Connery

Tønder Festival 2016 - Dag 4

Ingen festival uden smat og regn.

Anderson East - tf.dk - Tønder Festival 2016 - Dag 4 Anderson East - tf.dk

Lad ingen tradition være for mærkelig eller for irriterende - for naturligvis skulle Tønder Festival lige "døbes" med et skud vand fra oven.

De bare ben og lette sommertoppe var for en stund pakket væk til fordel for 'røjsere' og regnslag, men humøret var stadigvæk på toppen i folkemusikkens skandinaviske højborg.

Mánran var første punkt på min musikalske rejse denne søndag. Open Air-scenen var lokationen, vi var midt på eftermiddagen og til trods for vejret og de til stadighed truende mørke skyer, formåede Mánran at holde et ganske fornuftigt flow i både spilleriet, men så sandeligt også i publikum. De skotske folk-rock drenge, fortryllede publikum med en flot blanding af keltisk og engelsk lyrik, tilsat de klassiske instrumenter.

Anderson East - ja, han blev også nævnt i går, men (tilgiv mig mit sprogbrug) FUCK hvor han dog bare viste ægte klasse sidst på eftermiddagen, mens regnen piskede ned over Telt 2. "For me it's like the morning after, cus' I felt we had a thing going on last night!", var en af de første sætninger, og gud hvor har han dog ret. Med en nerve og intensitet rev han atter hjerterne ud af samtlige publikummer - uanset køn. Anderson East er lidt et brud med den gængse musik på Festival, men hvor det dog klæder festivalen med disse kunstneriske krumspring.

RURA spillede tidligt på aftenen deres tredje koncert på Klubscenen, som er en meget mere passende venue for dem end Telt 2. Et lidt søvndøsigt band indtog scenen og startede med en lidt bagstiv tilgang til musikken. Det var en sindstilstand, der passede ganske fortrinligt til publikum, der ligesom enkelte af bandmedlemmerne kæmpede med de sidste fadøl på dette års festival. Deres første optræden om fredagen på samme scene havde fået folk op på bordene, men denne søndag var det hele lige en smule mindre ekstatisk - men stadig skide smukt og stadig med mere energi end i Telt 2 eftermiddagen forinden.

Kira Skov skulle med sin unikke tilgang til musikken være blandt de sidste kunstnere på dette års festival. Med sin lidt mere tryllebindende og alternative tilgang til musikken, forførte hun de publikummer, der havde fundet vej til den smukke spejlsal i Palais Des Glaces søndag aften. Der var dybde, der var weltschmertz, der var kærlighed til detaljerne - ja, der var i det hele taget alt, hvad der for mig kompletterede fire dage med musik. Drømmende og i mine følelsers vold, lukkede Kira med sin smukke vokal, dette års udgave af Tønder Festival for mig. Den afsked kunne ikke være mere dybfølt og ægte.

ANNONCE
Del

Seneste nyt