The Tallest Man On Earth
Dyb, støvet poesi fra Sveriges ødemark med islæt af USA
Jeg begik mig på Roskilde festival i den foregående uge med alt hvad der hører til af skiftende beats i baggrunden, varme øl, varme kram og varme dage blivende til halvkolde nætter. Og der var jeg vidne til en af de mest hårrejsende koncerter i mine efterhånden ret udtrådte festivalsåler. Jeg havde lyttet en del til The Tallest Man On Earth (alias: Kristian Matsson) i forvejen, men på scenen blæste han mig fuldstændig omkuld. De grå skyer gled bogstaveligt talt væk for nogle lange øjeblikke over Odeon-scenen, mens kroppe vuggede og klappede for til sidst at glide ind i en tidskaspsel og glemme alt om tidspunkter og steder.
Måske var det tørsten efter noget andet end elektronisk musik i de efterhånden våde omgivelser, det faktum, at jeg stod med en skøn kvinde under armen, at publikum længes lige så meget som ham efter store følelser og åbne landeveje eller hans i starten aparte – derefter svært vanedannende – vokal, der resulterede i, at jeg forsvandt i den time og det kvarter, som koncerten varede. Måske var det billederne af svenske skove og amerikansk fortid remixet af en ung gut med, tilsyneladende, begge ben på jorden, der sendte mig væk. Jeg ved det ikke.
I hvert fald er det en fornøjelse at blive sandblæst af sange som Love is All, King of Spain, The Dreamer, The Gardener og den mere stilfærdige Like the Wheel ansigt til ansigt med denne mand, der egentlig ikke er specielt høj, hjemme i stuen eller med hans universelle sange rullende i øret som en Ford Mustang over USA's statsgrænser uden for lov og orden, ved havet, i en skov eller bare i baghaven. Det er poesi og gennemtrængende kunst, og jeg synes helt sikkert, at enhver med hang til moderne conutry, fængende guitarmelodier og rock i det hele taget bør tjekke denne ungersvend ud.
Der er godt nok noget på hjerte, og det faktum, at han drømmer sig til USA fra Sverige, giver musikken et meget internationalt præg. The Tallest Man On Earth har uden tvivl sat sine ben og tanker i omtalte land, men følelsen (de åbne veje, uendeligheden, friheden, fortiden, prærien, naturen) er universel.
Mine tommerfingre stritter som fuck-fingre i New York. Her har vi at gøre med en mand, der gør noget så sjældent som at krænge sit hjerte ud på eftertænkende, hårdfør og ærlig vis. Og, ja, hvad kan man egentlig gøre ud over at lade tårerne strømme, når de først er der? Det er ærligt og brutalt. Nøgent, nyt og gammelt. Høj klasse.
En anmeldelse af koncerten kan læses her
