TRR: Kreta #6
Hvor stort et tryk kan plastikpatter holde til?
Med den morgenoplevelse kunne det jo kun blive en dejlig dag. Og en dejlig dag blev det! Vi lagde ud med at vende verdenssituationen og blev enige om, at det vist var i går alle de svenske turister tog hjem, og det betød en ny sending slagtekvæg til skafottet.
Så vi trak i badebukser og fedladenhed og smuttede en tur på stranden. Stranden er jo et herligt sted, og jeg kan aldrig helt lade være med at tænke på "find Holger"-bøgerne, når jeg skuer udover en strand. Der er enormt fede kællinger med deres ligeså fede unger, så er der fede turister med deres fede turistkoner, så er der de fede børns fede fædre, som er gift med de fede kællinger, så har de fede hunde med og et par enkelte fede katte... Fik jeg nævnt at de var jævnt fede? Selv de nyankomne svenskere var fede.
Vi tog istedet opstilling i strandkanten og kastede lidt bold til det meste af strandens store fornøjelse. De var helt fascineret af de to forholdsvis slanke unge mennesker i vandkanten, der kunne bevæge sig... Magisk! Så meget opmærksomhed skal man ikke give Chradser og jeg. Det blev en opvisning i, hvordan man fejrer touchdowns på alle mulige og umulige måder. Vi manglede bare en hat til penge, så kunne vi være blevet rige! I stedet var vi vist til lige dele fascination og grin.
Vi kastede i stedet vores opmærksom på hotellets pool, som skulle vise sig at være en oplevelse værd. Brian og Bettina (I ved, hende med de nye kasser og ham med "money over bitches" tatoveringen) lå og slangede sig. Bettina på en luftmadras, og Brian let brovtende i stående positur. Vores yndlings kødklump valgte så at kaste sig ud i et stunt, der vil gå over i historiebøgerne som det mest kiksede nogensinde.
Brian valgte at kaste sig ud på Bettinas luftmadras. Det næste, der skete, er et stort hukommelseskaos af vand, plastik (i to udgaver) og en let hvinen. De to gyldne vidunderbørn kom dog op til overfladen, og Bettina sagde: "Brian, mine patter kan altå ikke holde til det! Du vejer jo over 100 kilo!" Det frembragte mere end et par smil fra Chradser og undertegnede, men vi holdt lidt igen, da vi begge er glade for vores tænder.
I stedet valgte Chradser at vise, hvorfor han ikke er blevet slægtsforsker. I poolen lå der desuden en meget meget mørk dreng. Ja, man fristes til at sige neger i disse politisk ukorrekte tider, og en meget lys svensk pige. De lå på hver sin luftmadras og holdte hinanden i hånden. Efter lidt snak frem og tilbage om de unge par sagde Chradser: "Jeg tror sgu de er søskende". Ja ja Chradser, det ser man tit. Det fejrede de ved at snave, og så blev vi enige om, at det er indavl, der er grund til svenskens ulidelige mangel på hjernekapacitet.
Så vi trak i badebukser og fedladenhed og smuttede en tur på stranden. Stranden er jo et herligt sted, og jeg kan aldrig helt lade være med at tænke på "find Holger"-bøgerne, når jeg skuer udover en strand. Der er enormt fede kællinger med deres ligeså fede unger, så er der fede turister med deres fede turistkoner, så er der de fede børns fede fædre, som er gift med de fede kællinger, så har de fede hunde med og et par enkelte fede katte... Fik jeg nævnt at de var jævnt fede? Selv de nyankomne svenskere var fede.
Vi tog istedet opstilling i strandkanten og kastede lidt bold til det meste af strandens store fornøjelse. De var helt fascineret af de to forholdsvis slanke unge mennesker i vandkanten, der kunne bevæge sig... Magisk! Så meget opmærksomhed skal man ikke give Chradser og jeg. Det blev en opvisning i, hvordan man fejrer touchdowns på alle mulige og umulige måder. Vi manglede bare en hat til penge, så kunne vi være blevet rige! I stedet var vi vist til lige dele fascination og grin.
Vi kastede i stedet vores opmærksom på hotellets pool, som skulle vise sig at være en oplevelse værd. Brian og Bettina (I ved, hende med de nye kasser og ham med "money over bitches" tatoveringen) lå og slangede sig. Bettina på en luftmadras, og Brian let brovtende i stående positur. Vores yndlings kødklump valgte så at kaste sig ud i et stunt, der vil gå over i historiebøgerne som det mest kiksede nogensinde.
Brian valgte at kaste sig ud på Bettinas luftmadras. Det næste, der skete, er et stort hukommelseskaos af vand, plastik (i to udgaver) og en let hvinen. De to gyldne vidunderbørn kom dog op til overfladen, og Bettina sagde: "Brian, mine patter kan altå ikke holde til det! Du vejer jo over 100 kilo!" Det frembragte mere end et par smil fra Chradser og undertegnede, men vi holdt lidt igen, da vi begge er glade for vores tænder.
I stedet valgte Chradser at vise, hvorfor han ikke er blevet slægtsforsker. I poolen lå der desuden en meget meget mørk dreng. Ja, man fristes til at sige neger i disse politisk ukorrekte tider, og en meget lys svensk pige. De lå på hver sin luftmadras og holdte hinanden i hånden. Efter lidt snak frem og tilbage om de unge par sagde Chradser: "Jeg tror sgu de er søskende". Ja ja Chradser, det ser man tit. Det fejrede de ved at snave, og så blev vi enige om, at det er indavl, der er grund til svenskens ulidelige mangel på hjernekapacitet.
Vi traskede ind til midtbyen, som de ville have sagt i Herning og fik os et par kolde med håndtag. Jeg ved ikke, hvad det er, men kolde med håndtag gør bare altid godt. Findes der noget bedre end et par kolde med håndtag, mens det ene sæt stabile kasser efter hinanden vandrer forbi? Jeg tror det ikke. Nogen vil måske her hævde, at vi ikke sådan rigtig scorede så meget på vores ferie. Vi er generelt ikke typerne der scorer, vi nøjes bare med at observere og berette.
Efter et fornuftigt galleri af kasser smuttede vi med resten af 65-rejser delegationen ud og fik noget at spise. En fornuftig omgang fisk, som i bund og grund smagte helt okay. Men kender I det med, at man har spist, drukket og egentlig haft en god aften, og så skal man skide???
Det blev til et kapløb mod tiden at komme hjem. Vi skiftedes til at have kriser undervejs, men en ting er sikkert. Det var en meget tiltrængt put i pøl fest, der blev holdt for Bruno på værelse 302.
Chradser var semiskidt, og da ikke engang spiritusmedicinen hjalp, blev det til et par kortspil og en lille tur ned for at hilse på Yorgos og Mimi. Det var derimod som altid underholdende! Vi gik i seng og tænkte: "I morgen... der får den smadder!"
Dagens temperatur: 36,6 grader celcius
Dagens mest brugte udtryk: "Skulle vi aldrig have to med håndtag?"
Efter et fornuftigt galleri af kasser smuttede vi med resten af 65-rejser delegationen ud og fik noget at spise. En fornuftig omgang fisk, som i bund og grund smagte helt okay. Men kender I det med, at man har spist, drukket og egentlig haft en god aften, og så skal man skide???
Det blev til et kapløb mod tiden at komme hjem. Vi skiftedes til at have kriser undervejs, men en ting er sikkert. Det var en meget tiltrængt put i pøl fest, der blev holdt for Bruno på værelse 302.
Chradser var semiskidt, og da ikke engang spiritusmedicinen hjalp, blev det til et par kortspil og en lille tur ned for at hilse på Yorgos og Mimi. Det var derimod som altid underholdende! Vi gik i seng og tænkte: "I morgen... der får den smadder!"
Dagens temperatur: 36,6 grader celcius
Dagens mest brugte udtryk: "Skulle vi aldrig have to med håndtag?"
