Tønder Festival 2015 #2
Halvvejs i fire dages musik - recap.
De rigtige armbånd omkring håndledet, en gylden dame i hånden, en smuk kvinde (i ridebukser) ved min side og en rygsæk på ryggen - netop ankommet i Tønder. Det lyder alt sammen meget harmonisk, landligt og festivalagtigt, og det er det også. Den smukke kvinde i ridebukser kommer vi ikke nærmere ind på her, men resten fortjener en fortælling.
Tønder er normalt en meget søvning by, beliggende fem km. fra grænsen og de billige dåseøl. Byen er en del af den i stigende grad affolkning af provinsen. Udkantsdanmark. Stedet hvor bonderøvene stortrives og alt lukker efter kl. 14 i weekenden.
En enkelt gang om året, vågner Danmarks ældste købstad op til dåd, og viser i glimt hvad fordums storhed kunne have budt på i nutiden; Et mangfoldigt menneskehav, liv og glade dage og ikke mindst en fest uden lige.
Det er her generationer mødes, indtager rigelige mængder af dåseøl fra Fleggaard og arm i arm ser solen stå op, mens rusen aftager og den dårlige eftersmag fra den famøse durum indfinder sig. Der vakles hjem i husene, teltene og i enkelte tilfælde indtages en bænk, før end historien gentager sig kort efter kl. 12.
Byens tidl. så aktive dyrskueplads har i dagens samfund kun en enkelt aktuel opgave. Den årlige festival. Der er dog ikke tale om så anonym en udgave, som fx Musik i Lejet, Skive Beach Party eller lignende. Tønder bliver i sidste weekend af august forvandlet til en verdensmetropol for Folk-genren.
Inden for genren er der ingen tvivl om, hvor man skal spille. Byen som formår at tiltrække både nationale og meget store internationale navne. Byen som får selv Thomas Treo til at kaste stjerner i sine anmeldelser, som er sjældent set for den ordekvibrilistiske musikrevser fra Ekstra Bladet. I øvrigt en ekvilibrisme, som har gjort mig til fan af hans skriverier.
Byen lever, byen ånder og byen giver ikke slip på en, når først man er fanget.
Festivalen har siden mine spæde år, udviklet sig markant, og har udviklet sig fra en byfest til en egentlig festival. Afskærming fra nysgerrige blikke, mere intens stemning, open air scene, partoutarmbånd, dagsarmbånd, pressearmbånd og relativt dyre fadølspriser. Også her har den nødvendige kapitalistiske tilgang indfundet sig. Det koster endda en 10'er for at hæve kontanter, hvilket er en nødvendighed, eftersom stort set ingen af festivalens boder tager imod dankort. Måske et koncept man lige skulle revurdere.
Festivalen styres med hård hånd af frivillige. Frivillige ildsjæle, som har hjertet på rette sted og kun ønsker det bedste for deres by og deres festival. Deres belønning er et armbånd og en kæmpe afslutningsfest - og naturligvis en god portion kærlighed fra gæsterne.
Der er kaldt til hof i folkemusikkens højborg og jeg er nu halvvejs. Blæst bagover af Skerryvore, Hayseed Dixie og Folkeklubben. En slagen kriger, men langt fra mættet. Planen for resten af festivalen er at finde Lukas Graham og indlede en telepatisk duet og skylle skønsangen ned med kolde fadøl i Jam Teltet.
