Morgenen kom, som morgener nu engang gør under sydens sol, med masser af solskin, fuglekvidder og almen friskhed. Jeres to troubadurer var på ingen måde repræsentanter for nogle af de ovenstående ting, men vi stod da op, og det i sig selv bør der rejses en statue for.
Et par morgencolaer gjorde underværker, og vi fik svunget et håndklæde over skulden, en amerikansk fodbold under armen og nogle euro i lommen. Af sted mod vores egen strand i Puerto Rico i håb om at der er lidt mere ‘fart’ på der.
Fart på var nok ikke det rigtige udtryk, men der var i det mindste mennesker, og det er et kæmpe skridt op af den rangstige, vi kalder fart. Både gamle kvinder i altdækkende badedragter og gamle mænd i spadseretur humor og flere gamle kællinger og lidt flere gamle mænd. Jeg tvivler på, om det var sandet, klipperne eller Sveriges grå guld der var ældst, men de sloges gevaldigt om det.
Som det sikkert kan antydes af teksten, var det ikke vandet der var mest besøgt, ældre mennesker og bølgen blå er vist ikke en kombo, de gør sig så meget i på Gran Canaria. Så vi fandt et stykke med bar strandkant, og stillede os op med en amerikansk fodbold og udnyttede, at de mennesker, der lå på stranden, havde minus 11 på begge øjne.
Imidlertidig var der et enkelt indfødt par, der absolut skulle spankulere op og ned af stranden, og på deres vej i den menneskeforladte strandkant stillede mister Don Corleone sig lige op, pegede på Chradser og jeg og sagde ‘impossible!’
Hvad han mente skal stå hen i det uvisse, men vores umiddelbare reaktion var at stikke ham den altid kække baywatch-hilsen og istemte uden nogen form for klang med ‘some people stand in the darkness, afraid to step into the light’. Vi synger ikke særlig godt, men højt og længe.
Imens vi ikke fattede spansk, havde en hvalfamilie taget plads på stranden. Især den yngste hval brillierede ved at sidde i vandkanten og kæmpe den tavse og umenneskelige kamp mod havet. Vi diskuterede en kort overgang, om vi skulle tage ham væk fra hans sandslotteleg og hælde noget vand udover ham, mens vi skreg “Red den! Red hvalen!”. Men det var en alt for uoverskuelig opgave, så vi trissede videre i vores færd.
Fra stranden røg vi et smut på Den Bette Kro for lige at få en enkelt med håndtag – ja man bliver helt tør i fløjten af alt det sand. Vi blev mødt af skeptiske blikke, men da vi sagde: ‘Hey Kurt, vi napper stambordet og to med håndtag’, var der anerkendende blikke, og et par enkelte vendte sig om og grinede et: ‘i har simpelthen stambord?’.
Og jeps det havde vi. Vi sludrede lidt med Kurt om muligheden for et interview, at interviewe en legende som Kurt ville være magisk. Han ville gerne have lidt omtale, da han efter eget udsagn ‘gjorde sig meget i markedsføring’.
Nu har både Chradser og jeg en temmelig tung handelsskolemæssig baggrund, og er der noget Kurt ikke rigtig dyrkede, så var det helt sikkert markedsføring. Men vi fik kvalt vores grin og sagt: ‘det kigger vi lige på, gamle dreng’.
Til gengæld havde den bette kro tiltrukket lige præcis den slags mennesker, der definerer stedet. Lidt nede til højre for os sad en herre i en sort skjorte. Ikke et sælsomt syn i sig selv, men på ryggen af skjorten stod der skrevet i pallietter: ‘linedance – for fuld skrald’. Jeg skal simpelthen have sådan en skjorte og det i en sådan fart! Med stambord og to kolde med håndtag synes vi ligesom, at vi havde fundet jargonen og spillede lidt kæphøje, da en stamgæst gik forbi os. Han fejede os fuldstændig af banen ved at blotte et brugtbilsælgersmil jeg aldrig har set mage til og sige: “Nu hidser I jer ikke op drenge?”. Vi svarede: “nej vi nyder jo lige to med håndtag”. Hvortil han sagde: ‘Ouh, de er gode, de går lige i styrepinden’. Jeg vil være ham i mit næste liv!
Aftenen gik med et besøg hos Østens mystik, i form af all you can eat buffet til 5,99 euro. Nøj hvor er dej i friture med ubestemmeligt indhold en tung spise. Skyllet ned med cola er den endnu tungere, og slutter man festen af med at ræbe højlydt og grine, har man den perfekte scene til en smuk date.
Vi blev enige om, at skulle det ske (og det gør det nok ikke) at vi skulle finde os en kæreste, så er det simpelthen stedet at tage sin date ind. Der var så klinisk og kedeligt, at det virkede som at sidde og spise på operationsstuen på et hospital. Meget romantisk.
Vi tøffede, mætte og på grænsen til opkast, trængende ned for lige at tage et spil minigolf, og så et smut på Harleys bagefter. Harleys var som altid fantastisk, men hvorfor gør man de ting, man gør når man er fuld? Vi lavede dance off og ryddede dansegulvet og hver gang vi byttede plads, gav vi hinanden high five ‘top gun style’. Grimmere bliver det ikke, men verdensmænd – det var vi!