Connery

Turtles-trilogien

Kultfilm, Vi kender dem alle fra den spæde ungdom. Men kan I også huske de tre absolut sjove kultfilm?

"They're Lean, green and on the screen. Hey Dudes, This is no cartoon". Det var denne platte tagline der skulle promovere Turtlesfilmene - men hvilke film! Grønne skildpadder i menneskestørrelse på film. Det var for vildt!

Turtles er de små, uskyldige skildpadder, der kommer til at bade i en gang grøn slam, hvorefter de muterer til kæmpe-padder, og derefter bliver oplært i karate af en rotte. Vi kender alle historien fra vores tid foran flimmerkassen. Og vi labbede det i os som var det Haribo-vingummi. Det var det, vi skulle klædes ud som til fastelavn og det var det legetøj, vi ønskede os. Det var bare ninjagreat!
ANNONCE
Turtles-trilogien
Den første film udkom i 1990 da tegneserien og populariteten var på sit højeste. Men rollelisten var fuldstændig blottet for kendte. Den eneste, man før havde hørt om, var Corey Feldman (Michael Jacksons lille legekammerat), der lagde stemme til kæpkæmperen Donatello. "TMNT - The Movie" blev et kulthit blandt kendere. Den fortæller historien om, hvorledes skildpadderne og Splinter blev til. De møder den smukke journalist April, der vil fortælle deres historie. De har bare et problem: the Foot Clan med Shredder i spidsen, der ønsker at udslette dem. Shredder kidnapper Splinter, hvorefter de grønne, halvnøgne padder må sætte efter dem. Selvfølgelig redder de dagen, og slutter af med en stak pizza. Cowabunga. En film fuld af action og fede karatemoves, hvilket er gennemgående for de tre film. Filmen der fik mine kammerater og jeg til at gå ud i baghaven og lemlæste hinanden, i stil med nutidens Jackass-mani.

Anden film udkom i 1991 med titlen: "TMNT II: The Secret of the Ooze". Endnu engang kunne man følge de grønne drenge, der i kloakkernes snævre gange skulle finde et nyt sted at bo, efter the Foot Clan havde ødelagt deres gamle hjem. Undervejs prøver de på at forhindre Shredder i at bruge et frygteligt muterende mutagen. Dette bruger Shredder til at lave de 2 bæster; Tokka og Rahzar. (Filmens svar på Bebob og Rocksteady). Hvilket giver filmen et lille tvist. Filmen er spækket med action, fede turtles-taglines og så opklares gåden om det grønne slam.

"TMNT 3" udkom det efterfølgende år. Her giver April drengene en gammel japansk lampe, hun mener de vil få nytte af i den nedlagte undergrundsstation, de netop er flyttet ind i. Dette er dog ikke en helt almindelig lampe. Den sender nemlig de grønne drenge tilbage til 1700-tallets samuraikæmpende-Japan. Her forveksles de med nogle sagnomspundne helte, der skal hjælpe landet ud af nød. De fire ninjapadder påtager sig opgaven. Med masser af action og flotte sets, er det en nogenlunde film, men en utrolig ringe opfølger.

Turtles er og bliver kult i alle drengerøves hjerter. Derfor er filmene heller ingen undtagelse. Små mænd i grønne skildpaddedragter, der laver fede ninja-tricks er og bliver en rigtig god film til tømmermændene. Undertegnede har dog ikke være i stand til at opspore Turtles-filmene på dvd indenfor de danske grænser, men de kommer forhåbentligt. Jeg vil aldrig glemme de grønne drenge, der må betegnes som ægte drengerøve.

Så er der kun at sige: "Cowabunga, it's pizzatime!"
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce