Ud i natten
Om livets mangfoldighed i nattens regnbuefarver - flygter vi?
Pigen danser, tiden og rummet står stille omkring hende
- hun bevæger mig, når hun bevæger sig. Hendes fødder, ben, lår, hofter, mave, arme, hoved flyder ud i laserstrålerne, der omkranser hendes silhuet og slikker hendes hud. Hendes hår er ukontrollerbart. Stop motion, slowmotion, i hak. Stroboskopets hvide lys. Blitzene. Blinkene. Hendes bevægelser rører mig i dem.
Beatet, bassen, bolden er igen kastet op i luftet, og nu er det kun lige nu, der gælder. For hende, for mig, for os. Hun bliver væk på natten, hun, bevæger sig længere og længere væk fra sig selv og længere og længere ind til det, i nat, som hverken hun eller jeg kender endnu. Jeg kan kun se hende, og kun tro, hvad hun tænker; hvad mon hun tænker?
Jeg kigger ind i hendes øjne.
Pupillerne er udvidede, jeg er påvirket, hun er påvirket. Hvad skal vi, hvad laver vi nu her igen, åh nej!, hvad har vi gjort ved os selv, igen? Jeg kan se hende, og hun kan se mig - vores blikke mødes - men kan vi overhovedet se hinanden, spørger jeg mig selv.
Refleksøjne. Det er falsk, siger jeg til mig selv. Men vi gør det igen, og igen, og igen, og igen. Weekend efter weekend. Hun trækker i det der tøj, som sidder lidt strammere. Hun maler sit ansigt som skulle hun i krig. Jeg tager det der tøj på, som er lidt mere cool. Jeg gør lidt mere ud af mig selv, end jeg ellers ville gøre. Og så mødes vi derude igen. Hvor intet er forbudt. Hvor alt er ligegyldigt og allervigtigst. Alt er nu. Alt er nyt. Alt kommer tilbage. Igen i nat.
- hun bevæger mig, når hun bevæger sig. Hendes fødder, ben, lår, hofter, mave, arme, hoved flyder ud i laserstrålerne, der omkranser hendes silhuet og slikker hendes hud. Hendes hår er ukontrollerbart. Stop motion, slowmotion, i hak. Stroboskopets hvide lys. Blitzene. Blinkene. Hendes bevægelser rører mig i dem.
Beatet, bassen, bolden er igen kastet op i luftet, og nu er det kun lige nu, der gælder. For hende, for mig, for os. Hun bliver væk på natten, hun, bevæger sig længere og længere væk fra sig selv og længere og længere ind til det, i nat, som hverken hun eller jeg kender endnu. Jeg kan kun se hende, og kun tro, hvad hun tænker; hvad mon hun tænker?
Jeg kigger ind i hendes øjne.
Pupillerne er udvidede, jeg er påvirket, hun er påvirket. Hvad skal vi, hvad laver vi nu her igen, åh nej!, hvad har vi gjort ved os selv, igen? Jeg kan se hende, og hun kan se mig - vores blikke mødes - men kan vi overhovedet se hinanden, spørger jeg mig selv.
Refleksøjne. Det er falsk, siger jeg til mig selv. Men vi gør det igen, og igen, og igen, og igen. Weekend efter weekend. Hun trækker i det der tøj, som sidder lidt strammere. Hun maler sit ansigt som skulle hun i krig. Jeg tager det der tøj på, som er lidt mere cool. Jeg gør lidt mere ud af mig selv, end jeg ellers ville gøre. Og så mødes vi derude igen. Hvor intet er forbudt. Hvor alt er ligegyldigt og allervigtigst. Alt er nu. Alt er nyt. Alt kommer tilbage. Igen i nat.
Hvor har du mon været før; hvor kommer du fra? Hvilke byer har du besøgt, har du en familie, der savner dig nu, hvem er du, har jeg mon set dig før... uden at være i stand til at kende dig? Jeg spekulerer på, hvad vi laver herude, herinde. På diskoteket. Igen i nat.
Hun danser derude i lysene, i vibrationerne, i mængden. Lyset lyser på hende. Kun hende. Jeg har følt det før, og det vil helt sikkert komme igen, og vi vil gøre det igen. Begge to. For vi er afhængige. Af natten, af rusen, af giften, af lyset, af lyden.
Jeg spekulerer på, hvorfor vores sansers bedøvelse/forstærkelse er et kriterium for, at vi kan føle os sådan rigtigt levende:
Måske endda frie. Pulveret, væsken, pillen, røgen og så videre er vores følgesvende i universet bag murene på nattens diskoteksfacader. Hvorfor blæser vi vores hjerne ud gang på gang på gang? Flygter vi? Er vi bange for livets monotone lyd? Er dansegulvet og barskranken en nødvendighed for rigtigt at føle, at vores hjerte pulserer og vores lunger trækker sig sammen og udvider sig? Er vi kun os selv, når vi ikke helt kan se hinanden for tågerne?
Hun danser derude i lysene, i vibrationerne, i mængden. Lyset lyser på hende. Kun hende. Jeg har følt det før, og det vil helt sikkert komme igen, og vi vil gøre det igen. Begge to. For vi er afhængige. Af natten, af rusen, af giften, af lyset, af lyden.
Jeg spekulerer på, hvorfor vores sansers bedøvelse/forstærkelse er et kriterium for, at vi kan føle os sådan rigtigt levende:
Måske endda frie. Pulveret, væsken, pillen, røgen og så videre er vores følgesvende i universet bag murene på nattens diskoteksfacader. Hvorfor blæser vi vores hjerne ud gang på gang på gang? Flygter vi? Er vi bange for livets monotone lyd? Er dansegulvet og barskranken en nødvendighed for rigtigt at føle, at vores hjerte pulserer og vores lunger trækker sig sammen og udvider sig? Er vi kun os selv, når vi ikke helt kan se hinanden for tågerne?
