Connery

Torben Chris: Jeg var den dårligst integrerede jyde i København

En snak med komikeren om fordomme, woke-kultur og komikerens plads i samfundet.

Den gæve jyde Torben Chris kender de fleste til for hans komiske udskejelser, højtråbende opsang og grænsesøgende emner på scenen. Han er aktuel med den nye sæson af Jysk for Begyndere, hvor han sammen med komiker og makker Thomas Hartmann bevæger sig ud på den jyske hede for at dykke ned i de sjove og skøre traditioner i Jylland.

Vi har taget en snak med ham for at høre lidt om, hvad den nye sæson byder på og hvad der sker i hans liv lige nu.

Den dårligste integrerede jyde i København

Den primære klage de fik i sæson 1 af Jysk for Begyndere, var, at afsnittene var for korte - nu er de dobbelt så lange.

Og med god grund.

Da sæson blev optaget under Corona-tider var det begrænset, hvad man kunne opleve på det jyske eventyr - det er ændret i sæson 2, hvor man blandt andet kan opleve ikoniske, jyske dyder såsom traktortræk, kræmmermarkeder og en vaskeægte jysk polterabend.

“Jeg stod for Thomas Hartmanns polterabend i København. Det er væsentligt sjovere at afholde i Jylland.”

Dog fandt Torben Chris ud af, at alle de idéer han kendte til i forhold til jysk polterabend rent faktisk var ulovlige.

“Der er stort set ingen fede ting ved en jysk polterabend, som er på den rigtige side af loven.”

Programmet har givet begge komikere et sjovt indblik i de fordomme, der figurerer mellem jyderne og Københavnerne - og der var to aspekter, som gjorde den store forskel i måden, jyder og københavnere agerer på.

“Vi har fundet ud af, at den største forskel mellem jyder og københavnere skyldes to ting - der er større sammenhold i det jyske og så er der meget mere plads at lege på.”

I Jylland kan man måske bo i mindre byer og skal derfor dyrke sammenholdet i mindre grupper. I København er der et orgie af muligheder ved hvert gadehjørne og alt og alle er indenfor rækkevidde.

I Jylland mødes man måske grupper for at dyrke en hobby, hvor man i København måske finder man hobbyen, og så finder selskabet derfra.

Selv er Torben Chris en jyde, der har boet i København i 17 år - og trods næsten to årtier på den anden side af Storebæltsbroen har han ikke fået meget sjællandsk ind under huden.

“Jeg var den dårligste integrerede jyde i København. I alle mine år i Hovedstaden har jeg aldrig købt en kop take-away kaffe. Jeg kender sgu godt opskriften på en kop kaffe.”

Det eneste han tog med fra København var et perspektiv på afstande.

“4 kilometer? Det starter man sgu ikke bilen for. Det vil jyder dog nok kigge lidt skævt på, hvis du siger.”

ANNONCE
Foto: Jysk for Begyndere TV Syd - Torben Chris: Jeg var den dårligst integrerede jyde i København Foto: Jysk for Begyndere TV Syd

En galning på scenen

For Torben Chris har stand-up og komiker-branchen ikke været en drøm siden barnsben.

Da han var barn eksisterede der simpelthen ikke det fag i Danmark.

“Jeg har egentlig altid godt kunnet lide at underholde. Jeg var tit klassens klovn og skrev de sjove stile - men da jeg var barn, var comedy ikke et fag.”

Han så måske stand-up for første gang en måned før han debuterede på scenen. Han tænkte bare; ‘nå, det der kan jeg godt finde ud af.’

Han har altid haft en kreativ sans og puslet med eksempelvis filmmanuskripter, som forblev i skuffen som et tankeprojekt.

Han var vant til at notere ting, som kunne bruges som materiale til noget større.

“I standup går du bare selv op og maler billederne på scenen. Da jeg opdagede, at genren eksisterede gik jeg bare i gang.”

Han arbejdede som pædagog i mange år med standup ved siden af - stille og roligt fik han færre og færre timer i det pædagogiske fag, og inden længe blev det hans fuldtidsjob at være komiker.

Som barn drømte han om at være filminstruktør eller skuespiller - han var lige et halvt år på skuespillerlinjen med teater, og selvom han nød at stå på scenen, så brød han sig ikke om taktstokken fra andre kreative i regiet.

“Jeg kunne mærke, at det ikke var mig. Da jeg stiftede bekendtskab med comedy-genren fandt jeg ud af, at jeg både kunne være instruktør, manuskriptforfatter og performer på én gang. Jeg kunne stå for alt selv.”

Det gav ham mulighed for at afprøve alle sine ideer uden at nogen træder på bremseklodsen - det kan godt være, at ideen er dårlig, men så har han prøvet på sine egne præmisser.

Lige nu er han i gang med at brygge på et nyt one man show, GALning, hvor billetterne bliver sat til salg i slutningen af februar 2023.

“I takt med at samfundet bevæger sig mod nogle ulogiske retninger, bliver jeg tit anset som en galning på scenen, når jeg tager emnerne op - så det har jeg taget til mig.”

Showet byder på en kavalkade af ting, som gør Torben Chris gal i hverdagen. Især undskyldningskulturen pisser ham af.

Den kultur, som er kommet i kølvandet på woke-bølgen, hvor personer, virksomheder og brands er ude at undskylde enten på forhånd eller efter få klager for at undgå en shitstorm.

“Hele mediebranchen go-to i øjeblikket er at undskylde på forhånd - de er med til at holde live i krænkelseskulturen.”

Ifølge ham er det simpelthen blevet for nemt at klage.

“I gamle dage skulle man finde brevpapir frem og evne at stave. Man skulle være rasende nok til at slikke på et frimærke, der smagte af helvedes til og gå ned til postkassen.”

Nu ryger klagerne ind dagligt på det digitale - og ifølge Torben Chris er der for kort vej fra tanke til klage.

Selvom man måske ser Torben Chris som en samfundsdebattør i nyere tid, så mener han ikke selv, at han er bevæget over i en anden genre - det er derimod samfundet, som har rykket sig og gjort, at han skal forsvare ting og råbe højt om ting, der ikke længere giver mening.

“Jeg bliver stemplet som en galning, når jeg italesætter det, som alle folk i forvejen kan se, men ikke tør udtale sig om.”

ANNONCE
Torben Chris' nye stand-up show GALning. - Torben Chris: Jeg var den dårligst integrerede jyde i København Torben Chris' nye stand-up show GALning.

Komikerens ansvar

Det har altid været komikerens jobs at revse de ting i verden, som folk normalt er bange for at gå til klingen på.

Helt tilbage til tiden med hofnaren på slottet, som hoppede rundt foran de royale og skulle lave små satiriske indslag, der ofte gik til klingen med, hvad man turde sige i disse kredse.

Eller moderne satiretegninger af royale og politikere såvel som religionskritik.

Torben Chris ser det som sit ansvar at være den, der tør snakke om disse ting og tage pis på ting, så man ikke behøver at tage ting så tungt hele tiden.

Han kommer selv med et eksempel, som dukker op gang på gang i amerikanske ungdomsserier:

“Er jeg den eneste, der har lagt mærke til, at minoritetsgrupper er blevet sindssygt overrepræsenteret, når vi ser tv-serier? Selvfølgelig skal de være der, men de skal jo være der som en minoritet. Det kan ikke være meningen, at du ikke kan se en high-school-serie i USA uden medvirken fra to lebber, to bøsser, en biseksuel, en transseksuel, en aseksuel og en i kørestol hver gang. Det går ud over troværdigheden.”

Når Torben kommer med disse udtalelser bliver han tit mødt med den holdning; ‘ej, tænk at han tør sige det højt’. Hvortil han understreger:

“Tør at sige hvad højt? Tør at beskrive virkeligheden, som vi alle en til en får skudt direkte i ansigtet?”

Og hvis først folk begynder at værne om ting, de selv mener, bør være uden for komisk rækkevidde - så vågner Torben Chris op til dåd.

“Lige pludselig er det blevet vedtaget, at man gerne må frabede sig jokes. Eksempelvis LGBT+-folket har været ude og frabede sig jokes og sige, at de er hævet over jokes. Gu er de da ej - det er der da ingen, der er. Så bliver jeg først motiveret.”

Jo mere sindssygt et emne, jo sjovere skal joken være for at det kan fungere - og ifølge ham er det ikke komikeren, der sætter grænsen - det er publikum.

“Mange tror, at det er komikere, der dikterer, hvad der er sjovt - men det er faktisk publikum. Jeg kunne aldrig drømme om at stå og lave en joke, som ingen grinte af - så mister det jo al mening.”

Han forsøger gerne at skubbe til grænsen, men det eneste han sådan ikke rigtig vil røre ved - det er person-tragedier. Han vil ikke joke med folk, der kan blive berørte af det.

Vi har tidligere set flere komikere blive ‘cancelled’ efter uheldige episoder eller et par runder med woke-kulturen - men ifølge Torben Chris er stand-up og comedy ikke en branche, der er i fare for at få mundkurv på.

“Folk har altid brug for at grine. Jeg kan mærke, at der er en modreaktion på vej. Det var faktisk sværere for 3 år siden at lave jokes med MeToo og Woke - nu er det heldigvis kommet dertil, at folk godt kan se, at det hele bare er fjollet.”

Folk forventer, at det er komikeren, der kommer med modreaktionen.

“Nu er vi nået til et punkt, hvor folk tænker, at det ikke giver nogen mening, at folk eksempelvis kan være sure over, at man antager at ens søn er en dreng, når han er født med en penis. Det er for meget.”

Han afslutter med at understrege, at humoren er levende og vil udvikle sig med tiden - ikke som et resultat af bremseklodser eller woke-kultur. Men at komikken vil afspejle samtiden og løbende udvikle sig med tiden.

“Humoren er levende. Comedy kommer til at overleve og forandrer sig hele tiden.”

Vi siger tak for din tid og glæder os til at sætte kryds i kalenderen, når GALning lancerer turnéplanen! Hop ind på TV Syd og fang Jysk for Begyndere sæson 2, som har fået premiere d. 10. februar 2023.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce