The Royal Residence #3
Se mig, jeg har ingen situationsfornemmelse!
Chancen er sådan set fifty-fifty. Altså ikke om at sige noget dumt, men om det er Showoff eller undertegnede. Denne gang var det undertegnede, der brillerede med et fantastisk eksempel på en total mangel på situationsfornemmelse.
Det hele startede med, at Showoff og jeg skulle i ILVA for at se lidt på nogle lamper mv. til residencen, der stadig var præget af en stue uden nogen form for lys. Til formålet hoppede vi på et af de fremragende og altid rettidige S-tog mod Lyngby. Efter at vi i de første par minutter havde underholdt en kupé med anekdoter fra Vietnam krigen og den store generalstrejke i 1998, kom der endnu en passager ind.
En såkaldt høn trådte ind i kupeen. En hermefrodit, hvor et bud på mand eller kvinde er lige godt. Øjet drages jo mod det ubehagelige, så da "tingen" satte sig over for os, begyndte vi at glo i det skjulte for at prøve at afdække dette mysteriums identitet og frem for alt køn. Han/hun plantede sig lige overfor os.
Her skal lige bemærkes, at Showoff og jeg har sådan en uskreven regel og kodeks, at hvis ikke man kan snakke om en person, da vedkommende sidder for tæt på, så skriver man det på sin telefon og viser det til den anden. En regel jeg har været fuldt indforstået med indtil videre. Da jeg havde placeret størstedelen af min hjerne i en brandert forrige aften, så var denne uskrevne regel meget sløret oppe i krydderen.
Showoff skrev på sin telefon: 'Er det en mand?', prikker til mig og viser mig displayet. Jeg kigger på det i 2 sekunder, og min hjerne forstår ikke, hvem der kan have sendt en besked til Showoff, hvor der står: 'Er det en mand?'. Skal man have lavet spørgsmål til svar, så må man jo prøve at stille opklarende forespørgsler. Min hjerne mente, at hvis jeg gentog beskeden, så ville jeg få svar. Jeg drejer hovedet mod Showoff og siger højlydt med et forundret blik:
Det hele startede med, at Showoff og jeg skulle i ILVA for at se lidt på nogle lamper mv. til residencen, der stadig var præget af en stue uden nogen form for lys. Til formålet hoppede vi på et af de fremragende og altid rettidige S-tog mod Lyngby. Efter at vi i de første par minutter havde underholdt en kupé med anekdoter fra Vietnam krigen og den store generalstrejke i 1998, kom der endnu en passager ind.
En såkaldt høn trådte ind i kupeen. En hermefrodit, hvor et bud på mand eller kvinde er lige godt. Øjet drages jo mod det ubehagelige, så da "tingen" satte sig over for os, begyndte vi at glo i det skjulte for at prøve at afdække dette mysteriums identitet og frem for alt køn. Han/hun plantede sig lige overfor os.
Her skal lige bemærkes, at Showoff og jeg har sådan en uskreven regel og kodeks, at hvis ikke man kan snakke om en person, da vedkommende sidder for tæt på, så skriver man det på sin telefon og viser det til den anden. En regel jeg har været fuldt indforstået med indtil videre. Da jeg havde placeret størstedelen af min hjerne i en brandert forrige aften, så var denne uskrevne regel meget sløret oppe i krydderen.
Showoff skrev på sin telefon: 'Er det en mand?', prikker til mig og viser mig displayet. Jeg kigger på det i 2 sekunder, og min hjerne forstår ikke, hvem der kan have sendt en besked til Showoff, hvor der står: 'Er det en mand?'. Skal man have lavet spørgsmål til svar, så må man jo prøve at stille opklarende forespørgsler. Min hjerne mente, at hvis jeg gentog beskeden, så ville jeg få svar. Jeg drejer hovedet mod Showoff og siger højlydt med et forundret blik:
'ER DET EN MAND?'
Lige da ordene er sluppet ud, vender min hjerne tilbage som genopstået fra de døde. Jeg indser min kæmpe brøler, men her er det for sent. Om det er Showoff eller undertegnede, der kommer med det første fnis, vides ikke. Det, der dog vides, er, at grineflippet er uundgåeligt. Snart sidder vi i en pærevælling af fnis, høj latter og hånlige grin.
Østrogen/testosteron freaken kan ikke undgå at opfatte det, og jeg ville virkelig have ønsket, at vi kunne have holdt masken. I stedet rejser han/hun sig op og går ud i midtergangen, hvor han/hun bliver stående 1½ stop, mens hun ser to infantile tosser fortsætte deres grineflip inde i kupeen.
Jublen/pinligheden vil ingen ende tage, og jeg føler mig overbevist om, at hele ILVA Lyngby ved, at der har været en hermafrodit på et S-tog et sted i Storkøbenhavn, som har følt sig overordentlig dårlig behandlet af Kongerne af Connery.
Lige da ordene er sluppet ud, vender min hjerne tilbage som genopstået fra de døde. Jeg indser min kæmpe brøler, men her er det for sent. Om det er Showoff eller undertegnede, der kommer med det første fnis, vides ikke. Det, der dog vides, er, at grineflippet er uundgåeligt. Snart sidder vi i en pærevælling af fnis, høj latter og hånlige grin.
Østrogen/testosteron freaken kan ikke undgå at opfatte det, og jeg ville virkelig have ønsket, at vi kunne have holdt masken. I stedet rejser han/hun sig op og går ud i midtergangen, hvor han/hun bliver stående 1½ stop, mens hun ser to infantile tosser fortsætte deres grineflip inde i kupeen.
Jublen/pinligheden vil ingen ende tage, og jeg føler mig overbevist om, at hele ILVA Lyngby ved, at der har været en hermafrodit på et S-tog et sted i Storkøbenhavn, som har følt sig overordentlig dårlig behandlet af Kongerne af Connery.
