Film
The Lighthouse (Anmeldelse)
If I had a steak… I’d fuck it. -Ephraim Winslow
The Lighthouse – Trailer
Arbejd arbejd!
Vi befinder os i 1890’erne. Den ældre, erfarne søulk Thomas Wake (Willem Dafoe) og yngre grønskolling Ephraim Winslow (Robert Pattinson) har det utaknemmelige job at skulle passe et fyrtårn på en øde klippeø beliggende nær New Englands kyst. Fire ulige uger skal de to fyrmestre tilbringe sammen i en lille tilliggende hytte, og det er benhårdt arbejde i iskolde, regnvejrsfyldte, vindsusende og nådesløse omgivelser!
United International Pictures
Ø-kuller
Som om det ikke var nok, så bliver forholdet mellem de to herre hurtigt sat på prøve, da afholdsmanden Winslow ikke just finder sig i Wakes druk og tyranniske væremåde og da en voldsom storm efterlader dem strandet på øen på ubestemt tid, sætter ø-kulleren for alvor ind. Mere skal der ikke afsløres.
United International Pictures
Into the Mouth of Madness
The Lighthouse er skrevet og instrueret af Robert Eggers, der tidligere har stået bag ”folkesagns gyseren” The VVitch: A New-England Folktale (2015), der delte publikum i to lejre med sin avantgarde stil. I The Lighthouse tager Eggers skridtet videre og har valgt at lave filmen i sort/hvid og i ”Movietone” billedformatet (1.19:1), hvilket er et firkantet format, der kan fremkalde en klaustrofobisk fornemmelse hos publikum.
United International Pictures
Ganske enkelt mageløs
Autenticitet er nøgleordet for Eggers, der denne gang bl.a. benytter sig af gammeldags kameralinser og lamper for at opnå det ønskede, unikke look, der minder om fotografier fra 1800’erne. Pattinson og Dafoe forsvinder begge 100% ind i deres respektive roller. Deres præstationer er ganske enkelt mageløse og fortjener hver især meget mere anerkendelse, end de har fået indtil nu.
United International Pictures
”Yer fond of me lobster!”
The Lighthouse, der er løst baseret på en sand historie og tilsat en smule H.P. Lovecraft, er en film du ganske enkelt ikke må snyde sig selv for. Uanset om du er til gysere eller ej, så er det nemlig lidt af et mirakel, at sådan en film overhovedet bliver finansieret nu om dage – for den er på ingen måde kommerciel. Den er sort/hvid, hovedpersonerne taler med mærkelig, uforståelig dialekt og der er hverken superhelte eller biljagter at finde nogen steder i filmen.
United International Pictures
Den skal opleves i biffen
Filmen var da også tæt på at forbigå de danske biografer, men UIP ombestemte sig i sidste øjeblik og gud ske tak og lov for det! The Lighthouse er nemlig en af de mest intense, inspirerende, unikke og magiske film og biografoplevelser jeg har haft i meget, meget lang tid. Den fortjener ikke blot at blive set, men at blive oplevet, intenst fortæret, uden nogen forstyrrelser på det store lærred.
Drengerøvsfaktor: 10 %
Teknisk information:
Original titel: The Lighthouse
Land: Canada/USA, 2019
Instruktør: Robert Eggers
Medv.: Robert Pattinson, Willem Dafoe, Valeriia Karaman og Logan Hawkes
Genre: Drama/Fantasy/Gyser
Billedformat: 1.19:1
Lyd: Mono | Dolby Digital
Spilletid: 109 min
Dansk bio premiere: 30. januar 2020
Distributør: United International Pictures