The Lone Ranger [Anmeldelse]
Johnny Depp er tilbage med instruktøren og manuskriptforfatterne bag Pirates franchisen. Spørgsmålet er om Lone Ranger er blot endnu en Pirates-agtig film?
Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Pictures
Selvom du måske ikke kender til The Lone Ranger, har du sikkert hørt udtrykket ”Hi-ho Silver, away!” Karakteren i sig selv er mere end 80 år gammel og startede som et radiospil, der senere blev til en tv-serie. Instruktøren Gore Verbinski har længe drømt om at lave en western og legede lidt med genren i animationsfilmen Rango fra 2011. Denne gang har han taget skridtet fuld ud og kastet sig over den gamle klassiker som han på godt og ondt har givet en gevaldig opdatering og gjort til et action eventyr i stil med Pirates of the Caribbean filmene. Historien handler om mødet mellem advokaten John Reid (Armie Hammer) og indianeren Tonto (Johnny Depp). Tonto vil hævne mordet på sin stamme og John bliver ufrivilligt rodet ind i affæren, da hans bror, sherif Dan Reid (James Badge Dale), bliver myrdet af den lovløse Butch Cavendish (William Fichtner).
Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Pictures
Samtidig truer den hurtigt voksende jernbane med at bryde fredsaftalen mellem Cheyenne indianerne og nybyggerne, da skinnerne skal gå igennem deres territorium. Men konflikten viser sig at være kunstig skabt af den griske politiker Cole (Tom Wilkinson), der blot er ude efter indianernes enorme sølv depot, der befinder sig i deres bjerge. The Lone Ranger og hans følgesvend Tonto må derfor slå sig sammen og bekæmpe fremskridtet ved selv at blive lovløse.
Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Pictures
Efter Johnny Depp solgte sin sjæl til Disney djævlen tilbage i 2001, har alle hans karakterer mere eller mindre været en eller anden mutation af Jack Sparrow og indianeren Tonto er ingen undtagelse. Endnu engang giver Depp den som excentrisk enspænder, der vrøvler, fortæller løgnehistorier og selvfølgelig redder dagen i sidste ende. Det er trættende og ærlig talt frustrerende at se den engang så interessante skuespiller, smide sin karriere væk på de sjælsforladte pengemaskiner, som Pirates franchisen og The Lone Ranger franchisen er.
Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Pictures
Det hele starter ellers meget godt. Filmen har en vis selvironisk tone og underholdningsværdien er i top, men langsomt som filmen skrider frem, begynder den at gå op i limningen. Historien bliver unødigt langtrukken og indviklet og klimakset er alt for overdrevent og dermed fuldkommen uengagerende at se på. Havde Gore Verbinski og manuskriptforfatterne bare holdt stilen ren og skåret 20 - 30 min af historien, kunne The Lone Ranger sagtens have været en moderne western klassiker. Men sådan skulle det altså ikke være.
Teknisk information:
Original titel: The Lone Ranger
USA, 2013
Instruktør: Gore Verbinski
Medv.: Johnny Depp, Armie Hammer, William Fichtner, Tom Wilkinson, Ruth Wilson, Helena Bonham Carter, James Badge Dale og Barry Pepper
Genre: Action/Eventyr/Western
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital/DTS
Spilletid: 149 min
Dansk bio premiere: 3. juli 2013
Distributør: Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Pictures