Oktober 2014.
Birthe Rigmor, Fjeder, Micki Lynge, Tonni Bonde.. kært barn har mange navne, men overordnet for alle disse forskellige karakterer finder vi gruppen Turbomodul. Med optagelser bestående af en jysk krejler, en sindsforstyrret naturvejleder eller en lummer historiefortæller har gruppen bestående af Lars T. Therkildsen og Charter McCloskey taget den danske seerskare på Youtube med storm.
Enten elsker man det, eller også forstår man det ikke.
Humoren er tydeligt gennemsyret af jyske rødder og deres fælles baggrundshistorie har virkelig båret frugt på kort tid. Jeg har personligt set deres videoer til døde om og om igen, og faktisk formået at grine hver eneste gang. Det er virkelig humor, der efter min smag rammer plet med en tilgang til komikken, som vi mangler i vores samfund. Nu har de fået en aftale i hus med et nyt program på TV2 Zulu og showet rammer sendefladen til vinterferien. Så siden deres første klip ramte den virale videoside for 3 år siden, er der sket meget, og vi smuttede en tur på Løves Bog & Vincafé i Århus med Turbo-drengene til en lille snak over en god kop kaffe.
Læs hele interviewet lige her!
Hvordan startede Turbomodul og hvor kom navnet fra?
Charter: Jamen Lars og jeg, vi kender jo hinanden fra barnsben af, og så har vi tit talt om at lave et eller andet sammen. Efterfølgende har vi så skiltes i flere omgange, men så flyttede vi begge to til Århus og så begyndte vi så småt at snakke sammen igen.
Lars: Og så har vi længe gået og tænkt på at lave nogle sjove sketches med inspiration fra vores fælles baggrund i Thy.
Charter: Så en eller anden eftermiddag her i Århus prøvede vi på at finde på et navn og så begyndte vi bare at snakke om Commodore 64 og sådan noget helt ude af kontekst. Der kom vi i tanke om ABC-turboer og turbomoduler, hvor man satte dem bagi Commodore 64, så man kunne loade uoriginale spil og noget i den stil.
Lars: Og så var vi ret vilde med kombinationen af ordene ’turbo’ og ’modul’, da det er ord, som man ikke rigtig bruger længere.
Charter: Ja, det er sådan nogle ret sjove retro-betegnelser.
Lars: Så er det også på den måde et fedt navn, da man ikke helt er vant til at benytte de gamle betegnelser længere – og så begyndte vi at lave sketchene til Youtube.
Så i har prøvet at belyse nogle aspekter af komediebranchen, som i følte, at der manglede på markedet?
Charter: Ja, eller vi fokuserer i hvert fald på nogle bestemte typer af mennesker, da meget af vores materiale er karakterbaseret. Så synes vi bare, at der var nogle karakterer og personligheder fra virkeligheden, som ikke rigtig fik den rette belysning i den kommercielle branche – vi kender i hvert fald mange specielle personligheder ret godt, og føler derfor, at vi kan byde ind med lidt mere kød på humoren.
Lars: Ja, og i Thy er der på mange måder en masse spændende og vilde mennesker, som man bare ikke rigtig ser så tit, og så er Charter ret gudsbenådet til at vække disse karakterer til live i vores sketches. Så det er fra virkeligheden, at karaktererne kommer fra, og vi prøver at vise folk nogle unikke personer, som andre aldrig rigtig har arbejdet med før.
Havde i regnet med at få så stor succes, som i fik på jeres Youtube-videoer?
Lars: Ja da!
Charter: Ja ja for fanden, det var kalkuleret det hele! Nej, men vi havde afprøvet vores humor og sketches på forskellige mennesker inden vores uploads for at se det hele lidt an. Men fordi at stilen i vores materiale er meget mystisk og med referencer til en klassisk 80’er-90’er-stemning, så har folk ikke helt vidst, hvordan de skulle forholde sig til det. Vi har for det meste oplevet, at folk enten elsker det, eller slet ikke forstår det. Der er ikke rigtig nogen mellemgruppe, som bare sidder og hygger sig med det – enten er man dedikeret Turbomodul-fan, eller også er man ikke med på bølgen.
Lars: Det har også været meget svært at vide, hvor det hele skulle føres hen. Vi var ret ambitiøse med det fra starten af og lavede et pilot-afsnit først, men så fandt vi ud af, at det egentlig bare var sjovere at lave karaktervideoer. Og så tænkte vi bare, fuck det, vi smider det på nettet – og så gik det ellers rimelig stærkt derefter!
Du kender vel Tonni Bonde?
Ja, jeres Tonni Bonde har da rundet over 2.000.000 visninger for nogen måneder siden?
Lars: Ja, og helt tilbage i starten kunne vi bare se, at sidevisningerne blev ved med at tikke ind.
Charter: Og jeg kan også huske, dengang vi kom over 3500 sidevisninger på én video, hvor vi syntes, at det var fuldstændig vildt! Allerede der var vi helt blæst omkuld. Vi nåede hurtigt til det punkt, hvor vi slet ikke kunne forstå det mere.
Lars: Jeg tror, at antallet af sidevisninger på alle videoerne til sammen efter to måneder havde rundet 1 million, og det kunne vi slet ikke fatte. Tilbage i tiden med de første videoer med 3500 sidevisninger kunne man forholde sig til det og tænkte: fedt, folk kan lide, det vi laver! Men så fortsatte succesen bare langt udover vores vildeste forventninger.
Er Turbomodul jeres fulde projekt, eller arbejder i med noget ved siden af?
Charter: Altså, det har været vores primære projekt i lang tid, og vi har jo vores produktionsselskab, der hedder Grasværk, som vi først nu her har fået ordenligt op at køre. Men ellers har vi det seneste stykke tid virkelig haft hænderne fulde af med at lave sketchene til det nye program på TV2 Zulu. Vi laver dog også en masse ved siden af – vi konceptuerer en del og arbejder målrettet med vores idéer. Vi har bl.a. fået nogle udviklingspenge af Zulu til en helt anden ting, som har mere fokus på ’dramady’ – et program som fokuserer lidt mere på et enkelt univers i stedet for et sketchshow.
Lars: Ja, men da vi startede med det hele, arbejdede vi jo virkelig klatvis med Turbomodul og nærmest kun, når der var tid til det.
Hvad lavede i så ved siden af i starten?
Lars: Jeg havde selv et produktionsselskab sammen med en anden, hvor vi bare filmede alt muligt, og det var egentlig også derfra, at vi havde udstyret til at lancere Turbomodul.
Charter: Jeg havde et atelier ude i Hasselager, hvor jeg gik og malede, og udover det havde jeg bare en masse forfaldende arbejde med rengøring og sådan lidt tørt tidsfordriv. Det var egentlig i en sjov sammenhæng med mit atelier, at Lars og jeg kom til at tale sammen igen. Lars ville gerne dokumentere, at jeg var ved at male et kæmpe lærred på 2,5 x 4 meter, og derigennem fik vi kontakten op at køre igen og begyndte at gå byen sammen igen – og så var der vist en aften, hvor det hele skejede lidt ud. Vi fik en masse alkohol og en masse sjove historier kom på bordet.
Lars: Ja, og jeg sad og kiggede lidt på situationen og tænkte: det kunne man faktisk godt optage? – i stedet for at sidde og skabe sig alt for meget på Ris Ras, eller hvor vi befandt os! Og så blev den idé født.
Charter: Ja, jeg har aldrig tænkt eller nærmere haft ambitioner om at være skuespiller eller komiker. Jeg har måske altid krævet lidt at være i centrum af selskabet helt automatisk – jeg er jo ret god til at lave larm! Jeg har altid taget livet meget seriøst og alligevel hammeruseriøst på samme tid. Men jeg havde aldrig tænkt tanken om at være en performer.
Nu siger i, at jeres karakterer er inspirerede af virkeligheden – er det konkrete personer som i kender?
Charter: Der er nogen, som er meget inspirerede af virkelige personer. F.eks. Fjeder er faktisk en krydsning af en af mine gamle kammerater og min onkel, og så er der sådan en som Tonni Bonde, der er inspireret af flere ting – karakteren har været i gennem en masse idéer, blandt andet med inspiration i en gammel fodboldtræner. Vi gik derfor og puslede lidt med tanken om at lave nogle sketches med personer, som mindede meget om disse karaktertræk, og langsomt blev de ikoniske personer til virkelighed.
Lars: Inspirationen til Tonni Bonde var vi nødt til at finde ved lidt mere nærstudie i karakterens mangler og stivhed, hvorimod figuren Fjeder kom ud af den blå luft, da Charter bare lige pludselig sagde en kommentar, som mindede mig om hans kammerat. Så sagde jeg: skal vi ikke gå hen og filme det her med det samme? – og så blev de første seks Fjeder-film optaget på nærmest kun 45 minutter!
Charter: Det startede egentlig sådan, at Lars sad og redigerede lidt på Birthe Rigmor, og så begyndte jeg bare at fortælle historien, som senere blev til ’Fjeder – Tandfeen’. Midt i historien stoppede Lars mig bare og sagde: ’Skal vi ikke fucking gå ind og filme det der?!’. Så havde vi en paryk helt tilfældigt og på kontoret, som på det tidspunkt var et åbent kontorfællesskab, fandt vi en person, der solgte tøj – der fandt vi så den ikoniske læderjakke, og så gik vi ind i et mødelokale og optog på livet løs.
Og så blev en karakter født?
Charter: Ja, for fanden. Fjeder er svær at få hold på! Jeg tror, at han kan fortsætte for evigt.
Hvad er så jeres definition på humor?
Charter: Vi har før talt om, hvad vi godt kan lide, og det er lidt nemmere at tage udgangspunkt i det. Mange har det med at være grænsesøgende, og det tror jeg absolut vores hænger sammen med – mange mener, at man skal over grænsen, og det er også lige på dette balancepunkt, at man finder komikken. Mange af de grin vi selv får, er et resultat af ting, som vi selv synes er helt forkerte og tænker ’nej, nej, nej, det må man da ikke sige!’. Det er denne effekt, vi lægger allerstørst vægt på i vores definition af humor.
Lars: For os handler det generelt meget om sprog og det at dyrke ord og sætninger i vores sketches. Oftest når vi skal pitche vores idéer til møder, så regner folk med at møde to spradebasser – i stedet dukker der to jyske, stille gutter op, som lige skal se det hele an. Så vi skal balancere mellem at have grænser og så smadre dem igen. Men også bare fokus på at karaktererne ikke bliver ligesom teater, men at det skal føles rigtigt og virkeligt.
Charter: Vi har jo også et slags slogan til at forklare, hvem vi er og hvad vi tilbyder:
’Når klogt og dumt har bollet’.
Vi sørger hele tiden for at have en masse talefejl med og vi er ret glade for antisprog, hvor det nærmest ikke længere er et reelt sprog. Det vigtige er så, at det skal være facetteret og sammensat af forskellige lag, og jeg vil skyde på, uden at lyde overlegen, at man vil kunne se sketchene flere gange, og opdage noget nyt hver gang.
Klippene på Youtube byder på nogle meget distinktive dialekter – er det noget i har med hjemmefra?
Lars: Det er helt bestemt fra Thy og omegn.
Charter: Vi har sådan en ny karakter, som vi altid har gået og drømt at integrere i vores sketches. Han skal have en fuldstændig ægte Thybo-dialekt, og så er vi nok også nødt til at have undertekster med. En karakter som bare tager sproget 120 ud over stepperne, og ham glæder vi os virkelig meget til at vise frem for at se, hvordan folk tager i mod ham. Han taler virkelig hardcore Thybo-mål! Vi smed på et tidspunkt noget op med en, der hedder Tornado Kent, og det er den karakter vi er gået videre med.
Lars: Så vi har meget fokus på sproget, og det tætteste man kommer på at beskrive vores definition på humor, er selvfølgelig ’når dumt og klogt har bollet’ – der er derfor en masse sprogfejl og sjove dialekter, men der er hjerne bag.
Tømmermænd og improvisation på højt niveau!
Hvor meget af jeres materiale er improviseret – nu tænker jeg specifikt på jeres klip med den kære Birthe Rigmor?
Charter: Hehe, det er ret impro, må vi sige! Det skal også lige siges, at hvert år bliver der afholdt en 3-dages julefrokost.
Lars: Det er en hård én!
Charter: Det er meget specielt! Den er fandeme hårdere, jo ældre man bliver! Birthe Rigmor blev så optaget på anden- eller tredjedagen, og der kan man ikke ligefrem sige, at vi var helt appelsinfrie under sketcehene. Det var fordi, at Lars havde taget kamera med, og så havde vi snakket om, ’nu går vi fandeme ud og laver et eller andet!’.
Lars: Det mente vi i hvert fald på forhånd, men det var nemmere sagt end gjort med tømmermænd!
Charter: Ham vi afholdt julefrokosten hos, er i øvrigt ham, der spiller Micki Lynge i Turbomodul, Dan Hjelmar Nielsen – han bor bare midt ude i en skov, ude i ingenting i sådan et stråtagshus. Så han havde alt muligt skovfogedtøj og trekking-udstyr, og med det på havde vi det grineren med bare at tage læbestift på og kalde mig en dame.
Lars: Det der med at lave sketches, hvor man kalder to mænd for to små damer, uden at gøre noget som helst ud af udklædningen, er virkelig noget, vi synes er sjovt. Folk kan tydeligt se, at det slet ikke har noget med en dame at gøre, og det hele spiller bare sammen på en forkert måde fra starten af.
Charter: Og så gik vi ellers bare i gang med at optage nogle random ting i skoven – vi har desuden også mere Birthe Rigmor i den kommende serie, men der blev vi så nødt til at lave et lille setup, ellers er det meget improviseret. Med vores aftale med TV2 Zulu har vi jo selvfølgelig været nødt til at lave nogle få retningslinjer, som fotografen kan følge med på.
Lars: Hvis man kigger på Tonni Bonde, så er alle hans sketches jo skrevet ned på forhånd, og der er slet ikke overladt noget til tilfældighederne. Så Turbomodul er en blanding af manuskripter og improviseringer alt efter karakteren.
Nu nævnte du ham, der spiller Micki Lynge – hvor meget kommer han til at være med i den nye serie?
Charter: Han kommer faktisk til at være noget mere med i programmet. Vi havde skrevet nogle forskellige sketches, som egentlig ikke passede så meget til mig, og så tænkte vi: Hvad med Dan? Han kan noget helt specielt. Han har heller ikke haft nogen ambitioner og skuespillerbranchen, men han er bare skidegod på kamera. Det fandt vi hurtigt ud af.
Lars: Han virker ægte.
Charter: Præcis! Så han er kommet ret meget med i det nye program.
Hvordan kom han med i programmet – er det også en hjemme fra?
Lars: Ja, ham kender vi faktisk også helt tilbage fra barndommen af.
Charter: Ja, jeg har gået i folkeskole med ham. Vi har lidt en blandet landhandel på vores hold, og vi kan godt lide at finde folk, som naturligt er sjove eller folk, som sådan set ikke kan finde ud af at skuespille – på den måde bliver det hele mere ægte og faktisk meget sjovere, hvis man lige får det koordineret rigtigt. Nogle af sketchene skal ikke være sjove eller have punchlines, men i stedet bare være en optagelse, som vi så derefter kan gøre sjove ved at klippe i dem.
Lars, dig har vi ikke set i så mange sketches på nettet – kommer du til at være mere med i det nye program?
Lars: Jeg kommer til at være noget mere med, men min rolle er som regel at være med til at skrive manuskripterne, klippe videoerne sammen og instruere dem. Men jeg er vært sammen med Charter på det kommende program, og jeg medvirker da også i nogle af sketchene – f.eks. sammen med Dan i et helt nyt initiativ.
Charter: Hehe, ja – ’EDB og DATA 2000 – fremtidens IT og EDB-system’. Det er sådan noget med, at de viser, hvordan man brænder en cd i Windows 2000.
Lars: Det er meget specielt.
Charter: Dem instruerede jeg så. Det er virkelig noget, jeg synes er sjovt, men det bliver lidt specielt. Jeg glæder mig utroligt meget til at se, hvordan folk tager imod sådan noget, for der udfordrer man nok folk meget på den humormæssige front.
Lars: Det bliver nok meget til Turbo-fans!
Charter: Du skal kunne grin af, at det er sygt kedeligt! Og det håber vi ligesom, at folk gør. Det kommer så også først lidt inde i sæsonen, så vi ligesom måske kan få folk til at lære os lidt at kende, før de hardcore-sketches dukker op. Humor for os gælder meget om at komme ind i et univers, hvor man langsomt skal lære tingene at kende og derefter finde ud af, hvad det er, man skal grine af inde i universet. Og det håber vi, der sker efter de første par afsnit. Hvis man ikke kender til os og viser et tilfældigt klip, så vil folk fandeme synes, at det er underligt!
To små ‘damer’!
Har i fået god respons på jeres nye klip med ’To små damer’ på TV2 Zulu?
Charter: Ja, netop disse to karakterer, som blev vist på Zulu Awards, var blandt nogle af de sketches, som vi allerede havde optaget i sammenhæng med den nye serie. Og så var der nogle redaktører på Zulu, som var ellevilde med vores sketches. Og så sagde de bare: ’De der(to små damer, red.), de skal bare være med!’. Vi synes også, at de klip er ret sjove, men vi havde ikke regnet med, at de var de klip, som de ville vælge til programmet. Men så blev vi ringet op af Mastiff, som lavede showet, og så blev vi spurgt, om vi ikke kunne lave et spot med de to damer. Så skulle vi selvfølgelig holde os til noget aktuelt, men de kommer også med i det nye program. Der er Dan skidegod!
Lars: Ja, han er fantastisk! Det er også sådan med Dan og Charter i det klip, at vi er positivt overrasket over, at folk også ser det sjove i ’underudklædninger’, for de ligner jo virkelig ikke damer. Det er bare sådan, ’nu har de paryk på, nu er de damer’.
Charter: – og det er ikke engang damehår, hehe.
Lars: Hehe, nej. Vi var lidt nervøse for, at humoren måske var for tynd, når det er så underudklædt, men reaktionen på TV2 var virkelig fantastisk.
Hvad er det så, i kan tilbyde, som i mener, at der mangler på den danske ’komikscene’?
Charter: Jeg vil ikke decideret sige, at man kan tilbyde noget, som ikke allerede er der – jo, man kan tilbyde noget, der ikke helt findes, men vi vil mere sige, at vi har taget noget fra virkeligheden og finpudset det i vores programmer. Nu har vi jo alle sammen kendt hinanden i utrolig lang tid, og derfor har vi haft god tid til at få form og indhold til at passe sammen. Stilmæssigt er Turbomodul noget nyt, men humoren er måske egentlig noget gammelt, som bare er blevet sat op igen på en ny måde. Der er meget fokus på en hyldest til 80’er-komedier og vi har også meget fokus på ting, som vi efterhånden har glemt. Der er ikke så mange der omtaler crossere, uzi’er, hvide tigere eller kobraer som noget sejt længere, og derfor forsøger vi at bringe nogle minder fra barndommen og vores liv ind i komikken. Der er jo ikke nogen af os, som er stand-up-komikere, så vi er ikke trænet i at levere punchlines – men vi kan i stedet tilbyde nogle sjove karakterer med en personlig vinkling.
Lars: Det gælder mere om at levere en stemning over hele situationen. Vi interesserer os meget i klipning af det ligegyldige og det interessante i en lidt smadret opbygning. Vi går efter ét smadret udtryk, hvor flere aspekter spiller ind i forhold til humor, klipning og generelt det visuelle.
Charter: Og vi kan som sagt rigtig godt lide at pille ved vores egne grænser, og generelt opbygge en alternativ virkelighed. Vi havde for nyligt smidt et billede op, hvor Lars havde photoshoppet os som 8-9-årige hiphop-dudes ind i et billede med Michael Jackson og skrevet ’vi har fucking bollet ham!’. Det syntes vi, var så sygt sjovt! Der var jo simpelthen alt muligt galt med det billede, og det var forkert på så mange måder – det blev så også taget ned, men det var sjovt, så længe det varede! Og det er det, jeg mener med en alternativ virkelighed – billedet giver jo slet ikke nogen mening, men vi har alligevel bevæget os ind i et sted, hvor humoren har opløst nogle almindelige grænser.
Lars: Ja, og så har vi også mulighed for at benytte os af den aktuelle internetkultur, hvor vi kan komme ud med vores humor på den måde, som vi ønsker det. Humoren er generelt meget præget af memes og det smadrede i opbygningen af humoren i form af f.eks. dårlige GIFs – og vi har haft mulighed for at bruge dette til vores fordel.
Hvordan fik i så den aftale i hus med TV2 Zulu?
Charter: Det er faktisk en meget sjov historie. Vi har før været oppe og vise vores program til redaktøren på bl.a. Danish Dynamite og hun har altid været ret interesseret i, hvad vi gik og lavede. Så havde vi søgt efter nogle støttepenge af den Vestdanske Filmpulje til at udvikle en ’dummie’ og det gik vi i gang med. Midt i det ringede hun pludselig og spurgte, ’hvad skal 8 afsnit koste?’. Så måtte vi lige sige, at vi lige var i gang med en dummie, som de så kunne se, når vi var færdige. Det var vildt fedt, at TV2 Zulu havde tillid til os! Der er aldrig sket i TV2s historie, at selskabet har satset på noget, der ikke var lavet af etablerede mennesker i forvejen. Det har skabt angst mange steder, da folk ikke rigtig vidste, om de skulle kaste penge efter et par folk, som ingen rigtig kendte. Og det er egentlig noget, som vi er ret stolte af, for det er også første gang i dansk tv-historie, at nogen er gået fra Youtube-videoer direkte til tv. Det fede er også, at vi har fået fuldstændigt frie tøjler til, at lave det vi vil.
Lars: Ja, det har kun været sådan noget fra TV2s side såsom ’hey, vi synes 2 små damer er sjove, kan i ikke lave fem af dem i stedet for tre’, og det har vi så gjort, for vi synes jo også, at de er sjove at lave. Ellers er det ret vildt, at vi har fået så stor tillid – og det der så kommer, det er ren og skær Turbomodul!
Charter: Det var også det, de var bange for – de kunne se, at vi havde brug for at styre alt selv, da meget af humoren ligger i vores klipning og sådan. Men det er noget, vi virkelig er stolte af.
Hvordan laver man rullepølse? det ved Micki Lynge!
Hvad kan vi så forvente af det nye program?
Lars: Jamen, der bliver bare fuld skrald på det hele! Der kommer mere Tonni, Fjeder, Birthe, Karten Kom Forbi osv. og det hele bliver bare meget mere smadret.
Charter: Ja, og vi var lidt bange for, at vi ville få en løftet pegefinger for en karakter som Fjeder, men det er der på ingen måde.
Lars: Og det er lidt sjovt, for jeg kan huske, at vi har vist Fjeder-klippene til venner og bekendte, og de sagde med det samme, ’dét der, det kommer aldrig på tv!’. Og så har vi det sådan lidt – se os nu! Og så kommer der faktisk også en ’soap’ på 8 afsnit, hvor folk, som slet ikke kan spille skuespil, skal fremføre nogle forskellige situationer. Det bliver spændende!
Er der så lagt mest vægt på gengangere eller nye tiltag?
Lars: Jamen, det bliver nok ca. en fordeling af 60 % nye karakterer og 40 % gengangere. Vi kommer bl.a. også til at se, hvordan Charter boller med sig selv.
Charter: Det bliver vildt. Men det holder vi lidt hemmeligt!
Lars: Ja, så kan folk gætte sig lidt til, hvordan man boller sig selv – når det ikke er onani. Det har været en drøm for mig længe at få Charter til at bolle med sig selv!
Charter: Vi har nogle ret svedige storyboard-tegninger på disse idéer! Men det holder vi lige på down-low, da den fungerer lidt ligesom en kl. 24-raket.
Fjeder fortæller om et tandlægebesøg!
Kan i ellers løfte sløret for noget af jeres nye, kommende materiale?
Lars: Altså en af de ting jeg glæder mig allermest til, er en forretningssælger i showet, som sælger nogle helt smadrede kombinationer – f.eks. snoller og garn. Det glæder jeg mig vildt meget til!
Charter: Men det er endnu et eksempel på en ting, som vi synes, eller ved, er sjovt, men som måske lyder lidt slidt eller usjovt på papir. F.eks. hvis man skulle beskrive Tonni Bonde med ord, så ville humoren jo slet ikke være til stede. Derfor har det også været lidt svært at sælge en idé, når det hele først bliver sjovt under de reelle sketches.
Lars: Ja, og så har vi også en sketch med en karakter, som ved alt. Den er inspireret af Dan, da vi altid har haft det sådan, at vi kunne ringe til ham på alle tidspunkter af døgnet og spørge ham om alle mulige ting. Det var oftest med tømmermænd, og så ringede vi Dan op og spurgte ’hvad spiser en bæver?’, og så svarer han altid på det – selvom han måske er ude i byen med sin familie. Han kunne aldrig finde på at lægge på!
Charter: Han svarer altid, også selvom han var sur. Selv hvis han luntede rundt i Bilka, så kunne han altid lige svare på, hvad en regnorm spiser.
Lars: Det var noget, vi synes, at vi kunne bruge i showet. Og det går i bund og grund ud på, at han skal være albino.
Charter: Og sidde på verdens største hest!
Lars: Så vi har Dan uden saddel på en mega stor hest, med briller han ikke kan se i gennem og kontaktlinser, der svirrer i øjnene og han har aldrig prøvet at ride før – og så skal han svare på, hvad dyr spiser!
Charter: Det er ret specielt, men det er fandeme sjovt. Der er også et lille twist, men det må i glæde jer til! Vi er heller ikke blege for at bruge nogle små grafiktricks.
Har i så nogle andre planer for fremtiden efter jeres åbning på TV2 Zulu?
Charter: Vores muligheder er blevet åbnet ret meget, men vi er jo i gang med at udvikle idéer hele tiden. Nu er det bare lettere at få ordet, og folk stoler mere på vores evner. Vi har faktisk allerede fået en lovning på en sæson 2 af Turbomodul, selvom vi ikke har været i tv endnu.
Lars: Jeg tror generelt bare, at vi begge har intentioner om at få lavet så meget Turbo-humor som muligt og få bredt det mest muligt ud. Ikke nødvendigvis Turbomodul men bare et fokus på vores stil og grundlæggende humor.
Vi glæder os til at se det nye show!
Charter: Ja, vi er nok også selv ret bange på selve dagen – der er vi nok rimelig stive! Vi kender humoren så godt nu, at vi har set os blinde på humoren. Den samme effekt har det på de folk, som går omkring os, så vi kan ikke længere spørge folk, om det er sjovt. Så vi har få gange fået nye folk ind for at se det, men det kan også fucke det op – hvis nu de så ikke ser det sjove, så kommer vi i tvivl og sådan. Så vi glæder os bare til at få respons på en eller anden måde! Nu bliver det bare spændende at se, hvordan min mor og resten af familien reagerer på vores humor.
Lars: Ja, det bliver for vildt!
I skal have tak for jeres tid og vi på Connery vil ønske jer alt held og lykke i fremtiden – vi sidder klar til at grine på premieredagen!
(psssssst. Hvis i vil se lidt af det nye materiale, som dukker op på TV2 Zulu på premieredatoen, så kan ud allerede se nogle få uddrag under billedet!)
Du kender ikke Karsten, men han er blevet pisseblind.
Kulsort viden med Orakel Dan!