Krig
Trumps udsending : “Ukraines atomvåben tilhører Rusland” ; Skriver historien om
Budapest-memorandummet var i sin tid en stor diplomatisk bedrift.
Verden i 2025 er på mange måder en genudsendelse af alt det, vi troede vi havde fået afsluttet i 90’erne.
Der er krig i Europa. Atomtruslen er tilbage på alles læber.
Og gamle traktater bliver behandlet, som om de var mundtlige aftaler lavet på en værtshustur i Budapest (ironien er ikke tilfældig).
Omskriver verdenshistorien
Samtidig har vi fået en generation af politikere og diplomater, der foretrækker at diskutere verdensfreden med 280 tegn og et filter.
Og midt i det hele står en af Trumps nærmeste mænd, Richard Grenell, og genopfinder historien om Ukraines atomvåben efter Sovjetunionens kollaps.
“Lad os være klare omkring Budapest-memorandummet: Atomvåbnene var Ruslands og bare efterladenskaber. Ukraine afleverede dem tilbage. De var ikke Ukraines, Det er en ubehagelig sandhed.” skrev Grenell på X.
Ubehagelig – ja. Sand? Not so much.
Ambassadør svarer med kolde fakta
Steven Pifer, tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine og en af de folk, der faktisk var med til at forhandle Budapest-aftalen i 1994, havde ikke meget til overs for Grenells kreative historiefortælling.
Han fastslår, at de atomvåben, der befandt sig i Ukraine efter Sovjetunionens opløsning, var eks-sovjetiske, men under ukrainsk kontrol.
De blev ikke “afleveret tilbage” til Rusland, men sendt dertil som led i en aftale, hvor Rusland forpligtede sig til at respektere Ukraines suverænitet og grænser.
Ja, du gættede rigtigt, den aftale, Rusland brød med et brag i både 2014 og 2022.
“Grenell tager fejl. Krigshovederne var under ukrainsk varetægt. Langtrækkende missiler og bombefly blev destrueret i Ukraine – undtagen nogle få, der blev sendt til Rusland som gældsbetaling,” forklarede Pifer.
Han rundede af med et lille diplomatisk uppercut: Grenell burde “læse hele historien”.
Fra historisk udrensning til moderne misforståelse
Budapest-memorandummet var i sin tid en stor diplomatisk bedrift.
Ukraine opgav verdens tredjestørste atomarsenal, mod løftet om, at deres grænser ville blive respekteret. Det gik… så som så.
Faktisk udtalte Bill Clinton for nylig, at han fortryder sin rolle i at presse Ukraine til at aflevere atomvåbnene dengang. Og det siger ikke så lidt.