Mad

Turen går til Mallorca: 2-dages eventyr uden charter

Smuttur til Mallorca!

Turen går til Mallorca: 2-dages eventyr uden charter
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 2. juni 2022
Udsigten udover Serra de Tramuntana på Mallorca.
Udsigten udover Serra de Tramuntana på Mallorca.

I kapitel 2 af vores besøg til de Baleariske Øer for at se, hvad populære charter-destinationer har at byde på, hvis man løfter sig fra solsengen og bevæger sig væk fra All-Inclusive, har vi draget mod den ikoniske rejsemål – Mallorca.

Du kan læse første del af vores reportage på Menorca lige her, som sammen med Mallorca, Ibiza og Formentera danner fundamentet for De Baleariske Øer.

Mallorca har i mange år rimet på grisefest, aldrende turister og dedikeret fokus på at ligge og slikke sol under palmerne – men øen rummer meget mere end blot badeferie, og vi havde lige 2 dage i det solskinsberigede område med fokus på naturen, gastronomien og hvad der sker af projekter i de mere afsides områder væk fra Palmas turistede midte.

Denne reportage er bygget lidt op som rejseguide til, hvordan du kan opleve Mallorca, hvis du lige har et par dage, inden du skal videre og derfor gerne vil komprimere besøget og opleve så meget som muligt.

Hvad enten vi snakker en hurtig forlænget weekend off-season eller har et par åbne dage i ugerejsen, som du gerne vil krydre med lidt kultur og gastronomi.

Oliventræer i formiddagssolen.
Oliventræer i formiddagssolen.

Lokal mad og hotel-oase i hjertet af Palma

Mens de fleste måske udser sig et nemt og billigt hotel i Palma, hvilket er en praktisk løsning i forhold til at være i centrum og tæt på alt, så kan man både opleve highend-hoteller i selve byens turbulente midte såvel som ude i landområdet – vi blev indlogeret på det skønne, minimalistiske boutique-hotel Icon Rosetó by Petit Palace hotel, som ligger vanvittig centralt – men du ville aldrig have fundet frem til det, hvis du ikke kendte til det på forhånd.

Det er gemt langs de mest snoede veje i Palmas midte, som får selv taxachaufførerne til at få sved på panden – vi taler af erfaring! – og her ligger den skønneste lille oase af et hotel med simple værelser, en skøn bar i centrummet af hotellet og en meget lækker og stringent morgenkomplet med lokale, friske råvarer og en velbrygger kop kaffe.

Selve hotellet er trods sin uhyre centrale placering en lille afsides afbræk fra hovedgaden, så man nærmest kommer ind i et lydtæt afslappet rum, hvor man selv i Palmas energifyldte gader kan smide et par mentale ørepropper i hovedet og nyde sindsro for sig selv.

Håndmadder med Sobbrassada på Celler Pàges.
Håndmadder med Sobbrassada på Celler Pàges.

Er man til lokal mad og ikke behøver de store hvide due og fint service, men i stedet gerne vil mænge sig med de lokale og afprøve mallorcinske specialiteter? Så går man ikke galt i byen hos Celler Pàges i Palma – den ligger lidt skjult blandt alle turistfælderne, men alligevel afsides nok til, at man som gæst kan fristes til at tro, at der ikke er mere at kigge på den vej ned af gaden – og det kommer madglade journalister til gode!

Højt til loftet, vin til langt over kanten på vinglasset og rustikke anretninger – men der intet at sætte på smagen og den lokale tilgang til måltidet.

Celler Pàges har siden 1956 haft restauranten i samme familie, som gennem tre generationer har puslet og besvaret og traditionerne, håndværket og den lokale tilgang til sæsonvenlige råvarer og unikke retter – det er som at blive inviteret ind hos en autentisk mallorcinsk familie med hyggemad, comfort-food og delevenlige retter.

Frito Mallorquín.
Frito Mallorquín.

Vi blev blandt andet serveret ristede skiver af brød smurt med den lokale spanske pølse Sobrassada toppet med honning og bløde løg – en tapas-venlig snack, der kilder alle de rigtige steder.

Selve aftenen stod på en slags lokal tasting-menu, hvor vi blev ledt igennem lokale klassikere med fokus på sæson og gode råvarer – blandt andet lækre stuvninger med grøntsager, der minder lidt om en spansk ratatouille samt perfekt grillede auberginer toppet med tomat og ost.

Den største wow-faktor var uden tvivl den Mallorcinske biksemad kaldet Frito Mallorquín.

Frito Mallorquín er en simpel, bondsk og utrolig velsmagende ret, hvor man kombinerer Mallorca-kartofler med diverse grønt, løg og tern af lever i en pærevælling, som resulterer i en utrolig smagfuld, vanedannende og underskøn lokal ret, der kan spises til ufatteligt mange tidspunkter i døgnet – en tidlig frokost, tømmermændsmad, restemiddag og meget andet.

Velsmag dukker ofte op i retter, der bærer præg af enten fattige tider eller simplere dage, og her er Frito Mallorquín en øjesten i Mallorcinsk madkultur.

Udsigten fra Cases de Ses Collidores.
Udsigten fra Cases de Ses Collidores.

Den landlige idyl

Er man mere til fred og ro på landsiden og væk fra de potentielle turistfælder? Så skal man hoppe i en lejebil og bevæge sig ud langs kystområdet og blandt andet bevæge sig op i bjergområdet omkring Serra de Tramuntana.

Her fik vi en hyggelig V.I.P.-tur i bjergene ledt an af blandt andet vores dygtige guide Adriana Blascikova.

Foruden absurde udsigtspunkter og landlig idyl med historiske bygninger, vinmarker, bondske beboelser og kulturvenlige privatejendomme, så kan man nemlig også opleve historiske bygninger og områder – hvad enten man er i bil eller hiker rundt på øen.

Cases de Ses Collidores.
Cases de Ses Collidores.

Og her blev vi inviteret med ind i et nyt projekt på Cases de Ses Collidores i Planícia, hvor gamle bygninger, der i sin tid blev brugt af kvinder til at producere lokal olivenolie på bjergsiden, skulle forvandles til et eftertragtet retreat med om muligt øens bedste udsigt til morgenkaffen.

De gamle lokaler huser ældgamle maskiner til at presse olie fra olivenfrugterne ved hjælp af stor stencylindere, der blev trukket af æsler.

Et historisk indblik i det gamle håndværk til at lave olivenolie, som vi absolut håber bliver en siddende del af projektet som et mini-museum til heldige gæster i området.

Projektet var endnu ikke søsat, så der stod møblement og gamle efterladenskaber fra gamle dage, og vi formåede også med lommelygterne på vores smartphones at vække en slumrende flagermusfamilie, der husede overetagen og fik både guide og journalister til at hoppe ret så hurtigt ud i sagslyset igen.

Gamle æsel-drevne olivenolie-maskiner i Cases de Ses Collidores.
Gamle æsel-drevne olivenolie-maskiner i Cases de Ses Collidores.

Men når man tænker på, at placeringen ligger i Serra de Tramuntana, som er et UNESCO-bevaret område med den mest fantastiske udsigt ud til havet, plantager, skovområder og agerer en lille solskinsoase i sig selv?

Så bliver det en meget eftertragtet attraktion for alle pengene, så snart projektet er søsat!

Det underskønne bjergområde af Serra de Tramuntana er også uhyre velegnet til hiking og gåture i naturen og langs kysten – her fik vi prøvet ruten ‘Sa Volta des General’, som er en overkommelig, nem og billedskønne rute, der sniger sig igennem bjergenes kystlinje og ned til stranden og hele vejen til den havnebyen Port des Canonge.

Paella-perfektion.
Paella-perfektion.

Og tager man til Spanien ville det være en skam ikke at kaste sig over mindst en version af den spanske Paella – og en af de steder, som serverer en sublim version af den spanske klassiker finder man på Restaurant Can Madó.

En perle af en restaurant, som ligger lidt op af gågaden fra havnekanten med den skønneste udsigt over byen og vandet.

En Estrella Damm på fad kombineret med grillede padrons gjorde sig godt efter en times vandretur og skærpede appetitten til vores paella – som hos Can Madó arbejder efter konceptet ‘fuld plade’.

Den var spækket med alle mulige grøntsager, ris, blæksprutte, svinekød, kyllingekød, muslinger, tigerrejer og meget andet.

En syndig, dybt smagende paella, som virkelig understreger, hvorfor man elsker sammenkogte retter.

Valldemossa.
Valldemossa.

Tusindårige oliventræer og gastronomisk rock-n-roll

En af de største anbefalinger til dig, der gerne vil på ferie på Mallorca, men gerne vil prøve noget udover det sædvanlige? Så skal du drage til Serra de Tramuntana og bo i byen Valldemossa.

Valldemossa er en eventyrlig, fortryllende og oaselignede by, som er billedskøn, atmosfærisk og charmerende ved hvert eneste gadehjørne – det er ikke uden grund, at den polsk-franske komponist Frédéric Chopin har tilbragt mange timer i byen for at skrive sin musik.

Byen er stadigvæk utrolig velbevaret, autentisk og lokal, så den er endnu ikke korrumperet af turisme og mainstreaming – snoede gader, lokale butikker, overdådige grønne områder og en fantastisk rosenpark.

Det er virkelig en by, man ikke helt kan undgå at blive kildet på de kreative nerver!

Flere tusinde år gamle oliventræer i Son Moragues.
Flere tusinde år gamle oliventræer i Son Moragues.

Mens guiden havde utrolig svært ved at hive os væk fra byen, som kaldte på os som en godartet bjergsirene, så skulle vi videre til endnu et fantastisk sted, som går under navnet Son Moragues.

En ældgammel olivenlund, hvor flere af træerne forventes at datere 2000 år tilbage i tiden!

Man mener, at oliventræet kom med til Mallorca i selskab med romerne i 123 fvt., og lige nu kan Son Moragues prale af 10.000 træer! Her dykker man ned i konceptet Oleotourism, som er en bevægelse, der arbejder ihærdigt på at lære turister mere om lokale produkter og hvad terroir, vejret og breddegraderne har af betydning for det endelige produkt og hvad der gør det unikt.

Tasting-hytten midt i Son Moragues.
Tasting-hytten midt i Son Moragues.

Mens de gamle bangere får lov til at slippe for grensaksen efter udtjent værnepligt, skal resten løbende beskæres hvert syvende år. To år efter beskæring får man træets bedste høst efter at have skåret den som en ‘hånd’ med fem grene ud til siden.

Og mens man lige går og tygger lidt på, at man går blandt træer, der er flere tusinde år gamle og stadigvæk i live, så får man en skøn oplevelse af at se, hvordan den naturlige olivenlund gennem årene er blevet passet og plejet, mens guiden Barbara fortæller lystigt om måden, hvordan vilde oliventræer tæmmes til at blive almindelige oliventræer med den rette beskæring.

Olivenolie-smagning i Son Moragues.
Olivenolie-smagning i Son Moragues.

Og hvilket bedre sted at lave en olivenoliesmagning end i hjertet af en ældgammel olivenlund?

I skyggen af et 1-2000 år gammelt oliventræ fik vi prøvesmagt deres ikoniske olivenolie, som foruden en dyb, dyb smag og krydrede eftersmag gav os et indblik i, hvad gør sig gældende for en god olivenolie.

Konceptet med ‘ekstra jomfru’ refererer til syreniveauet i olien – det ændres alt efter, hvordan man plukker, presser og opbevarer den færdige olie.

Der findes godt og vel 600 varianter af oliven og der er generel konsensus om, at en god olivenolie skal smage af tomat, peber og have en lidt brændende fornemmelse i halsen på grund af de bevarede antioxidanter i olien.

En fantastisk oplevelse, hvor man virkelig kommer i ét med naturen og Barbara og co. er altid imødekommende overfor turistgrupper, hvis man skulle føle for at besøge olivenlunden og opleve, hvordan ægte spansk olivenolie bør smage.

Ildsjov på Clandestí.
Ildsjov på Clandestí.

Da vi nærmede os afslutningen på vores tur, så skulle vi selvfølgelig afslutte rejsen med et brag – gastronomisk set, naturligvis.

Og i stedet for at kaste os over Michelin-guidens anbefalinger, som mange turister lader sig forføre af, så blev vi tippet af vores guide om et lille interessant sted i Palma, som går under navnet Clandestí Taller Gastronòmic.

En restaurant som udelukkende arbejder efter antal reservationer fra dag til dag og hvad de finder på markedet om morgenen.

Så hvis du leder efter en menu på forhånd, kommer du til at lede længe.

Social dining af fineste skuffe, hvor alle gæster sidder ved et langbord overfor kokkene og tjenerne, som konverserer og inviterer gæsterne med ind i processen undervejs.

Clandestí-stemning.
Clandestí-stemning.

Konceptet blev startet tilbage i 2016 i et forsøg på at finde et gastronomisk alternativ til mange af de mere turistvenlige steder i Palma – fokus på råvarer, respekt for miljøet og én på opleveren.

Det kan nok bedst beskrives som en spansk udgave af Punk Royale, dog mindre galskab og mere fokus på ildsjov og gimmicks! Det er en uforudsigelig oplevelse, hvor man blot sætter sig ved bordet, bliver præsenteret for en række retter – og af og til slukker lyset, mens musikken skrues op og så skal man indtage måltidet i mørket, mens det store spisebord lyser i alskens forskellige farver.

Rendyrket sanseunivers!

Udsigten fra Sa Volta des General-ruten.
Udsigten fra Sa Volta des General-ruten.

Nogle retter skal man gætte – som eksempelvis et flamberet frølår – og andre skal man spise uden hænder, som eksempelvis deres ‘søde kys’, som er en dessertkysmund med passionsfrugt, hvor man ellers bare skal gå i krig med tungekyssene for at få desserten i hus!

Atmosfæren er rock-n-roll med musik afstemt til temaet og øjeblikket, lækre vine, cocktails lavet på bærmispel og leg med råvarer – eksempelvis alt fra rå rejer med en tomatsauce blendet med nye spanske jordbær og stegt rokkevinge til braiseret ged og due med mallorcinsk biksemad.

Maden var sublim og anderledes med tryk på kreativitet og leg med råvarer uden at gå på kompromis.

En fantastisk ungdommelig restaurant, som sætter det perfekte punktum på en ferie på Mallorca, hvis man er til gastronomi udover det sædvanlige og ikke lige orker at sidde i sit stiveste pus i 25+ grader på den sidste aften.

Udsigten fra Sa Volta des General-ruten.
Udsigten fra Sa Volta des General-ruten.

Vi havde kun 1,5-2 dage i det mallorcinske univers, så vi vender stærkt tilbage for at undersøge hvilke skjulte perler øen ellers har at byde på – men er man på øen i et par dage og ønsker at dyrke mere end bare sin tan, så kommer man langt ved at dykke ned i det lokale mallorcinske køkken, bevæge sig langt ud til kystlinjernes små gemte byer og oplevelser og desuden bare bevæge sig væk fra de steder, som alle andre skriver om!

Sådan laver du restaurant pommes frites derhjemme

Læs også: Sådan laver du restaurant pommes frites derhjemme

Kultfilm foretagendet A24 lancerer “Movie Chocolate”

Læs også: Kultfilm foretagendet A24 lancerer “Movie Chocolate”