Verden
Trump vil lægge told på stoffer, som allerede er ulovlige
Han hævdede, at Canada sælger fentanyl til USA, og at en økonomisk straf ville gøre det dyrere og dermed sværere at distribuere.
I sin seneste optrapning af det, han kalder Liberation Day, har Donald Trump foreslået at lægge told på fentanyl, som i forvejen er et ulovligt og livsfarligt opioid.
Det giver ingen mening
Forslaget har affødt massiv kritik, både fordi det ikke giver mening, og fordi det tyder på, at præsidenten måske ikke helt har styr på, hvordan told fungerer.
“Vi bør pålægge told på værdien af dette frygtelige og dødelige stof,” skrev Trump på Truth Social og rettede samtidig en bredside mod republikanske senatorer, der ikke bakker op om hans plan.
Han hævdede, at Canada sælger fentanyl til USA, og at en økonomisk straf ville gøre det dyrere og dermed sværere at distribuere.
Det svarer til at ville lægge moms på bankrøveri
Kritikken lod ikke vente på sig. Økonomer, politiske modstandere og stort set hele internettet reagerede med undren og sarkasme.
Jonah Goldberg, chefredaktør på det konservative medie The Dispatch, skrev på X: “Tror Trump virkelig, at man kan pålægge told på salget af fentanyl til USA fra canadiske narkokarteller?”
En anden bruger svarede ironisk: “Selvfølgelig! Told på canadisk fentanyl vil bringe jobs tilbage og beskytte de gode gamle amerikanske fentanyl-producenter, som har været MEGET uretfærdigt behandlet.”
Problemet er, at Fentanyl er ulovligt i USA. Det er ikke noget, der bliver importeret i containere med toldpapirer, det bliver smuglet. Og smugling bliver, for nu at sige det mildt, ikke reguleret af toldsatser.
Verdensøkonomien holder vejret
Trumps toldplaner, som også omfatter en generel 20 % told på alle importerede varer, kan ifølge økonomer udløse en ny global recession.
Eksperter vurderer, at alene britiske eksportører kan miste op mod 190 milliarder kroner i værdi.
Den britiske premierminister Keir Starmer sagde i dag i Underhuset, at “en handelskrig er ikke i nogens interesse” og forsikrede om, at regeringen arbejder med berørte industrier og forbereder sig på alle scenarier.
I aften kl. 22 dansk tid ventes Trump at præsentere Liberation Day-toldpakken officielt i Det Hvide Hus’ rosenhave.