Top 10: Filmhistoriens bedste eksorcist/besættelsesfilm
Gyserfilm, horrorfilm, splatterfilm. Kært barn har mange navne, men overordnet set omhandler de alle en følelse af frygt. Gyserfilm hører efter min mening ikke under en enkeltstående genre, men derimod blot inspireret af en fornemmelse af afsky og ren og skær frygt, som bliver leveret gennem nogle kombinationer af forskellige påvirkningsmidler og genre-relationer.
Anyways, en undergenre i gyseruniverset, som jeg har nydt godt af gennem årenes løb, er uden tvivl eksorcist-film også kaldet ’besættelsesfilm’ – film hvor en overnaturlig instans påvirker den menneskelige krop eller psyke, og derved krydser grænsen mellem livet og efterlivet/helvedet.
Jeg har forsøgt at finde de 10 bedste i denne kategori og du kan se dem alle sammen herunder:
10) The Rite (2011)
Når man kan overtale Anthony Hopkins til at være med i en eksorcistgyserfilm, så har man allerede fanget min interesse. Filmen formår at levere et ganske lovende plot, men selve filmen er meget klichepræget og lidt langtrukket. Anthony Hopkins’ besættelse er derimod det, som har fået denne film til at snige sig ind på listen – eksorcist-delen af filmen er ganske fremragende og skræmmende, og med Hopkins geniale skuespil bliver leveret med et solidt spark i ansigtet.
9) The Amityville Horror 1979/ The Amityville Horror (2005)
Originalen og remaken kan nok ikke rigtig sammenlignes, men da historien bare generelt er mega scary, ligger disse side om side og medlemmer af hver af disse to generationer kan forholde sig til deres favorit. Selve historien er baseret på rigtige hændelser hos familien Lutz i 1975, hvor familien oplevede mystiske hændelser i huset – spøgelser, en mere eller mindre morderisk besat faderskikkelse og underlige lyde. Hvis man tror på historien, så er filmene fucking uhyggelige, og både den tidligere beboer – som slagtede hele sin familie i en besættelse – og faderskikkelsen er gode eksempler på, hvorfor filmene ligger på listen.
8) Constantine (2005)
Listens badboy! Denne DC Comics-film har siden 2005 også fået en mindre kultstatus på grund af den hårdtslående handling, bad-ass hovedperson og en overnaturlig tilgang til konceptet. Filmens omdrejningspunkt er generelt dæmonernes besættelse af menneskekroppen i forsøget på at trænge ind i vores verden, og med et drengerøvs-image samt en skarp, opfindsom fortællestil, formår denne action-basker at finde sin vej til listen.
7) Evil Dead 2 (1987)
Kultefterfølgeren til Raimis første film har nærmest fået endnu større succes end etteren, men den vogn er jeg ikke helt med på. Ikke desto mindre fortjener den en plads på listen, da den fortsætter den samme originale, nytænkende stil med besættelsesmomenter, der for alvor har inspireret gyserfilm årene efter. Den er mere til den humoristiske side, men så læner den sig lidt mere op ad listens ovenstående outsider – Evil Dead 2 er skarp, ikonisk og fyldt med vanvittige splattereffekter og klamme, besatte mennesker.
6) This is The End (2013)
Listens outsider! Den er ikke som sådan en gyser, men for fanden hvor byder den på en fed besættelse! Jonah Hill som liderlig dæmonbesat fedberg, der gerne vil tittyfucke Seth Rogen? Jeg er solgt.
5) Child’s Play (1988)
Dukker er fucking uhyggelige i forvejen, og så vælger de at besætte den med sjælen af en tidligere morder? Fuck my life. Denne ikoniske gyserklassiker fra slut 80’erne sidder brændt fast i nethinden for altid. Den ellers uskyldige dukkeskikkelse overfor den besatte, klamme dukkemorder er en vigtig figur på denne liste, og skabte en ganske uhyggelig besættelseshistorie for alle pengene. Traumerne står i kø efter denne film samt den mangfoldige mængde efterfølgere i flere år efter, og den har en velfortjent plads på denne liste.
4) Evil Dead (1981)
Kultfilm længe leve! Før Sam Raimi kastede sig over Spiderman eller animerede kamæleoner, formåede han at skabe en uforglemmelig splattergyser tilbage I starten af 80’erne. Med en ung Bruce Campbell i front mod en ældgammel besværgelse, som lukker dæmoner ind i vores verden, formår filmen gennem et klassisk lavbudgets-udseende, skarpe effekter og ultra-klamme besatte mennesker at levere et solidt spark lige i solar plexus. Den har det hele – gys, nytænkende effekter og skarpe visuelle remedier indenfor et meget sparsommeligt budget. En evig klassiker!
3) Paranormal Activity (2007)
Størstedelen af denne film er ikke dæmonbesættelse per say, men alligevel er selve huset konstant præget af en dæmonisk tilstedeværelse. Når Katie først begynder at stirre på sin mand om natten uden at bevæge sig i flere fucking timer… - så er der noget galt! Med Found Footage-genren som grundlag og en skræmmende realistisk tilgang til konceptet formår denne film at levere et solidt gys med besættelse og overtrædelser af vores normale fatteevne.
2) The Conjuring (2013)
Den unge instruktør James Wan har for alvor haft en finger med i spillet I forhold til moderne gyserfilm – Saw, Insidious og ikke mindst The Conjuring. I den sidstnævnte film bliver hele besættelseskonceptet redefineret gennem en meget original historie, genreblandinger og ikke mindst en overvældende velfungerende balance på den visuelle og lydmæssige front. Snedige plottwists, gennemtænkte gysermomenter og en mesterlig klimaksfordeling gør dette til en af nyere tids bedste besættelsesgysere – og generelt bare blandt alle nye gysere!
1) The Excorcist (1973)
Kommer det som nogen overraskelse, at denne film ligger nummer 1? William Friedkins klassiske fortælling om den dæmonbesatte teenagepige med grønt bræk, 360-graders nakkedrejninger og umenneskelige bevægelser fik for alvor redefineret possession-genren. Den er måske ikke så uhyggelig i dag mere end 40 år senere, men den er ikonisk, original, nytænkende og ikke mindst evergreen på underholdningsfronten.
- Er du enig, eller mangler vi nogle på listen?