Connery

The League of Extraordinary Gentlemen

Halvkedelig action med drengerøvenes gudfar, Sean Connery, som hårdtslående eventyrer...

The League of Extraordinary Gentlemen
The League of Extraordinary Gentlemen
Da jeg for et halvt år siden hørte om LXG - the League of Extraordinary Gentlemen (på dansk med den tumpede titel "Det Hemmelighedsfulde Selskab"), lød det meget spændende. At man samler nogle af de største figurer fra 19tallets klassiske litteratur i en film og lader dem kæmpe mod ondskaben er et meget spændende koncept. Da jeg så traileren til filmen, så det også spændende ud, men jeg skulle blive klogere - meget klogere!

Filmen handler om, at verden er på tærsklen til det tyvende århundrede - faktisk er vi i 1899. En ond organisation, ledet af den infame "Phantom", spreder ondskab mellem englænderne og tyskerne. Verden er beredt på krig, men man har dog et våben mod "The Phantom": The League of Extraordinary Gentlemen. Disse består af Allan Quartermain, som var hovedpersonen i H. Rider Haggards bog, "Kong Salomons Miner". Quartermain er en aldrende jæger, som har forladt England for at tilbringe sit otium i Afrika. Derudover er der den amerikanske agent, Tom Sawyer, som er en af figurerne i "Toms Eventyr", skrevet af Mark Twain. Kaptajn Nemo er et teknisk geni, som har bygget skibet Nautilus, som man muligvis husker fra Jules Vernes "En Verdensomsejling Under Havet". "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" er Robert Louis Stevensons kendte fortælling om videnskabsmanden Dr. Hyde, der om natten bliver til hans alter ego, Mr. Hyde - en stor, modbydelig kæmpe. Mina Harker er enken efter Jonathan Harker, manden, der sammen med Dr. Van Helsing var med til at udrydde Dracula i Bram Stokers "Dracula". Mina er åbenbart blevet vampyr efter dette. Endelig finder du Dorian Gray, en forfængelig og udødelig mand, der var hovedpersonen i "Dorian Grays Billede", skrevet af Oscar Wilde, samt Skinner, "den Usynlige Mand", hovedpersonen i bogen af samme navn, skrevet af H.G. Wells. Desuden indgår der en person i historien, som har tilknytning til historien om Sherlock Holmes, historien, som i sin tid blev skrevet af Arthur Conan Doyle. Hvem det er, vil jeg ikke afsløre. Gæt selv.

En solid samling skulle man tro. Og det er de også, lad os sige det med det samme. Desværre lider filmen under: 1. at der stort set ingen historie er, faktisk er den så tynd, at man ikke rigtigt fatter hvad der sker, 2. at der er ufatteligt mange dårlige tekniske fejl i filmen, som f.eks. en scene, hvor der mangler blod på et sværd, der eller lige er blevet trukket ud af maven på en og samtidigt er de evigt tilstedeværende special effects ikke særligt vellykkede set i forhold til andre film, vi har set på det seneste.

Til gengæld er Kaptajn Nemos skib, Nautilus, ganske udmærket lavet. Man sidder helt og ønsker, at man kunne komme på tur med en - nutidens hurtigfærger når ikke op på siden af denne havets gigant.

En stor mangel ved filmen er, at man virkelig skal kende alle figurerne fra deres respektive bøger for at forstå hvordan og hvorfor. En figur som Dorian Gray er måske ikke den mest kendte figur, og netop derfor ville det måske have været på sin plads, hvis man havde gjort lidt mere ud af at præsentere figurerne. Desværre får kun Sean Connery, i sin egenskab af Allan Quartermain, lov til at blive præsenteret sådan. Sådan er det vel når man er stjerne.

Alt i alt er LXG/Det Hemmelighedsfulde Selskab en kedelig, ligegyldig og ikke mindre end plat fortælling. Filmen kan få 1½ pote for brugen af de fede figurer, samt det, at Sean Connery spiller sin rolle ganske udmærket. Han er altid god. Han er derfor, vi hedder Connery! :)
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce