TV2 - De Første Kærester På Månen
Sublimt album fra de aldrene drenge i TV2, læs anmeldelsen her.
Det er et privilegium og en udsøgt fornøjelse at anmelde TV-2's nye plade, De Første Kærester På Månen.
Det er ca. 17 år siden var jeg til min første rigtige rock-koncert. Det var med TV-2, det var i Sønderborg, i en lokal idrætshal og det var lige omkring TV-2's triumf af et live-album, Fri Som Fuglen (1987).
TV-2 var på højden af karrieren med overlegne numre som Blod, Sved og Tårer, Konen, Kæresten og Kællingen, Hele Verden fra Forstanden, Popmusikkens Vise, Lanternen, Bag Duggede Ruder og jeg kunne blive ved og ved og ved.
Og der stod jeg som stor knægt og sugede Steffen Brandts poesi og charme i mig, mens jeg nød Hans Henrik Lerchenfeldt på guitar, Georg Olesen på bas og Sven Gaul på Trommer. Det var stort og overbevisende, mine damer og herrer. Aldrig har en muggen idrætshal været så fed at befinde sig i som den aften.
Og tænk engang at TV-2, så mange år efter på De Første Kærester På Månen, stadigvæk formår at skrive vedkommende, lyrisk og poetisk rockmusik. Måske deres bedste album i små ti år - hvis I spør' mig.
Steffen Brandt giver de fleste andre musikkere baghjul med sine tekster. De rammer en hverdagstemning, lige der hvor det virkelig kan mærkes. Vi er helt oppe i superligaen, hvor han ikke har selskab af ret mange andre end CV Jørgensen.
Og han er jo ved at være en halvgammel makker ham Steffen Brandt. I mange år nu, har han levet det etablerede voksenliv, med familie, have, terminer, hækkeklipning og ture i byggemarkedet. Selvom han hårdnakket har påstået at han aldrig ville blive helt rigtig voksen.
Steffen Brandts livsbetragtninger bliver så forbandet levende og knivskarpe gennem de sublime tekster albummet indeholder. Det fælles tema for de 12 numre må være det midtvejseftersyn han synger om på Moonwalking; "Og jeg ser mig selv i spejlet og jeg ser hvad jeg ser - En helt almindelig mand som ik' vil være det han er - voksen for eksempel - og kedelig."
Øv hvor det slår hårdt. Og når man som jeg har passeret de 30 år, er på den grønne gren med fast ejendom, fast arbejde, to børn og kone og følelsen af aldrig at blive helt voksen - ja så gør det ekstra indtryk.
Og så vil jeg fremhæve Et Lykkeligt Goodbye - en lille pause på pladen, hvor man kan trække vejret og læne sig tilbage. Et smukt, bossanova-agtigt, halvt electronicanummer hvor Brandt synger duet med Julie Marie; "Den sidste drøm er ikke drømt endnu, men alt hvad jeg kan se, det minder mig om dig - og det der gik itu".
Titelnummeret, De Første Kærester På Månen, er et vidunderligt øjebliksbillede af den jomfruelige ungdomskærlighed, vi alle har været ramt af. Den første gang, hvor kolonien af sommerfugle basker så hårdt med vingerne, at appetitten udebliver og alt alt andet synes ligegyldigt. Den første gang hvor man er så uovervindelige og lykkelige, at man er overbeviste om at man bliver de første kærester på månen.
Det bringer tankerne tilbage på teenageårene og den lykkelige uvidenhed om hvad tilværelsen byder een senere hen i livet.
Styrken ved pladen ligger først og fremmest i teksterne. De holder hele vejen igennem og berører mig som lytter. Steffen Brandt stemme står knivskarpt i lydbilledet og jeg forstår hver enkelt ord han siger.
Har pladen et svaghedspunkt, så er det et par melodier der ikke holder den ellers høje standard. De bliver en smule for ordinære, men hjælpes så godt på vej af teksterne at det sagtens kan tilgives.
Interessante producere som Thomas Troelsen, Halfdan E og Nikolaj Steen har bidraget med hver deres særegner på pladens 12 numre.
Tusind tak for en super fin plade og tak for de formidable historier.
TV-2, De Første Kærester På Månen, (EMI), november 2005
Det er ca. 17 år siden var jeg til min første rigtige rock-koncert. Det var med TV-2, det var i Sønderborg, i en lokal idrætshal og det var lige omkring TV-2's triumf af et live-album, Fri Som Fuglen (1987).
TV-2 var på højden af karrieren med overlegne numre som Blod, Sved og Tårer, Konen, Kæresten og Kællingen, Hele Verden fra Forstanden, Popmusikkens Vise, Lanternen, Bag Duggede Ruder og jeg kunne blive ved og ved og ved.
Og der stod jeg som stor knægt og sugede Steffen Brandts poesi og charme i mig, mens jeg nød Hans Henrik Lerchenfeldt på guitar, Georg Olesen på bas og Sven Gaul på Trommer. Det var stort og overbevisende, mine damer og herrer. Aldrig har en muggen idrætshal været så fed at befinde sig i som den aften.
Og tænk engang at TV-2, så mange år efter på De Første Kærester På Månen, stadigvæk formår at skrive vedkommende, lyrisk og poetisk rockmusik. Måske deres bedste album i små ti år - hvis I spør' mig.
Steffen Brandt giver de fleste andre musikkere baghjul med sine tekster. De rammer en hverdagstemning, lige der hvor det virkelig kan mærkes. Vi er helt oppe i superligaen, hvor han ikke har selskab af ret mange andre end CV Jørgensen.
Og han er jo ved at være en halvgammel makker ham Steffen Brandt. I mange år nu, har han levet det etablerede voksenliv, med familie, have, terminer, hækkeklipning og ture i byggemarkedet. Selvom han hårdnakket har påstået at han aldrig ville blive helt rigtig voksen.
Steffen Brandts livsbetragtninger bliver så forbandet levende og knivskarpe gennem de sublime tekster albummet indeholder. Det fælles tema for de 12 numre må være det midtvejseftersyn han synger om på Moonwalking; "Og jeg ser mig selv i spejlet og jeg ser hvad jeg ser - En helt almindelig mand som ik' vil være det han er - voksen for eksempel - og kedelig."
Øv hvor det slår hårdt. Og når man som jeg har passeret de 30 år, er på den grønne gren med fast ejendom, fast arbejde, to børn og kone og følelsen af aldrig at blive helt voksen - ja så gør det ekstra indtryk.
Og så vil jeg fremhæve Et Lykkeligt Goodbye - en lille pause på pladen, hvor man kan trække vejret og læne sig tilbage. Et smukt, bossanova-agtigt, halvt electronicanummer hvor Brandt synger duet med Julie Marie; "Den sidste drøm er ikke drømt endnu, men alt hvad jeg kan se, det minder mig om dig - og det der gik itu".
Titelnummeret, De Første Kærester På Månen, er et vidunderligt øjebliksbillede af den jomfruelige ungdomskærlighed, vi alle har været ramt af. Den første gang, hvor kolonien af sommerfugle basker så hårdt med vingerne, at appetitten udebliver og alt alt andet synes ligegyldigt. Den første gang hvor man er så uovervindelige og lykkelige, at man er overbeviste om at man bliver de første kærester på månen.
Det bringer tankerne tilbage på teenageårene og den lykkelige uvidenhed om hvad tilværelsen byder een senere hen i livet.
Styrken ved pladen ligger først og fremmest i teksterne. De holder hele vejen igennem og berører mig som lytter. Steffen Brandt stemme står knivskarpt i lydbilledet og jeg forstår hver enkelt ord han siger.
Har pladen et svaghedspunkt, så er det et par melodier der ikke holder den ellers høje standard. De bliver en smule for ordinære, men hjælpes så godt på vej af teksterne at det sagtens kan tilgives.
Interessante producere som Thomas Troelsen, Halfdan E og Nikolaj Steen har bidraget med hver deres særegner på pladens 12 numre.
Tusind tak for en super fin plade og tak for de formidable historier.
TV-2, De Første Kærester På Månen, (EMI), november 2005
