The National - Boxer
Den melankolske amerikaner kvintet, The National, udsender deres fremragende femte album, der følger anmeldersuccesen Alligator fra 2005.
Medie: cd
Label: Beggars Banquet
Fire albums skulle der til før indierockerne The National, fem gutter oprindeligt fra Ohio, for alvor blev anerkendt hos den kritiske musikpresse verden over. Med pladen, 'Alligator', fra 2005 blev The National pludselig anset som et af de mest spændende navne overhovedet. Prædikatet 'et mesterværk' blev adskillige gange sat på 'Alligator' og pladen blev af flere magasiner udnævnt som årets bedste i 2005. Nu er kvintetten, med base i New York, så klar med den længe ventede opfølger og det er nu de skal bevise, at deres evne til at lave fremragende plader ikke blot var en enlig svale.
Albummet indledes på fremragende vis med nummeret Fake Empire, der med simpelt klaverspil, en søvnig vokal og et utålmodigt trommespor fænger lytteren fra første tone. Herefter følger 11 skæringer hvor klaver, bass, guitar og vokal går dystert, men glimrende hånd i hånd. Ofte akkompagneret af blæsere, strygere og orgel, der er med til at påføre dysterheden endnu en dimension. Det der dog gør The National's dysterhed helt enestående er lyden af trommerne, der som det eneste instrument ikke passer lydmæssigt ind i sammenhængen, men blot lever sit eget dansable liv og er med til at påføre numrene en skøn asymmetri instrumenterne i mellem og samtidig gør de den ellers så oplagt mørke musik lidt lysere.
Albummet indledes på fremragende vis med nummeret Fake Empire, der med simpelt klaverspil, en søvnig vokal og et utålmodigt trommespor fænger lytteren fra første tone. Herefter følger 11 skæringer hvor klaver, bass, guitar og vokal går dystert, men glimrende hånd i hånd. Ofte akkompagneret af blæsere, strygere og orgel, der er med til at påføre dysterheden endnu en dimension. Det der dog gør The National's dysterhed helt enestående er lyden af trommerne, der som det eneste instrument ikke passer lydmæssigt ind i sammenhængen, men blot lever sit eget dansable liv og er med til at påføre numrene en skøn asymmetri instrumenterne i mellem og samtidig gør de den ellers så oplagt mørke musik lidt lysere.
I forhold til 'Alligator' bliver der lagt mere fokus på vokalen på 'Boxer', noget der sandsynligvis skyldes det nye samarbejde med Interpol-produceren Peter Katis. Pladens tekster er specielle i og med de oftest kommer ud fra tilfældige overhørte samtaler, der så bliver lavet om til forsanger Matt Berningers helt eget sprog. Noget der gør sangene utroligt unikke og meget virkelighedsnære. Eksempelvis på nummeret Mistaken For Strangers hvor Berninger synger: You get mistaken for strangers by your own friends/when you pass them at night under the silvery, silvery citibank lights. Efter min mening en tydelig beskrivelse af en person der lige har hævet penge til sine stoffer og samtidig er så langt ude, at vennerne ikke kan kende ham. Og på denne måde fortsætter The National med at fortælle små historier ved hjælp store melodier fyldt med melankoli.
Som vennen Alec Hamley Bemis også skriver på gruppens myspace side, så er The National's musik meget svært at beskrive, men derimod er det meget let at lytte til. Og 'Boxer' er et album hvis skønhed vokser utroligt for hver gang man lytter til det og ligesom ved 'Alligator' bliver man nødt til at sætte en gul seddel på 'Boxer' med ordet 'mesterværk'. For et mesterværk det er det.
www.myspace.com/thenational
Som vennen Alec Hamley Bemis også skriver på gruppens myspace side, så er The National's musik meget svært at beskrive, men derimod er det meget let at lytte til. Og 'Boxer' er et album hvis skønhed vokser utroligt for hver gang man lytter til det og ligesom ved 'Alligator' bliver man nødt til at sætte en gul seddel på 'Boxer' med ordet 'mesterværk'. For et mesterværk det er det.
www.myspace.com/thenational
