Tinder gjorde mig psykisk ustabil
En personlig vinkel på den moderne score-app!
”Kælling! Hvorfor swiper hun ikke bare til højre!?” .
En sætning jeg efterhånden har brølet ud flere gange, end jeg er villig til at indrømme.
For det meste er jeg en af de irriterende typer, der forsøger at se det bedste i folk og har et tålmodighedsbarometer, der aldrig løber tør (hvis Herkules drikker Herkuladedrik, må jeg have fået en Tony Montana-overdosis af tålmodighed) og ord som kælling og luder bliver kun brugt under sex.
Moderne dating apps har dog taget alt det fra mig og gjort mig til en savlende og utålmodig hund!
Evindelige swipes og et fåtal af matches senere, står mit selvværd overfor endnu en udfordring…
”Hvorfor gider kællingen ikke at svare mig? Narrefisse!”
Når man har forsøgt sig med alt fra søde, sjove, kreative, vulgære og neutrale samtaleåbnere forfalder man til konklusionen: Jeg er et grimt (måske endda afskyeligt), uinteressant individ og ingen kvinde vil NOGENSINDE elske mig.
Tinder, Bumble & Badoo har fjernet min selvtillid og knækket mit selvværd og efterladt mig tørstig som en hund efter en kvindes kærlighed og baller (og/eller bryster – jeg vil nødig diskriminere i denne tid).
Og ikke nok med at mit selvværd har fået et knæk, min telefon er også medtaget.
Den er efterladt med sølle 13% batteri tilbage og der er 48 minutters togtur tilbage.
Hvad gør jeg så nu? Måske man skulle begynde at snakke med folk i virkeligheden… Gad vide om der er nogen i toget, der har en oplader jeg kan låne…?
Jeg er selv løbet tør… Har I nogle tips til onlinekærligheden d’herrer?
