ikke se dig i øjnene.
Du har selv været der.
Gjort det. Følt det. Rørt det. Set det. Hørt det. Lugtet det. Måske endda mærket, at du ikke helt vidste, hvorfor du gjorde, som du gjorde. Hvorfor du befandt sig netop på det sted, hvor du befandt dig.
Du er selv vågnet med de vildeste tømmermænd, ude af stand til at sige ret meget om gårdsdagen – hvad du foretog dig – og du har svoret, at du aldrig ville drikke dig så fucking mega stiv igen. Men du gjorde det en uge, to, tre, fire, eller måske syv måneder senere, men du gjorde det igen. Du følte trangen til at flygte fra det liv, som du ellers lever, med de samme kollegaer, med de samme medstuderende, med de samme mennesker og daglige indtryk. Dit liv.
Men jeg tror, vi eskaperer med lynets hast, når muligheden byder sig aka. fredag og lørdag aften. Jeg tror, vi flygter. Jeg tror, vi flygter, bryder ud, flyver væk fra dagens grå farveskema, i nattens mørke med et håb om at finde alternativiteten, adspredelsen, det glade samvær med folk vi holder af og måske endda med håbet om at finde noget nyt. Euforien. Et nyt krydderi. En ny oplevelse. Et nyt ansigt i vores billedbog.
Nattelivet er nemlig et helt andet univers. En kontrast til den dag, som vi alle sammen gennemlever. I natten vågner synden, lysten, spontaniteten, drømmen, det forbudte, det af vejen gemte – det, som vi normalt gemmer væk. Nattelivet er en kontrast til livet om dagen, dagslivet om man vil, og det er her, vores lyster og sanser udfolder sig i en turbodans, som vi klokken 2 er sikre på varer ved for evigt, og som vi allerede klokken 6 må forlade, fordi sollyset atter skamferer himlen og visker de drømme ud, som var der for et splitsekund siden.
Du har selv haft en følelse af at være mere levende i de der euforiske nattetimer, hvor det kun er dig selv og dine omgivelser lige dér, lige i de timer, der gælder. Det ved jeg. For jeg har set dig med mine øjne.
Men hvorfor er det så stor en del af vores liv – jagten på lykken i det andet univers, natten?
– pigens ansigt så jeg aldrig igen.