Tyler, The Creator giver sit spin på Louis Vuittons herrekollektion
Pharrell Williams har inviteret kollegaen ind i modehuset
Louis Vuitton byder foråret velkommen med lanceringen af deres Mens Capsule Collection for foråret 2024, designet i samarbejde med den ikoniske musiker og designer Tyler, The Creator.
Louis Vuittons Mens kreative direktør har inviteret sin gode ven og samarbejdspartner igennem mange år til at sætte sit unikke præg på modehusets designs.
Kollektionen beskrives som en fejring af LVERS-fællesskabet - et globalt netværk af kunstnere og kreative sjæle, der deler en fælles beundring for Louis Vuittons håndværksmæssige kvalitet og design. Samarbejdet bygger videre på Tyler, The Creators tidligere engagement med Louis Vuitton, hvor han blandt andet har komponeret soundtracket til mærkets Mens show for Fall-Winter 2022.
I centrum for kollektionen står en harmonisk fusion mellem Tyler, The Creators karakteristiske, preppy elegance og Louis Vuittons dandy-stil, som Pharrell Williams har introduceret i mærket. Kollektionen trækker på farver og funktioner inspireret af foråret, og integrerer Tyler, The Creators ikonografi med Louis Vuittons. Et særligt blikfang er det håndtegnede Craggy Monogram, som Tyler selv har designet. Det optræder i farver som chokolade, vanilje og pasteller, og vækker associationer til konditoriets verden med sine cremede farver og flydende teksturer.
Blandt kollektionens højdepunkter finder vi alt fra en chokoladefarvet dunjakke, en vaniljefarvet vindjakke, denimjakker og -bukser, til en custardfarvet regnfrakke med detaljer hentet fra Louis Vuittons kufferter. Kollektionen byder også på et væld af tilbehør, herunder tasker prydet med det unikke Craggy Monogram, sko der spiller på kollektionens temaer, og ikke mindst et udvalg af smykker og solbriller.
Pharrell Williams udtaler om samarbejdet: "Tyler har været min nære ven og samarbejdspartner i mange år. Vi har altid haft en fælles passion for musik og design. Denne kollektion er en naturlig forlængelse af vores LVERS-filosofi, hvor vi bygger bro mellem fantastiske kunstnere og kreative talenter. Det har været inspirerende at arbejde sammen med Tyler og se ham udtrykke sin kreativitet i denne kollektion."
Tyler, The Creator deler sin begejstring: "Mit hovedfokus var at skabe noget, jeg selv ville bære hele tiden. Jeg klæder mig ens, uanset om jeg er til møde, optræder eller handler ind. At tegne monogrammet for hånd føltes som den perfekte balance for mig. Skakbrættet er et af de fedeste ting, jeg nogensinde har lavet, og helt klart min favorit fra kollektionen. Samarbejdet med teamet har været fantastisk - det mindede mig lidt om filmen 'Big' med Tom Hanks. P har altid holdt døren åben for mig, men det her samarbejde overgår alt."