Connery

TigerSwan - H/E/R [Anmeldelse]

Længe ventet debutudgivelse fra TigerSwan holder sgu!

4 ud af 6 stjerner
TigerSwan - H/E/R

Kunstner: TigerSwan
Titel: H/E/R
Label: Iceberg Records
Release: 4. september 2020

TigerSwan - H/E/R [Anmeldelse]

TigerSwan er efterhånden et ganske godt beskrevet blad her på siden. De sidste par år har jeg fulgt deres arbejde mod gennembruddet på den danske musikscene. Med en indædt kærlighed til den musik, der skabes her og nu, kombineret med en modstand mod at lave strømlinede albums, har jeg før kaldt deres fremgangsmåde for det ultimative kommercielle selvmord - og det kan jeg ikke andet end elske dem for.

Hvor om alt er, så er TigerSwan endelig klar med deres længe ventede debutskive "H/E/R", efter et tilløb som kun kan beskrives som uendelig langt - altså som i virkelig langt, for for to år siden rendte jeg rundt i den københavnske sydhavn i deprimeret sindstilstand og lyttede til de første betaversioner af et par af numrene. TO ÅR!

H/E/R er ganske kort fortalt en hyldest til kvinden og til kærligheden, upåagtet hvilket ansigt både kvinden og kærligheden har. En fuldendt rejse fra den første sindssyge forelskelse over altdominerende tankemæssig besættelse til smertefulde breakups. Det er alt i alt en rejse i enhver heterosexuel mands sind. 

Nu kunne man godt skabe sig en forestilling om, at der er tale om en debutudgivelse kun med langsomme ballader, klistrede kinddansende kærlighedserklæringer og klagefulde omkvæd, men her har TigerSwan grebet det helt anderledes an. Alle sangene har en umiskendelig elektronisk 80'er-lyd, der trods pinefulde minder kan få smilet frem på læben, hvilket i en tid, hvor tristhed og pandemi florerer, er ganske forfriskende og livsbekræftende. Og lad os bare sige, at Darren Hayes (forsanger i Savage Garden, red.) heldigvis ikke har levet forgæves.

TigerSwan har heldigvis valgt at udgive H/E/R på andet end de klassiske streamingplatforme, og har smidt en vinyl på gaden - endda en tung en af slagsen. Det giver helt fantastisk god mening, for A-siden er dedikeret til den ulykkelige kærlighed og weltschmertz i et musikalsk højt tempo, mens B-siden kredser om uendelig kærlighed og en lykkefølelse vi alle higer efter i livet, hvor vi så også musikalsk går en lille smule ned i tempo.

Tracklist:

A-Side:
1. Novocaine
2. I Don't Wanna Let You Go
3. Young/Wild/Reckless
4. Love Me Like You Used To
5. Novocaine - Live Session (Bonus Track)

B-Side:
1. Bad Bad Liar
2. Beautiful
3. You Got Style
4. H/E/R
5. Young/Wild/Reckless - Live Session (Bonus Track)

Hvis vi skærer det helt ind til benet, så har TigerSwan leveret en ganske fornem debutudgivelse. Der er ingen slinger i valsen og overordnet set, så fungerer skidtet sgu. Vi snakker ikke om en udgivelse, der skriver sig ind i musikhistorien, men solidt arbejde skal alligevel hyldes, især i en tid, hvor de musikalske genveje tages oftere end nogensinde før. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt