Streaming
Trailer: She-Hulk Attorney at Law
Marvels advokatserie er spækket med cameos fra helteuniverset
Marvel Studios havde travlt under Comic Con 22, for ved siden af Kevin Feiges forklaringer om Marvel-universets 5. og 6. fase og afsløringen af kommende Avengers-film(flertal), var der også et par trailere at dele ud.
Den mest ventede var selvfølgelig Black Panther 2: Wakanda Forever – men også Marvels Disney+ serier kom til orde.
She-Hulk: Attorney at Law sætter fra land som en advokatserie i superhelteuniverset, med MCU's inkarnation af She-Hulk, Jennifer Walters.
She-Hulk: Attorney at Law – Comic Con Trailer
Den kommende super-advokat får i løbet af serien kyndig Hulk-vejledning af Bruce Banner i hulk-form, men Banner (Mark Ruffalo) er ikke eneste gensyn fra Marvels film og serier.
I Comic Con traileren får vi blandt andet et kig på Emil Blonsky (Abomination) og hans fighting-makker Wong (Doctor Strange), men deres komiske show-up overskygges totalt af en anden advokat – ingen ringere end Matt Murdock aka Daredevil.
Daredevil havde i øvrigt et større fokus i Marvels præsentation. Marvel-chef Kevin Feige kunne afsløre, at Charlie Cox vender tilbage til sin rolle som Daredevil i serien Daredevil: Born Again – den kommende serie samler op på Netflix/Marvel-serierne, der nu er rykket over på Disney+.
She-Hulk: Attorney at Law får premiere på Disney+ den 17. august 2022.