Gaming

Ubisoft trykker på reset-knappen – og Prince of Persia ryger med i faldet

Der er dårlige dage, og så er der Ubisoft-dage.

Den franske spilgigant har netop annonceret, at de canceller seks spil, lukker studier og i samme omgang smider Prince of Persia: The Sands of Time Remake i skraldespanden. Jep. Den remake, vi har ventet på siden dengang vi stadig sagde “det kommer nok næste år”.

Ubisoft kalder det selv et “major reset”. Vi andre kalder det “panik med excel-ark”.

Farvel til barndommen (igen)

Prince of Persia: The Sands of Time fra 2003 var ikke bare et spil – det var en følelse. Parkour før parkour var cool, tidsmanipulation før Christopher Nolan gjorde det til en personlighed, og en prins der faktisk havde karisma.

Remaken blev annonceret, udskudt, genannonceret, flyttet mellem studier… og nu altså aflyst. Ikke forsinket. Ikke “vi kigger på det senere”. Bare: sluk lyset.

Imens vælter remakes og remasters ellers frem i branchen – Super Mario, Oblivion og Metal Gear Solid 3 sælger som varme croissanter i Paris. Derfor giver beslutningen omtrent lige så meget mening som loot boxes i et singleplayer-spil.

Studier lukker – aktien falder

Ubisoft lukker studier i Stockholm og Halifax, omstrukturerer flere andre, og aktien tog et dyk på 33 % hurtigere end et noob i Rainbow Six.

CEO Yves Guillemot forklarer, at det hele handler om at skabe “bæredygtig vækst”. Det er direktør-sprog for: Vi har brugt for mange penge, og nu skal der ryddes op.

Og lad os være ærlige – AAA-spil er blevet absurd dyre. Udviklingstider på 6-8 år, budgetter der matcher mindre lande, og fans der bliver rasende, hvis en NPC blinker forkert.

Mindre nyt – mere sikkert

Ubisoft vil nu fokusere på det, de ved virker:

  • Assassin’s Creed
  • Far Cry
  • Rainbow Six
  • Open worlds
  • Live service (læs: “kan vi ikke lige få dig til at betale lidt mere?”)

Nye IP’er? Nah. For risikabelt. Prince of Persia? For nostalgisk åbenbart.

Målet er ifølge Ubisoft at gøre deres største franchises til “annual billionaire brands”. Det lyder imponerende – men også som noget, der ender med Assassin’s Creed 17: Valhalla – The Battle Pass Edition.

TL;DR

Ubisoft satser sikkert, spiller defensivt og ofrer et ikon for at holde maskinen kørende. Det er forretningsmæssigt forståeligt… men som gamer gør det stadig lidt ondt i hjertet.

Tryk F for Prince of Persia.