Tønder Festival 2018 - Dag 2
Højt humør til trods for silende regn!
Fredag morgen på årets Tønder Festival, begyndte, som torsdagen under Kellermensch-koncerten sluttede. Silende regn og de deraf følgende udfordringer for en festival på en mark. Efter mange års fravær af regn, ligner festivallen sig selv igen.
Der skal dog meget mere end en gang regn, til at tage pippet fra de mange besøgende (for første gang nogensinde, kan Tønder Festival melde helt udsolgt af partoutarmbånd - stort tillykke herfra!).
Dagens første musikalske indslag for undertegnede, var irske Sam Kelly & The Lost Boys i Telt 1. Bandet var gengangere fra sidste år, men det skal ikke tage glansen fra deres optræden, om end de i ædru tilstand, har væsentligt mere styr på tingene, uden dog at tabe deres drengerøvscharme. Småhistorierne går som altid hånd i hånd med klassiske britiske folkesange, performet af et yderst veloplagt band. Essensen af hvad Tønder Festival kan og skal.
Essensen af hvad Tønder Festival er, var også meget tydelig, da Tide Lines i Telt 2, gav deres første konvcert på dansk jord. Det skotske band viste med al tydelighed, at deres rødder er dybt forankret i det skotske højland, hvor de mestrer både klassiske gæliske sange, men så absolut også deres egne kompositioner i den elektroniske afdeling af skotsk folkrock.
Slutteligt, inden mængden af specialøl og solæg fik taget over, havde naboens datter fra Vendsyssel, Laura Mo, en seance på den mere intime Klubscene. Laura har efterhånden udviklet et ganske intimt forhold til festivallen, med deltagelse både på festivallen sidste år, opvarmning for Anderson East i forårets koncert i DRs koncertsal (arrangeret af Tønder Festival), samt en optræden til et kick-off møde for de involverede i festivallen. Det blev til en koncert med et snert af feminisme, hendes karakteristisk vokal, sange med nerve og historier med hjerte.
Dag 2 viste med al tydelighed, at den klassiske del af Tønder Festival trives og plejes. Genremæssigt meget forskelligt fra dag 1, men hvor diversiteten dog klæder arrangementet.