The Prodigy - Always Outnumbered, Never Outgunned
Efterfølgeren til tre tidligere albums eller et forsøg på comeback?
De fire gutter med den karakteristiske elektro-punk lyd fra gruppen The Prodigy, er for første gang i 8 år på gaden med et nyt album og 12 splinternye numre.
Mange fans troede imidlertid, at singlen "Baby"s Got A Temper", skulle være det sidste døende skrig, men de må indtil videre prise sig lykkelige over, at de her har fået endnu et kapitel i Prodigy-historien. Til trods for at albummet er udgivet under navnet Prodigy, er det dog ikke mange af de gamle kendte ansigter, der har sat deres fingeraftryk på de forskellige sange, hvilket man hurtig opdager, ikke mindst hvis man lytter pladen igennem, men også hvis man læser detaljerne for de forskellige sange. Det nye album med titlen "Always Outnumbered, Never Outgunned" er nemlig, ligesom det første album, Experience, og in-the-mix udgivelsen The Dirtchamber Sessions, et solo projekt af hovedorganet bag Prodigys andre numre: Liam Howlett (forrest på billedet ø. th.). Spørgsmålet er så blot, om dette er det fjerde album i rækken af den punk-elektroniske lyd som Prodigy tæskede gennem 90"erne med, eller om det er et desperat forsøg på at puste ild i noget, der for længst er brændt ud.
Mange fans troede imidlertid, at singlen "Baby"s Got A Temper", skulle være det sidste døende skrig, men de må indtil videre prise sig lykkelige over, at de her har fået endnu et kapitel i Prodigy-historien. Til trods for at albummet er udgivet under navnet Prodigy, er det dog ikke mange af de gamle kendte ansigter, der har sat deres fingeraftryk på de forskellige sange, hvilket man hurtig opdager, ikke mindst hvis man lytter pladen igennem, men også hvis man læser detaljerne for de forskellige sange. Det nye album med titlen "Always Outnumbered, Never Outgunned" er nemlig, ligesom det første album, Experience, og in-the-mix udgivelsen The Dirtchamber Sessions, et solo projekt af hovedorganet bag Prodigys andre numre: Liam Howlett (forrest på billedet ø. th.). Spørgsmålet er så blot, om dette er det fjerde album i rækken af den punk-elektroniske lyd som Prodigy tæskede gennem 90"erne med, eller om det er et desperat forsøg på at puste ild i noget, der for længst er brændt ud.
Efter selv at have erhvervet albummet og sat pladen på, var det en dejlig følelse af nostalgi, der flød igennem mig, da det første bragende beat fra nummeret "Spitfire" lød. Jeg genkendte straks den dejlige overensstemmelse mellem det tunge beat, de mere enkle og monotone lyde og en vokal, der uden at være revolutionerende ikke lægger skjul på, at det her er den ægte, gamle Prodigy-lyd. Men lykken varer kort og da jeg omsider fik lyttet pladen helt igennem var det lidt en skuffelse, der havde efterladt sig, da jeg tænkte "hvor er hitnumrene?" For bevares, der er en del gode beats og mixes på dette album og der er ingen tvivl om, at det er gode gamle Prodigy, der sætter standarden, men der er ingen hitnumre, som virkelig fanger som der f.eks. var på "The Fat Of The Land" (1996) med numre som "Smack My Bitch Up", "Breathe" og "Firestarter" for blot at nævne nogle af de mest kendte fra det album. I samme stil var der også på "Music For The Jilted Generation" (1994) en række rigtig ørehængere som "Their Law", "Voodoo People", "Poison" og "No Good". Der er ingen tvivl om, at Liam Howlett har forsøgt at genoplive den gamle "Music For The Jilted Generation"-lyd og blande den med den mere rå lyd fra "The Fat Og The Land", men samtidig også tilsætte en anelse mere punk - spørgsmålet er så om det også lykkes?
Liam Howlett har ikke den rå vokal fra forsanger Keith Flint, der bl.a. sang på "The Fat Of The Land", men har i stedet fået assistance fra
For til sidst at binde de løser ender sammen, vil jeg sige, at er "Always Outnumbered, Never Outgunned" en efterfølger til de tre tidligere albums "Experience", "Music For The Jilted Generation" og "The Fat Of The Land", er det sidste i rækken i hvert fald det ringeste. I tilfælde af at Liam Howlett desperat har forsøgt at genoplive Prodigy-ånden, hvilket det vel er efter 8 års stilhed, så lykkes det efter min mening ikke, og det skulle ikke undre mig, hvis "Always Outnumbered, Never Outgunned" bliver den sidste udgivelse vi ser fra det evigt piercede, savlende og tatoverede mandskab The Prodigy.
Liam Howlett har ikke den rå vokal fra forsanger Keith Flint, der bl.a. sang på "The Fat Of The Land", men har i stedet fået assistance fra
For til sidst at binde de løser ender sammen, vil jeg sige, at er "Always Outnumbered, Never Outgunned" en efterfølger til de tre tidligere albums "Experience", "Music For The Jilted Generation" og "The Fat Of The Land", er det sidste i rækken i hvert fald det ringeste. I tilfælde af at Liam Howlett desperat har forsøgt at genoplive Prodigy-ånden, hvilket det vel er efter 8 års stilhed, så lykkes det efter min mening ikke, og det skulle ikke undre mig, hvis "Always Outnumbered, Never Outgunned" bliver den sidste udgivelse vi ser fra det evigt piercede, savlende og tatoverede mandskab The Prodigy.
