Film
Ubegrænset besøg i biografen: Aalborg får landets første biografabonnement
All-you-can-watch konceptet har haft succes i USA – kan det fungere i Danmark?
Nordisk Film Biografer har netop lanceret deres første mulighed for en abonnementløsning, hvor man som kunde kan se et ubegrænset antal film.
Der eksisterer andre former for abonnementer og fordelsklubber i danske biografer, men Bioplus Unlimited er første gang en ubegrænset løsning ser dagens lys i Danmark – og i første omgang kommer det aalborgenserne til gode, gennem Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy.
Abonnementet der koster 199 kroner om måneden, giver mulighed for at se lige så mange film man har lyst til – ubegrænset adgang – og altså et forholdsvist skarpt modtræk til biografernes største trussel: Streamingtjenesterne.
Ud over at give kunden ubegrænset adgang i biografen, giver medlemskabet også mulighed for at give en vennerabat – med 20 kroner i besparelse på en eventuel ekstra billet i bestillingen – og 10 kroner i rabat på efterfølgende billetter.
Indtil videre er abonnementsordningen kun tilgængelig i Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy.